Anmeldelse af “On the Fox Roads”, af Nghi Vo. Langnovelle. 2023. Hugo-finalist.

Skitse: Jack og Jill er en kinesisk version af Bonnie & Clyde. I øvrigt hedder hun ikke Jill men Lai. I hvert fald røver de banker, og de har en stensikker flugtvej, som ikke kan bruges af andre. En dag bliver de dog indhentet af en, der gerne vil have noget andet tilbage, de har stjålet.

Er det science fiction? Fantasy.

Temaer: Udover det her med, hvad man kan og ikke kan, når man ser kinesisk ud, altså noget med identitet, så er der også noget med køn.

Er det godt? Mja. Bonnie & Clyde er ikke lige min kop te. Men jeg kan godt lide fantasy-elementet. 👽👽💀

Anmeldelse af “Ivy, Angelica, Bay”, af C. L. Polk. Langnovelle. 2023. Hugo-finalist.

Skitse: Da hun kommer hjem fra sin mors begravelse, sidder der en kvinde på dørtrinnet. Sådan en, der vil plage om hjælp. Så til sidst, måske delvis i irritation, er svaret: Prisen er dit førstefødte barn. Magien lytter med, når der bliver sagt sådan noget.

Er det science fiction? Fantasy.

Temaer: Hun har et ansvar for sit lille hjørne af verden. Tjekke at al magien stadig virker, som den skal, så folk kan være trygge. Så når en ny magiker flytter ind, og der er en ond bismag, så er hun på vagt. Samtidig går der en bølge af overdreven bureaukrati over naboerne. Er det ikke det ene, så …

I mellemtiden dukker der vist et førstefødt barn op. Så skal der også passes på hende.

Er det godt? Ja, det er det egentlig. Jeg blev overrasket et par gange undervejs, inklusive af slutningen. Velskrevet. 👽👽👽

Anmeldelse af “Introduction to 2181 Overture, Second Edition” (gratis online), af 顾适 (Gu Shi). Langnovelle. 2023. Hugo-finalist.

Skitse: Man kan blive frosset ned. Kryosøvn.

Er det science fiction? Ja.

Temaer: Der er en, der lige er blevet tøet op, der læser en slags historiebog for kryosøvn.

Er det godt? Nix. Uendelige mængder af tell. 👽💀💀

Anmeldelse af “I Am AI”, af Ai Jiang. Langnovelle. 2023. Hugo-finalist.

Skitse: Ai er en cyborg, så det giver mening at tale om, at hjertet også skal udskiftes en dag. Batteriet løber hele tiden tør. Ai er en god forfatter, og kvalitet + lav pris betyder, at det stadig er muligt at konkurrere med AI’erne derude. Men det er hårdt. Byen bliver holdt i et fast greb af et firma, der bruger alle tricks for at tjene penge.

Er det science fiction? Ja.

Temaer: Der er tilsyneladende en sammenhæng, hvor man skal have et rigtigt, biologisk hjerte for at være en god forfatter.

Er det godt? Nja. Firmaets gøren og laden gjorde mig depri, og selvom slutningen egentlig er god nok, så er den også en kliche. 👽👽💀

Hugo-sæsonen er i gang! Så lad os få sammenlignet nogle finalister.

“The Mimicking of Known Successes” er bare så charmerende. Og den passer virkelig godt til mit “prøve at regne ud hvad der foregår”-gen. Så den får topplacering.

Anmeldelse af “Thornhedge“, af T. Kingfisher. Kortroman. 2023. Hugo-finalist.

Skitse: Hey, den her kender jeg! Der er en prinsesse, og en barnedåb, og magi, og så sover prinsessen 100 år mindst, og så kommer der en prins, og … Bortset fra, at det alligevel ikke helt er sådan, det er. Det er både anderledes og meget mere indviklet.

Er det science fiction? Fantasy.

Temaer: Jeg ved egentlig ikke, om den her genre hedder noget, hvor man genfortæller et eventyr (typisk), dels som mere almindelig fiktion, med fokus på karakterer, motivationer osv., dels i en noget længere form. Men det er i hvert fald sådan en, vi har fat i her. Tænk Wicked.

I den her version er der ikke kun en hæk, der er også hende, der lavede hækken. Og som udgangspunkt kan hun ikke lide, at der er en seriøs indtrængende. (Måske er det meget praktisk, vi ikke skal have en talende hæk?) Hun havde egentlig håbet, at folk simpelthen havde glemt stedet. Selv historier dør en dag, ikke?

Vi er ret solidt plantet i tid og sted. Der er reference til danskere! Og til pesten.

Der er nogle gode formuleringer undervejs. “Vi får ikke altid de valg, vi ønsker.” “Jeg kunne ikke få hende til at forstå, at verden faktisk eksisterede.”

Både indtrængeren og magibrugeren er meget usikre på sig selv og siger undskyld hele tiden. Cute.

Er det godt? Der er en lillebitte ting, hvor jeg ikke helt kan finde ud af, hvor længe tjørnehækken har været der. Og det her er endnu en historie, hvor plottet til dels drives af, at en hovedperson meget længe lader være med at sige noget bestemt. Ellers er sproget letflydende og behageligt. Og svarene på de løbende spørgsmål kommer i et godt tempo. Jo, den er god nok. 👽👽👽

Note: Hugo

Anmeldelse af “The Mimicking of Known Successes”, af Malka Older. Kortroman. 2023. Hugo-finalist.

