Julen 2002 havde Star Trek: Nemesis premiere. Her så vi bl.a. Picard være begejstret over at have en all-terrain buggy. Woohoo!
Nogle af os kunne ikke helt finde ud af, hvor det nu kom fra. Det passede ikke helt sammen med den værdige og eftertænksomme fyr, der roligt havde styret Enterprise gennem et eventyr om ugen i 7 halvår, foruden 3 andre film.
Der var mange gode grunde til, at den næste film ikke havde Picard med.
Men nu er han tilbage! Og trekkies.dk føltes også pludselig som gamle dage igen, da en flok af os mødtes for at se første afsnit af en ny serie sammen.
I den virkelige verden er der gået sådan noget som 17 år. Og i trekland er det omtrent det samme. Picard er i 90’erne, men der er stadig liv i ham. Og hvad kan man derudover sige?
Spoilers!
- Når Picard siger, at romulanere og syntetiske livsformer bør behandles som alt andet liv. Når en ung dame dukker op og fortæller lidt om sig selv. Så bliver hans blik intenst. Det er så godt. (Til gengæld kunne jeg godt tænke mig at vide, hvordan der pludselig kan være bunkevis af “synteter”.)
- Picard kan ikke længere løbe op ad trapper. Godt.
- Dahj kæmper på en elegant måde. (Og lad os så håbe, at serien primært byder på andre ting end slåskamp.)
- Det virker, som om Picard er ved at få rodet sig ud i et mysterie. Måske endda en konflikt. Mja.
- Af gode grunde kan Data ikke være med her. Men “Data 2.0” kan.
- Selv om der var masser af ny information, så føltes det ikke tungt.