Kæresten/Niels og jeg har været til Worldcon! Og nu blogger jeg om det, 14 dage forskudt.

Her den første dag handler det primært om at komme fra København til Glasgow, nogenlunde i et stykke. Hvilket nogle gange er svært.

Planen er at spise noget i retning af frokost i lufthavnen. Brunch ville være dejligt. Men det ender med en sandwich, tema morgenmad. Noget med æg.

Pga. dårlige knæ er jeg ikke ret god til at gå, og slet ikke til at stå. Så det er møgirriterende at ankomme til gaten og så ikke blive lukket ind til de sæder, der faktisk er. Vi finder et sted at sidde, men der er ikke ryglæn, og sædet er glat, så jeg skal kæmpe imod at glide på gulvet. Masser af andre står op eller sidder på deres kufferter, og vi fylder pænt op ude på en gang.

Inde i flyveren havner jeg på et lige akkurat for smalt sæde, og uden ordentlig plads til at kunne strække højre ben. Der er rigelig tid til at tænke over, hvordan fly og billetpriser er skruet sammen. Findes der overhovedet et selskab, hvor et bredt sæde (eller noget med 2 sæder) koster det samme som et smalt? Og skal man dokumentere sin egen bredde?

Flyet er ikke så stort, og der er ikke en skærm, hvor man kan følge vores geografiske fremskridt. Men ved at pille lidt ved wifi falder jeg over en hjemmeside, der har noget.

Vel nede på jorden tager vi en rutebil fra Edinburgh. Undervejs ser vi bjerge i det fjerne.

Trætte skal vi bare det sidste lille hop over til hotellet. Og her slår de hjælpsomme skotter til! Flere forskellige “hjælper” os over i den forkerte bus. Det kræver noget improvisation at ramme den rigtige reception alligevel.

Hotellet har i princippet en restaurant, og vi prøver den vist 2 gange. Den hedder noget, der lyder fransk, men menukortet svarer ikke til det. Der er vist 6 hovedretter: 3 slags burgere, mac&cheese (se nedenfor), chicken tika masala og en til. Sådan noget som 4 forretter: noget kylling, dagens suppe, hvidløgsbrød og noget. En håndfuld desserter, deriblandt sticky toffee pudding. Den her aften prøver vi mac&cheese, der faktisk er rigtig god. 2 af forretterne er udgået. Den næste gang er en hovedret udgået. Restauranten er ikke åben hver aften. Det hele er lidt sølle.

Den tilstødende bar virker lidt bedre. Vi fik vist cider derfra, og det var fint.

Det hele er det samme lokale som morgenmadsbuffet, men det er en helt anden historie.

This week the question is: How High Can You Jump?

In the high jump, an athlete’s entire body must clear the bar. However, not every part of their body has to clear the bar at the same time. As a result, athletes arc their bodies over the bar, so that only a fraction of their mass is above the bar at any given time. In fact, athletes can theoretically clear the bar despite their center of mass remaining below the bar throughout the jump.

Let’s model the athlete mid-jump as a semicircle, centered over the bar, as shown in the diagram below. For simplicity, assume that their mass is uniformly distributed across the length of their body. The dot in the diagram represents the athlete’s center of mass.

Let a represent the vertical distance between the athlete’s center of mass and their lowest points (presumably their outstretched fingers and toes), and let b represent the vertical distance between the athlete’s center of mass and their highest point (presumably their waist).

What is the ratio a/b?

And for extra credit:

Instead of a semicircle, suppose the athlete’s jump is represented by an arc of angle 2𝜙 that is centered over the bar, as shown below:

As before, a represents the vertical distance between the athlete’s center of mass and their lowest points, while b represents the vertical distance between the athlete’s center of mass and their highest point.

As the angle 𝜙 gets very, very small (i.e., in the limit as 𝜙 goes to zero), what value does the ratio a/b approach?

Highlight to reveal solution:

Helpful Wikipedia page.

So, Wikipedia informs me, that this can be reduced to the case of the “Semicircular arc centroid”. According to that formula, with r being the radius of the semicircle, a = 2r/π and b = r – a = (π-2)r/π. Therefore a/b = 2/(π-2) or approximately 1.75.

