Anmeldelse af Snik snak om Allegiant, af Veronica Roth.

Tredje bind. Endelig får jeg opklaret, hvordan det slutter. Og jeg bliver overrasket. Også over, at slutningen er lidt modig.

Ligesom det foregående bind er der ikke meget lighed med filmen. Jeg har svært ved at gætte, hvordan den sidste film skulle have været.

Jeg gnider med det samme tænder, da Tris bliver beskrevet, nu med hår som “en kriger, ikke en pige”. Som om de 2 tilstande udelukker hinanden. Som om krigere bør være korthårede.

Denne beskrivelse lader sig i øvrigt gøre, fordi bogen har et nyt tiltag. De 2 andre bøger er fra Tris’ synspunkt. Den her har også kapitler fra kærestens vinkel. Jeg kan ikke finde ud af, om jeg kan lide det eller ej. Det er ikke skrevet godt nok, jeg blev ved med at rode sammen på dem. Men det er en løsning på noget, der ellers skulle løses på en anden måde.

Jeg kan godt lide, at der viser sig at være en logisk forklaring på de 5 faktioner.

Tris møder en hel bunke mennesker, der taler og taler, men ikke går op i, om hun lytter. De er også på andre ledder usympatiske. Men lige det her er måske et trick, hvor de faktisk taler til læseren?

Emnet viser sig i høj grad at være – skal vi kalde det geneticisme? Din sociale status afhænger af 5 specifikke gener. Tris er øsende ligeglad, men andre bliver meget påvirket.

Hov! Så er der et par bøsser! Fint behandlet.

Jeg er tilfreds med, at jeg fik læst den her bog og dermed den her trilogi. Hunger Games var bedre, men der er også en del gods her.