Anmeldelse af Unraveller, af Frances Hardinge. YA-roman. 2022. Lodestar-finalist.

Skitse: Kellen kan optrævle en forbandelse, fjerne den. Nettle har fået optrævlet sin egen forbandelse, så nu rejser hun rundt sammen med Kellen. Og det her er i en verden, hvor magi er mulig, og hvor magi er specielt farlig i visse områder.

Er det science fiction? Helt bestemt fantasy.

Temaer: Hvor andre lande har en regering, der har vi her noget bureaukrati, hvis primære opgave er at holde fred med The Wilds, hvor magien ellers bliver lidt for løssluppen.

Kellen ophæver ikke bare forbandelser, han trævler dem op. (Oprindeligt var han væver, men så blev han bidt af en magisk edderkop!) Det er vigtigt at kende både forbryderen (*) og offeret og resten af situationen. Senere i bogen lyder den her proces meget som terapi. Og et andet fænomen lyder som impostor syndrom. Der er også snak om forbandelser, der ikke er blevet kastet endnu, men er ved at vokse frem. Er det “retfærdigt” at kaste en forbandelse? Kan man ramme en forkert? Hvordan kan det hænge sammen, at en niårig bliver forvandlet?

(*) Ja, man ryger i fængsel for at kaste en forbandelse.

Nettle er helt fantastisk rolig, nogen gange nærmest i trance. Kellen er til gengæld utålmodig og bliver nemt hidsig.

Nettle blev forbandet til at være en fugl. Da lejligheden bød sig, så blev hun et menneske igen, men en lidelsesfælle forblev fugl. Det er praktisk at være gode venner med ham.

Der er lidt arbejdskamp her. Rigtige vævere gør modstand, når deres job er truet.

Er det godt? Det var hårdt arbejde at læse bogen, indtil jeg kom 2/3 ind og et par nye oplysninger satte starten af bogen i et nyt lys. 👽👽💀

Anmeldelse af To Shape a Dragon’s Breath, af Moniquill Blackgoose. YA-roman. 2023. Lodestar-finalist.

Skitse: Anequs er 15 år gammel. En dag ser hun en drage i ganske kort tid. Dagen efter ser hun et drageæg. Hele landsbyen/øen bliver involveret i at passe på ægget, men da den lille nye drage titter frem, så har Anequs fået en ny makker. I starten går det fint. En drageunge skal have noget at spise og noget søvn, og det er også på dagsordenen at lege. En dag går noget dog ret galt, og dragen ånder på et menneske. Så makkerparret må afsted til fastlandet og storbyen, hvor man kan få en passende uddannelse. Godt nok hos de hvide. Men der er jo ikke rigtig noget valg.

Er det science fiction? Steampunk fantasy. Omend af den type, hvor der også er videnskabelig viden (*), og hvor magi følger faste regler.

Temaer: Anequs er fra en baggrund, hvor man også kan bruge navne som Kasaqua, Niquiat og Masquapaug, og hvor man mest er jæger eller samler, og hvor der bliver fanget sæler og hvaler og ofret tobak. (Nordamerika?) I modsætning hertil, så er de hvide noget med dampskibe og -okser, telegrafer, traktater og fabrikker for dåsemad. I hvert fald på den hvide side hedder tingene noget andet end i vores verden (*) (tysk og nordisk (**) fylder meget i sproget og historien, omend vores sydlige nabo hedder Tyskland og beboerne taler tysklandish), men overskriften “de hvide” holder desværre stadig ret godt. Der er naturligvis racisme mod “de primitive indfødte”.

(*) “Salt is composed of brinesna and grunesna in equal portions.”

(**) “Norsland, Swedeland, and Daneland.”

Anequs kommer fra et meget mere fornuftigt samfund. De er ikke rige, i hvert fald ikke i de hvides valuta. Men de er egentlig heller ikke fattige; der bliver sørget for, at ingen sulter. Hun synes, det er underligt, at der i byen gøres forskel på kønnene, at der er behov for anstandsdamer, at lidt større børn kan være ustyrlige, “de lavere klasser” og meget andet.