Skitse: Vi er et sted, hvor man på en jernbanestation kan forsvinde, uden at nogen ser det. Måske hoppede han selv ud, ned i gassen nedenunder? Eller han blev skubbet? Sagen skal selvfølgelig efterforskes. I mellemtiden kan jeg, læseren, undre mig over en verden, hvor alt liv foregår på ringe, der vist følger længde- og breddegrader.

Er det science fiction? Jeps.

Temaer: Det her er en rigtig krimi. Hvad er der overhovedet sket? Hvem gjorde det? Samtidig er verden også mystisk. Hvor er vi? Hvad er relationen til vores Jord? Er de der personer mennesker? Hvad er der med de der kæmpestore ringe? Og gassen? Hvad betyder klassisk og moderne her? Og, nå ja, ikke fordi det er altafgørende, men … hvad køn er fortælleren?

Der er noget gammeldags her. Gaslamper. Ikke ret mange telefoner. Sproget virker også lidt formelt.

Fortælleren, Pleiti, er akademiker. Detektiven (?) hedder Mossa. De var kærester, da de studerede. Der er lidt Holmes og Watson over det.

Og så er der også en kat i en birolle.

Er det godt? Rigtig godt. Jeg drønede gennem historien, fordi jeg var spændt på, hvad svarene på alle spørgsmålene kunne være. 👽👽👽

Anmeldelse af “Seeds of Mercury“, af 王晋康 (Wang Jinkang). Kortroman. 2023. Hugo-finalist.

Skitse: Han lever egentlig et godt liv. God kone. God søn. Godt firma. God formue. En dag dukker en sagfører så op for at fortælle noget om en afdød tante og hvad hun efterlod. I første omgang en notesbog.

Er det science fiction? Ja.

Temaer: Det er en lille spoiler at fortælle videre. Så er du advaret.

Tanten skabte liv, der er baseret på tin og silicium og sådan noget. Det kræver derfor også høje temperaturer, så i hvert fald nogle af stofferne er flydende. Arven er bl.a. at lade dette liv fortsætte og udvikle sig.

Teksten skifter mellem denne tråd og så en tråd langt inde i fremtiden, hvor udviklingen har ført til intelligens og bevidsthed. Hurra!

Hovedpersonen viste som barn interesse for bl.a. videnskab, men blev siden forretningsmand. Han er tilfreds med at vende tilbage til dette område. Det kræver nemlig noget viden at varetage arven.

Der er noget med familie. At hvis man skaber liv, så tager man også ansvar for det liv, passer på det.

Er det godt? Mja.

Min første forhindring er, at det ikke er så godt oversat. Der er stavefejl og underlig grammatik. Hist og her burde der også have været fodnoter eller sådan noget, fordi jeg ved ikke, om en given sætning er et ordsprog. Er “det første bud”, “Though [sic] shalt not drop dead” bevidst morsom? Jeg prøver at abstrahere fra det, men det er svært.

Dernæst er der heldigvis elementer, jeg finder originale. Men der er også gamle travere. Så … 👽👽💀

Anmeldelse af “Rose/House”, af Arkady Martine. Kortroman. 2023. Hugo-finalist.

Skitse: En verdensberømt arkitekt har efterladt sit sidste mesterværk, et AI-hus, til en tidligere elev. Selv hun har dog kun adgang til huset en uge om året, og hun kan ikke lide at være der. Nu er der dog brug for hende, fordi der tilsyneladende er sket et mord i huset.

Er det science fiction? Ja. Men der er også noget horror her.

Temaer: Krimi, selvfølgelig. Politiet efterforsker sagen. Efter bogen?

Stemning. Meget Stemning. Undskyld, jeg prøver lige igen. STEMNING. Lyde og fornemmelser og tanker og ih, er det ikke uhyggeligt? Man siger, at huset er hjemsøgt. Husets stemme er neutral, men på en eller anden måde er den også drillende, eller overlegen, eller 1000 andre ting.

Er det godt? Ih altså, al den STEMNING. Ikke lige mig. Og skal der være så mange repetitioner? Krimi-delen har en tilfredsstillende løsning. 👽👽💀

Anmeldelse af “Mammoths at the Gates”, af Nghi Vo. Kortroman. 2023. Hugo-finalist.

Skitse: En præst vender hjem efter 4 år. Det er godt at passe sit arbejde, indsamle historier. Men det er også godt at komme hjem og få alle historierne puttet i arkivet. Få sin livret. Snakke med vennerne. Æh. Hilse på mammutterne foran porten?

Er det science fiction? Nix, fantasy. Talende fugle.

Temaer: Alt det her med historier fylder en del. Der er en konflikt, fordi den øverste præst er død og familien nu vil have liget udleveret. Undervejs kommer vi gennem en ceremoni, hvor de efterladte fortæller historier om afdøde. Nice.

Præsterne arbejder sammen med fugle, der kan tale og ikke mindst lytte og huske. Og apropos samarbejde, så er der nogle idealer her, accept, mildhed osv., der gør samarbejdet både internt og med resten af verden, lidt lettere. Noget med at besvare vold og trusler med smil. Og der er rigelig mulighed for at udforske det, når en mammut kommer trampende.

Er det godt? Udover at jeg snubler over navnene (kinesiske?), fordi jeg ikke er sikker på udtalen, så virker det her for mig. 👽👽👽