Flere dage, flere Hugo-finalister.

Og min favorit er “One Man’s Treasure”. Den fungerer rigtig godt, lidt humor, mange gode påfund.

Anmeldelse af “The Year Without Sunshine”, af Naomi Kritzer. Langnovelle. 2023. Hugo-finalist.

Skitse: Der var et år, hvor strømmen svigtede dagligt, internettet ikke virkede og solen aldrig var synlig. En nabo til fortælleren opfandt et system, så folk kunne skrive små papirbeskeder til hinanden, hvis de manglede noget. Og det var bare begyndelsen.

Er det science fiction? Ja.

Temaer: Folk arbejder gerne frivilligt. De passer på hinanden. Det bliver et samlende projekt at holde Susan i live, selvom der mangler ilt på flaske, strøm til et apparat med ilt osv. Der er meget få mislyde, såsom da en pyntehave skal omdannes til kartoffelbed, selvom den lige var blevet så fin.

Vi kommer et helt katalog igennem, alle mulige områder, hvor naboerne kan hjælpe hinanden. Og der er som regel også fokus på at finde den gode løsning.

Er det godt? Ja da. Velskrevet. Måske lidt kedelig hen mod slutningen. 👽👽👽

Anmeldelse af “One Man’s Treasure”, af Sarah Pinsker. Langnovelle. 2023. Hugo-finalist.

Skitse: Aden er skraldemand, og i dag skal der samles storskrald. Renny er ny på jobbet, så han er ikke helt opmærksom nok, stikker sig på en ten og falder i søvn. (*)

Er det science fiction? Fantasy.

Temaer: Der er altså magi i verden, og folk smider magiske ting ud, såsom portaler. Læseren bliver præsenteret for en perlerække af ting, der så kan ske, samtidig med at plottet udfolder sig: Den der statue … Talte den til mig? Og hvis ja, er det så et forhekset menneske? Og hvis ja, så … Ja, hvad så?

Fordi den næste problematik er, at rige mennesker meget sjældent får ørerne rigtigt i klemme for brud på storskraldsreglerne. Eller for at forhekse mennesker for den sags skyld. Eller gider alt det her med genbrug. (Er der en overflod af historier om kapitalisme i øjeblikket?)

Er det godt? (*) Det er morsomt noget af vejen, som når Renny skal vækkes, ikke med True Love’s Kiss, men True Lunch. Vi kommer godt omkring, og det virker fint. For sådan en som mig, så virker det originalt. 👽👽👽

Anmeldelse af “On the Fox Roads”, af Nghi Vo. Langnovelle. 2023. Hugo-finalist.

Skitse: Jack og Jill er en kinesisk version af Bonnie & Clyde. I øvrigt hedder hun ikke Jill men Lai. I hvert fald røver de banker, og de har en stensikker flugtvej, som ikke kan bruges af andre. En dag bliver de dog indhentet af en, der gerne vil have noget andet tilbage, de har stjålet.

Er det science fiction? Fantasy.

Temaer: Udover det her med, hvad man kan og ikke kan, når man ser kinesisk ud, altså noget med identitet, så er der også noget med køn.

Er det godt? Mja. Bonnie & Clyde er ikke lige min kop te. Men jeg kan godt lide fantasy-elementet. 👽👽💀

Anmeldelse af “Ivy, Angelica, Bay”, af C. L. Polk. Langnovelle. 2023. Hugo-finalist.

Skitse: Da hun kommer hjem fra sin mors begravelse, sidder der en kvinde på dørtrinnet. Sådan en, der vil plage om hjælp. Så til sidst, måske delvis i irritation, er svaret: Prisen er dit førstefødte barn. Magien lytter med, når der bliver sagt sådan noget.

Er det science fiction? Fantasy.

Temaer: Hun har et ansvar for sit lille hjørne af verden. Tjekke at al magien stadig virker, som den skal, så folk kan være trygge. Så når en ny magiker flytter ind, og der er en ond bismag, så er hun på vagt. Samtidig går der en bølge af overdreven bureaukrati over naboerne. Er det ikke det ene, så …

I mellemtiden dukker der vist et førstefødt barn op. Så skal der også passes på hende.

Er det godt? Ja, det er det egentlig. Jeg blev overrasket et par gange undervejs, inklusive af slutningen. Velskrevet. 👽👽👽

Anmeldelse af “Introduction to 2181 Overture, Second Edition” (gratis online), af 顾适 (Gu Shi). Langnovelle. 2023. Hugo-finalist.

Skitse: Man kan blive frosset ned. Kryosøvn.

Er det science fiction? Ja.

