Det slår mig, at jeg slet ikke har pralet nok om en af mine noveller. I begyndelsen var den i al fredsommelighed et bidrag til en slags konkurrence. Så blev den udvalgt til at komme med i en bog, sammen med andre dygtige og heldige. Og så blev den såmænd valgt til at være titelnovellen. Det betød, at novellens titel kom til at stå med store bogstaver på omslaget. 

Lidenskab og lysår: Lige under overfladen 11.
Det betød også, at jeg fik lov at give input til illustrationen af omslaget. Selvom bogen udkom sidste år, så vidt jeg husker i august, så kilder den del af det stadig i maven. 

Nåh. Men du skal jo også have lov at læse lidt af novellen.

”Er du nu sikker på, du huskede at slukke for vandet?”

”:-P”

Den her gang smiler hun bare. Det er ikke nogen særlig god vittighed, og det er ikke første gang hun har brugt den i dag.

Afslapning. Der er ikke noget fornuftigt at lave de næste mange timer, og alle har anbefalet, at hun bare slapper af under turen. Det her lille hop til en anden planet. Den her dybt kedelige rejse, hvor der er sølle 2 % chance for, at færgen eksploderer undervejs, fordi der midt i det lille hop er en eksperimentel strækning, der ingen tid tager. Af alt, hvad der har med denne flytning at gøre, så har hun ikke kunnet forlige sig med den chance. Ingen har kunnet love hende, at statistikken er blevet bedre. Selvfølgelig kan de ikke det. Det er den jo ikke.