Anequs lærer sin drages navn, da dragen selv meddeler det til hende, telepatisk. Der er noget over hele det her forløb, der minder mig om Pern-serien af Anne McCaffrey.

Anequs + drage bliver installeret på en kostskole, så hun kan lære dragemagi og sådan noget. Lærerne er dårligt forberedt på, hvad hun kan og ikke kan. Hun får nogle venner, også blandt de udstødte elever. Host, host, Harry Potter, host.

Historier og sange og danse dukker jævnligt op som del af den større fortælling.

Anequs får jævnligt sagt fra, når der er noget galt. Når hendes navn bliver sagt eller skrevet forkert. Når spørgsmålet “ejer du den der drage?” er formuleret forkert. Når man tvivler på, at hun kan læse. Når man ikke vil høre hendes version af massakren på naboøen. Som tiden går, så når hendes sigen-fra i aviserne og resulterer i dødstrusler. Selvfølgelig. Hun virker utroligt sej, selvom hun er ung.

Er det godt? Ja, altså. Anequs har stort set altid ret. Og eftersom rammen er “de hvide og de indfødte”, så har de indfødte altid ret. Jeg er helt med på, at de har masser at klage over, med god ret. Men det ville altså glæde mig, hvis de også en gang imellem havde en eller anden dum tradition, der dybest set ikke giver mening, så hun faktisk også lærer noget sociologisk på den skole. Men nej. Det ægte, autentiske, “uhæmmede” og ukapitalistiske får 99 af 100 point. Det bliver lidt fladt. 👽👽💀

Note: Læst via Netgalley.

Anmeldelse af The Sinister Booksellers of Bath, af Garth Nix. YA-roman. 2023. Lodestar-finalist.

Skitse: En ung mand på flugt fra en kvinde af sten bliver zippet til et andet sted, via et kort, der altså også er en portal. Noget af kortet falder dog af. Nogle år senere dukker stumpen op i en boghandel. Boghandlerne bedriver også magi, foruden at holde øje med magiske steder i nærheden. Der er så meget magi i verden, at ens første mål er at klassificere sådan noget som kortet, før man evt. kan identificere det. Nåh, men Vivien og Merlin (søskende) er ved at undersøge kortet, da Merlin bliver zippet til et andet sted.

Er det science fiction? Fantasy så det batter.

Temaer: Merlins kæreste, Susan, kan også noget med magi, så hun bliver tilkaldt for at redde ham. Så vi kaster os ud i en redningsaktion, der fylder ca. 1/3 af bogen, og hvor der er meget world building og kun lidt plot. Der er lidt et knæk her, fordi det ikke er super åbenlyst, hvad resten af bogen så skal handle om. Senere i bogen irriterede det mig, at der stadig var så mange beskrivelser (bl.a. af påklædning), når vi var i gang med det spændende klimaks.

Man kan godt mærke, at det her er nr. 2 i en serie, der er pænt mange infodumps i starten. Det fungerer stort set. Jeg var dog nødt til at finde ud af andetsteds, hvad forskellen er på højrehåndede og venstrehåndede boghandlere.

Boghandlerne har selvfølgelig forstand på bøger. Susan vil gerne være maler. Hele den ret dannede stemning er indlejret i den britiske ånd. Det er ret hyggeligt.

Er det godt? Det fungerer sådan set. Jeg læste bogen ret hurtigt. 👽👽👽

Note: Den her var ikke i Hugo-pakken, så i stedet lånte jeg den via eReolen Global.

Anmeldelse af Promises Stronger Than Darkness, af Charlie Jane Anders. YA-roman. 2023. Lodestar-finalist.

