Cultural appropriation. Det er et lidt svært begreb for mig. Er det noget, jeg er udsat for? Lad mig se.

Danny Kaye synger om København. Fuck sådan en som mig, der helst vil kalde byen København, men kan leve med “Copenhaygen”. Men næ nej, det ender med at blive “Copenhahgen”.

Nåh ja. Der var også det der med sengen. Men det var vist ikke hans idé.

Jeg vil ikke begynde at lave en liste over de film og serier, der lader skuespillere tale dårligt tysk, dansk, svensk osv.

Vi behøver ikke tale korrekt kode

Mifunes sidste sang er på nogle måder en bemærkelsesværdig film. Men det er også en film om, at Lolland er fattigt, sølle, langt ude på landet. Faktisk ved festlige lejligheder også evnesvagt, ildelugtende og manipulerende. Mums. Som eksil-lollik: Det er altså ikke det eneste, man kan sige.

ETA: Jeg havde nær glemt, at som trekkie og i det hele taget fan af science fiction, så er der fordomme om mig. Hm. Men kan man tælle det med? Nå jo. Når “jeg” er med i Big Bang Theory, fordi jeg er morsom.

Okay, det er ikke helt afrofuturisme det her. Det er bare mig, der prøver at forestille mig afrofuturismes grundlag. Ligesom i det tidligere indlæg Er jeg med?