And for extra credit:

Calculation sheet.

Wikipedia informs me, this is a case of an “Arc of circle centroid”. The distance from the circle centre to the a line is r*cos(𝜙). The distance between the circle centre and the centre of mass is r*sin(𝜙)/𝜙. Therefore a = r*sin(𝜙)/𝜙 – r*cos(𝜙). Finally, the radius of the circle is r, and b = r – r*sin(𝜙)/𝜙. While calculating a/b, the r cancels out. I ask WolframAlpha for help and get the result 2.

Vi tager lige et hop til siden et øjeblik og kigger på en kategori, der følges ad med Hugoen. Det handler om YA-romaner.

Unstoppable får ekstra point for, at jeg godt vil læse den igen. Så der har vi min topplacering.

Afstemningen er i øvrigt overstået, men resultatet er ikke offentliggjort endnu.

Anmeldelse af Unraveller, af Frances Hardinge. YA-roman. 2022. Lodestar-finalist.

Skitse: Kellen kan optrævle en forbandelse, fjerne den. Nettle har fået optrævlet sin egen forbandelse, så nu rejser hun rundt sammen med Kellen. Og det her er i en verden, hvor magi er mulig, og hvor magi er specielt farlig i visse områder.

Er det science fiction? Helt bestemt fantasy.

Temaer: Hvor andre lande har en regering, der har vi her noget bureaukrati, hvis primære opgave er at holde fred med The Wilds, hvor magien ellers bliver lidt for løssluppen.

Kellen ophæver ikke bare forbandelser, han trævler dem op. (Oprindeligt var han væver, men så blev han bidt af en magisk edderkop!) Det er vigtigt at kende både forbryderen (*) og offeret og resten af situationen. Senere i bogen lyder den her proces meget som terapi. Og et andet fænomen lyder som impostor syndrom. Der er også snak om forbandelser, der ikke er blevet kastet endnu, men er ved at vokse frem. Er det “retfærdigt” at kaste en forbandelse? Kan man ramme en forkert? Hvordan kan det hænge sammen, at en niårig bliver forvandlet?

(*) Ja, man ryger i fængsel for at kaste en forbandelse.

Nettle er helt fantastisk rolig, nogen gange nærmest i trance. Kellen er til gengæld utålmodig og bliver nemt hidsig.

Nettle blev forbandet til at være en fugl. Da lejligheden bød sig, så blev hun et menneske igen, men en lidelsesfælle forblev fugl. Det er praktisk at være gode venner med ham.

Der er lidt arbejdskamp her. Rigtige vævere gør modstand, når deres job er truet.

Er det godt? Det var hårdt arbejde at læse bogen, indtil jeg kom 2/3 ind og et par nye oplysninger satte starten af bogen i et nyt lys. 👽👽💀

Anmeldelse af To Shape a Dragon’s Breath, af Moniquill Blackgoose. YA-roman. 2023. Lodestar-finalist.

Skitse: Anequs er 15 år gammel. En dag ser hun en drage i ganske kort tid. Dagen efter ser hun et drageæg. Hele landsbyen/øen bliver involveret i at passe på ægget, men da den lille nye drage titter frem, så har Anequs fået en ny makker. I starten går det fint. En drageunge skal have noget at spise og noget søvn, og det er også på dagsordenen at lege. En dag går noget dog ret galt, og dragen ånder på et menneske. Så makkerparret må afsted til fastlandet og storbyen, hvor man kan få en passende uddannelse. Godt nok hos de hvide. Men der er jo ikke rigtig noget valg.

Er det science fiction? Steampunk fantasy. Omend af den type, hvor der også er videnskabelig viden (*), og hvor magi følger faste regler.

Temaer: Anequs er fra en baggrund, hvor man også kan bruge navne som Kasaqua, Niquiat og Masquapaug, og hvor man mest er jæger eller samler, og hvor der bliver fanget sæler og hvaler og ofret tobak. (Nordamerika?) I modsætning hertil, så er de hvide noget med dampskibe og -okser, telegrafer, traktater og fabrikker for dåsemad. I hvert fald på den hvide side hedder tingene noget andet end i vores verden (*) (tysk og nordisk (**) fylder meget i sproget og historien, omend vores sydlige nabo hedder Tyskland og beboerne taler tysklandish), men overskriften “de hvide” holder desværre stadig ret godt. Der er naturligvis racisme mod “de primitive indfødte”.