Det her er 3. og sidste bind af Unstoppable. I begyndelsen var der Tina. Biologisk er hun en klon af et rumvæsen, en mægtig kriger. En dag vil hun blive hentet, så hun kan fortsætte sin forgængers liv. Da det sker, så smutter hendes bedste ven, Rachael, med. De bliver hurtigt rodet ind i ting og sager, der er indviklede, så de rekrutterer 4 teenagere til. Undervejs bliver gruppen ved med at få nye medlemmer, unge rumvæsener.

Skitse: Universet har det skidt. Tyranner og soldræbere alle vegne. Vores gruppe af unge arbejder hårdt på at nå en happy end.

Er det science fiction? Nemlig.

Temaer: De unge personer har en masse at kæmpe med, allerede før universet trænger sig på. Spørgsmål om identitet, køn, uddannelse. Kærester. Respekt for andres kroppe. Neurodivergens og PTSD. Specielt Tina og Rachael, sammen med førstnævntes kæreste Elza, demonstrerer alt det her.

Oveni skal de så altså også redde milliarder og milliarder af personer. Fordi sådan er den her type bog. (Burde vi overlade det til folk med årtiers uddannelse og erfaring? Pff.) Lidt utraditionelt sigter i hvert fald nogle af dem efter en pacifistisk løsning, der ikke kræver bunkevis af døde. De er ellers oppe mod modbydelige våben. Såsom et håndtryk, der dræber både dig og dit gode rygte.

Der er også sjove indslag. Fx en prinsesse, der har en balkjole, der også tillader kamp. Og referencer til popkultur. Lil Nas X. Som jeg personligt ikke kender noget til. Men jeg er jo heller ikke i målgruppen.

Det går derudaf med rumslag og planer, oveni personlige stedord, tilbud om kram, fnidder med sin elskede, skuffelse over ens ledere. Man kan godt blive forpustet.

Er det godt? Nogle af løsningerne er herlige. Jeg kan godt lide den, hvor hele gruppen holder hinanden i hænderne. Der er mange prik, bl.a. i form af stedordene alle vegne. Der er de her bøger lidt af et eksperiment? Men en type, jeg vil gætte på, YA-læsere sætter pris på. Jeg blev som sagt forpustet. Men jeg får også lyst til at læse bøgerne igen. 👽👽👽

Anmeldelse af Liberty’s Daughter, af Naomi Kritzer. YA-roman. 2023. Lodestar-finalist.

Skitse: Beck bor et sted, der har erklæret at være sit eget lille land, med egne love. (Lige ved siden af har de 0 love.) Hun er 16, og hun har fået et lille job med at skaffe ting. Jo, du kan godt få en kaffemaskine over fra Californien. Men det er sandsynligvis billigere at finde en lokalt. Så det kan Beck klare. Indtil jagten på et par sandaler udvikler sig til jagten på en søster.

Er det science fiction? Jeppedidep. Dejligt!

Temaer: Beck må skifte rolle lidt, blive lidt af en detektiv. Det er forresten ikke sidste gang, at hun må flytte sig på den måde.

Beck kommer gennem flere eventyr. Et reality show. Noget med en fagforening. En skuffet far, der i en periode smider hende ud. En epidemi. Undervejs hører vi en masse mere om forholdene. Og vi oplever, at gæster ikke helt fanger det der med få/ingen love. Er det en god ting, at der nærmest er anarkistisk? Hvis man er rig, ja. Muligvis også, hvis man kan sno sig.

Er det godt? Kritzer kan helt klart skrive, så jeg er fløjet gennem bogen. Der er en enkelt snublesten; jeg mistænker, at ebogen er konverteret forkert, så nogle bogstaver og tegn er forsvundet. Og så kan man godt mærke, at bogen er sat sammen af en gruppe noveller. Men det gør ikke noget. 👽👽👽

Anmeldelse af Abeni’s Song, af P. Djèlí Clark. YA-roman. 2023. Lodestar-finalist.