Temaer: Der er en, der lige er blevet tøet op, der læser en slags historiebog for kryosøvn.

Er det godt? Nix. Uendelige mængder af tell. 👽💀💀

Anmeldelse af “I Am AI”, af Ai Jiang. Langnovelle. 2023. Hugo-finalist.

Skitse: Ai er en cyborg, så det giver mening at tale om, at hjertet også skal udskiftes en dag. Batteriet løber hele tiden tør. Ai er en god forfatter, og kvalitet + lav pris betyder, at det stadig er muligt at konkurrere med AI’erne derude. Men det er hårdt. Byen bliver holdt i et fast greb af et firma, der bruger alle tricks for at tjene penge.

Er det science fiction? Ja.

Temaer: Der er tilsyneladende en sammenhæng, hvor man skal have et rigtigt, biologisk hjerte for at være en god forfatter.

Er det godt? Nja. Firmaets gøren og laden gjorde mig depri, og selvom slutningen egentlig er god nok, så er den også en kliche. 👽👽💀

Hugo-sæsonen er i gang! Så lad os få sammenlignet nogle finalister.

“The Mimicking of Known Successes” er bare så charmerende. Og den passer virkelig godt til mit “prøve at regne ud hvad der foregår”-gen. Så den får topplacering.

Anmeldelse af “Thornhedge“, af T. Kingfisher. Kortroman. 2023. Hugo-finalist.

Skitse: Hey, den her kender jeg! Der er en prinsesse, og en barnedåb, og magi, og så sover prinsessen 100 år mindst, og så kommer der en prins, og … Bortset fra, at det alligevel ikke helt er sådan, det er. Det er både anderledes og meget mere indviklet.

Er det science fiction? Fantasy.

Temaer: Jeg ved egentlig ikke, om den her genre hedder noget, hvor man genfortæller et eventyr (typisk), dels som mere almindelig fiktion, med fokus på karakterer, motivationer osv., dels i en noget længere form. Men det er i hvert fald sådan en, vi har fat i her. Tænk Wicked.

I den her version er der ikke kun en hæk, der er også hende, der lavede hækken. Og som udgangspunkt kan hun ikke lide, at der er en seriøs indtrængende. (Måske er det meget praktisk, vi ikke skal have en talende hæk?) Hun havde egentlig håbet, at folk simpelthen havde glemt stedet. Selv historier dør en dag, ikke?

Vi er ret solidt plantet i tid og sted. Der er reference til danskere! Og til pesten.

Der er nogle gode formuleringer undervejs. “Vi får ikke altid de valg, vi ønsker.” “Jeg kunne ikke få hende til at forstå, at verden faktisk eksisterede.”

Både indtrængeren og magibrugeren er meget usikre på sig selv og siger undskyld hele tiden. Cute.

Er det godt? Der er en lillebitte ting, hvor jeg ikke helt kan finde ud af, hvor længe tjørnehækken har været der. Og det her er endnu en historie, hvor plottet til dels drives af, at en hovedperson meget længe lader være med at sige noget bestemt. Ellers er sproget letflydende og behageligt. Og svarene på de løbende spørgsmål kommer i et godt tempo. Jo, den er god nok. 👽👽👽

Note: Hugo

Anmeldelse af “The Mimicking of Known Successes”, af Malka Older. Kortroman. 2023. Hugo-finalist.

Skitse: Vi er et sted, hvor man på en jernbanestation kan forsvinde, uden at nogen ser det. Måske hoppede han selv ud, ned i gassen nedenunder? Eller han blev skubbet? Sagen skal selvfølgelig efterforskes. I mellemtiden kan jeg, læseren, undre mig over en verden, hvor alt liv foregår på ringe, der vist følger længde- og breddegrader.

Er det science fiction? Jeps.

Temaer: Det her er en rigtig krimi. Hvad er der overhovedet sket? Hvem gjorde det? Samtidig er verden også mystisk. Hvor er vi? Hvad er relationen til vores Jord? Er de der personer mennesker? Hvad er der med de der kæmpestore ringe? Og gassen? Hvad betyder klassisk og moderne her? Og, nå ja, ikke fordi det er altafgørende, men … hvad køn er fortælleren?

Der er noget gammeldags her. Gaslamper. Ikke ret mange telefoner. Sproget virker også lidt formelt.

Fortælleren, Pleiti, er akademiker. Detektiven (?) hedder Mossa. De var kærester, da de studerede. Der er lidt Holmes og Watson over det.

Og så er der også en kat i en birolle.

Er det godt? Rigtig godt. Jeg drønede gennem historien, fordi jeg var spændt på, hvad svarene på alle spørgsmålene kunne være. 👽👽👽