Anmeldelse af “Interview for the End of the World”, af Rhett Bruno.

Skitse: Darien står for en slags optagelsesprøve. Om 142 timer banker en asteroide ind i Jorden. Hvem skal med på rumskibet, der skal lave en koloni på Titan?

Er det science fiction? Ja da.

Temaer: Darien har selv taget alle de nødvendige samtaler med kandidaterne.

Hans datter har stået for at undersøge kandidaternes helbred, så hun må være læge. Derefter er hun rystet hen mod novellens slutning.

Er det godt? Ahem.

I quickly downed the remnants of a glass of lukewarm whiskey in my liver-spotted hand to calm my mind, then placed it down behind my computer screen.

Hvem tænker sådan om sin hånd?

“Director Darien Trass. You can’t even begin to understand how much of an honor it is to meet you,” he said. He extended a trembling hand. I shook it without standing. It was clammy as a teenage boy’s on a first date. I quickly let go. “I’d prefer we’d never have to meet at all, Mr. Drayton,” I said. His gaze turned downward. He said nothing. “Relax,” I said. “I only wish the world’s circumstances were different.”

Det burde han have gættet, at den hilsen kunne misforstås. Så enten er Darien eller forfatteren, æhm, ikke så smart, som man vil have mig til at tro.

Og det der med ene mand at afvikle tusindvis af samtaler. Og hans datter bliver pludselig sart og ubeslutsom. Nå ja, og så havde jeg nærmest gættet slutningen. Suk.

Note: Den leverplettede hånd og den uhøflige hilsen ovenfor gjorde mig mistænksom, så jeg tjekkede lige. Jeps. Det her er en af dem fra listen. Suk. Og altså også en Nebula-nomineret.