Skitse: Damju, 12 år gammel, vågner om natten, fordi der er sang. Hun ser (med sit specielle syn) alle de andre børn vandre imod sangen. Nej. Abeni, 12 år gammel, vågner fra en drøm. Det er hendes fødselsdag. Men det bliver en mærkelig og indviklet dag, hvor en heks advarer landsbyen om fare, og hvor alle børnene vandrer imod en sang, bortset fra Abeni, der bliver reddet af heksen.

Er det science fiction? Nix. Fantasy.

Temaer: De voksne bliver også indfanget og bundet og ført væk, og der er stærke mindelser om slaveri.

Der er fællestræk med eventyr. Heksen, Asha, er ikke helt en heks alligevel. Abeni bliver trænet, bl.a. i kamp, og efter den første store sorg hører hun meget mere om, hvad der egentlig foregår. Abeni og Asha tager på en rejse, for at finde og redde resten af landsbyen, og de samler prompte et par hjælpere op. Advarsler bliver typisk overhørt, men heldigvis går det hele godt alligevel. Undervejs falder de ovenikøbet over noget, Abeni finder meget uhøfligt, så hun er i kontakt med sin indre Alice. På et andet tidspunkt fører indtagelsen af lækkerier til, at hun får hale og lange ører og ikke længere kan tale, så Pinocchio er også med.

Er det godt? Mja. Jeg mistænker, at vi faktisk er i den ende, hvor børn ikke helt er YA endnu. Der er en begejstring for udråbstegn, og på et tidspunkt går teksten amok i, at den ene ting efter den anden siger Pop! Der er nogle gange gentagelser (Abeni ser flere familiemedlemmer blive fanget, på samme måde hver gang) og mange detaljer, og nogle gange sprang jeg bidder over. På den anden side er der noget rart ved en gruppe piger, der gør heltegerninger. 👽👽💀

This week the question is: Can You Even the Odds?

Suppose you (player A) and a friend (player B) are playing a game in which you alternate rolling a die. So the order of play is AB|AB|AB, and so on. (The vertical bars here are just for organizational purposes, and do not signify anything special that happens.) The first player to roll a five wins the game. As it turns out, whoever goes first has a distinct advantage!

Kayla wondered about other ways you and your friend could take turns, ways that might result in a fairer game. For example, consider the “snake” method, in which the order is reversed after each time you both roll: AB|BA|AB|BA, and so on.

Assuming you are the first to roll, what is the probability you will win the game?

And for extra credit:

Another way to take turns is to use the Thue-Morse sequence, where the entire history of the order is reversed after each round. As an illustration, consider the first few rounds:

• Round 1: Player A goes first.
• Round 2: Only A went in the first round. So now player B goes.
• Round 3: Up to this point, the order has been AB. Reversing this, round 3’s order is BA.
• Round 4: Up to this point, the order has been ABBA. Reversing this, round 4’s order is BAAB.
• Round 5: Up to this point, the order has been ABBABAAB. Reversing this, round 5’s order is BAABABBA.

Writing this out as a single sequence of turns, the order is A|B|BA|BAAB|BAABABBA, and so on.Assuming you are the first to roll, what is the probability you will win the game?

Solution:

This type of problem has been studied before.

I think my calculation sheet says it all.

And for extra credit:

I tried to program my way out of this.

This week the question is: Can You Catch the Breakaway?

This time around, a lone rider in the Tour de Fiddler is being pursued by a group of four riders. The four riders have an advantage—they take equal turns being in the lead position, while the other three riders draft behind. At any given speed, being in the lead position (as well as riding solo) requires twice as much power as drafting.

Assume that every rider must maintain the exact same average power over time, whether they are the lone rider or in the pack of four. To be clear, their power can change over time, but the time-averaged value must be the same for every rider. Also, when leading a pursuing group or riding solo, one’s speed is directly proportional to one’s power. When drafting, one’s speed matches that of the leader (again, at half the power output).

The pursuers just passed under a banner indicating there are 10 kilometers left in the stage. How far back of the lone rider can they afford to be, such that they still catch them at the finish line

And for extra credit:

In today’s stage of the Tour de Fiddler, there are 176 total riders. Some riders are grouped together in a single breakaway, while the remainder are grouped together in the peloton.

The breakaway group is 10 kilometers from the finish, while the peloton is one kilometer behind (i.e., 11 kilometers from the finish).

As before, assume that every rider must maintain the exact same time-averaged power when leading a group, and that drafters can match the leader’s speed but with half the power.

What is the smallest number of riders that the breakaway needs to reach the finish line before the pursuing peloton

Solutions:

Calculation sheet 1. Including answer.

And for extra credit:

Calculation sheet 1 and 2. Sheet 2 includes the answer, which has to be rounded to: (highlight to reveal)

10.

Var der nogle gode film sidste år?

Wandering Earth 2. Det lykkedes at få den her set. Der er ting, jeg sætter pris på. Det internationale samarbejde. Konflikten mellem “flugt” og “upload”, hvor der er hilsener til debatten om klimaforandringer. Der er også andre ting. Terrorisme. Problemer, der bliver løst i sidste øjeblik. Kluntede replikker, i hvert fald på engelsk. Og opgaven med undertekster var løst dårligt.

Barbie. Den her har jeg set 2 gange. Den er ikke perfekt, men der er rigtig mange gode ting. Jeg har set de 2 dansenumre igen og igen. Babys første feministiske film.

Dungeons… Sjov. Sjovere end jeg regnede med. Chris Pine i fuld form. Hugh Grant kan også noget. De andre er lidt irriterende. Såsom magikeren der lige skal have lært det sidste.

Nimona. Hun er da For Meget! I hvert fald i begyndelsen. Skinger og påtrængende. Har du hørt om samtykke? Sjov blanding af riddere, sværd, magi og mobiler, hologrammer, flyvende biler. En slags animation med store, blanke flader.

Poor Things. For det første: Born Sexy Yesterday. Suk. For det andet: Vi kan lave Kunst! Mere suk. Og så forstår jeg ikke helt Duncan.

Spider-Man… Det gode ved den her er alle de mange dubletter, der alle er anderledes, på hver sin måde. Der er nogle gode grin undervejs. Jeg kan godt lide den britiske fyr. Den dårlige er, at det nogle gange går meget stærkt.

Ikke så meget at diskutere. Barbie vinder.

Anmeldelse af A Tale of Two Titties, af Meg Vondriska.

Skitse: Tesen er, at rigtig mange mænd skriver rigtig dårligt, når de har kvinder med i deres romaner. Men det gør ikke noget, de kan sælge stakkevis af bøger alligevel. Så måske skal kvindelige forfattere lære deres metoder, så de også kan skrive bestsellere? Her er i hvert fald den håndbog, der kan lære dig netop det.

Er det godt? Altså … Sådan en bog kræver (synes jeg), at forfatteren går hele vejen. Virkelig kaster sig ind i rollen “nu skal I høre, tøser”. Og mit umiddelbare indtryk er, at det sker ikke. Der bliver skiftet fra “patriarkatet er noget møg” til “man må jo tilpasse sig” og tilbage igen. Jævnligt. Uden markering. Så det bliver ikke topkarakter herfra.

Når det så er sagt. Sjov idé. Skal man grine eller græde? Den her bog går efter grinet, og det, synes jeg, er et godt valg. Det er en god ramme for citater, beskrivelser osv.

Der er vist den sædvanlige antagelse, at USA er hele verden?

👽👽💀

Diverse citater:

Note: Denne anmeldelse er baseret på en ARC. Det betyder bl.a., at opsætningen ikke var helt færdig. Så jeg har svært ved at vurdere øvelserne, der nogle gange var ulæselige. Sådan bliver den færdige bog nok ikke.