(*) “Salt is composed of brinesna and grunesna in equal portions.”

(**) “Norsland, Swedeland, and Daneland.”

Anequs kommer fra et meget mere fornuftigt samfund. De er ikke rige, i hvert fald ikke i de hvides valuta. Men de er egentlig heller ikke fattige; der bliver sørget for, at ingen sulter. Hun synes, det er underligt, at der i byen gøres forskel på kønnene, at der er behov for anstandsdamer, at lidt større børn kan være ustyrlige, “de lavere klasser” og meget andet.

Anequs lærer sin drages navn, da dragen selv meddeler det til hende, telepatisk. Der er noget over hele det her forløb, der minder mig om Pern-serien af Anne McCaffrey.

Anequs + drage bliver installeret på en kostskole, så hun kan lære dragemagi og sådan noget. Lærerne er dårligt forberedt på, hvad hun kan og ikke kan. Hun får nogle venner, også blandt de udstødte elever. Host, host, Harry Potter, host.

Historier og sange og danse dukker jævnligt op som del af den større fortælling.

Anequs får jævnligt sagt fra, når der er noget galt. Når hendes navn bliver sagt eller skrevet forkert. Når spørgsmålet “ejer du den der drage?” er formuleret forkert. Når man tvivler på, at hun kan læse. Når man ikke vil høre hendes version af massakren på naboøen. Som tiden går, så når hendes sigen-fra i aviserne og resulterer i dødstrusler. Selvfølgelig. Hun virker utroligt sej, selvom hun er ung.

Er det godt? Ja, altså. Anequs har stort set altid ret. Og eftersom rammen er “de hvide og de indfødte”, så har de indfødte altid ret. Jeg er helt med på, at de har masser at klage over, med god ret. Men det ville altså glæde mig, hvis de også en gang imellem havde en eller anden dum tradition, der dybest set ikke giver mening, så hun faktisk også lærer noget sociologisk på den skole. Men nej. Det ægte, autentiske, “uhæmmede” og ukapitalistiske får 99 af 100 point. Det bliver lidt fladt. 👽👽💀

Note: Læst via Netgalley.

Anmeldelse af The Sinister Booksellers of Bath, af Garth Nix. YA-roman. 2023. Lodestar-finalist.

Skitse: En ung mand på flugt fra en kvinde af sten bliver zippet til et andet sted, via et kort, der altså også er en portal. Noget af kortet falder dog af. Nogle år senere dukker stumpen op i en boghandel. Boghandlerne bedriver også magi, foruden at holde øje med magiske steder i nærheden. Der er så meget magi i verden, at ens første mål er at klassificere sådan noget som kortet, før man evt. kan identificere det. Nåh, men Vivien og Merlin (søskende) er ved at undersøge kortet, da Merlin bliver zippet til et andet sted.

Er det science fiction? Fantasy så det batter.

Temaer: Merlins kæreste, Susan, kan også noget med magi, så hun bliver tilkaldt for at redde ham. Så vi kaster os ud i en redningsaktion, der fylder ca. 1/3 af bogen, og hvor der er meget world building og kun lidt plot. Der er lidt et knæk her, fordi det ikke er super åbenlyst, hvad resten af bogen så skal handle om. Senere i bogen irriterede det mig, at der stadig var så mange beskrivelser (bl.a. af påklædning), når vi var i gang med det spændende klimaks.

Man kan godt mærke, at det her er nr. 2 i en serie, der er pænt mange infodumps i starten. Det fungerer stort set. Jeg var dog nødt til at finde ud af andetsteds, hvad forskellen er på højrehåndede og venstrehåndede boghandlere.

Boghandlerne har selvfølgelig forstand på bøger. Susan vil gerne være maler. Hele den ret dannede stemning er indlejret i den britiske ånd. Det er ret hyggeligt.

Er det godt? Det fungerer sådan set. Jeg læste bogen ret hurtigt. 👽👽👽

Note: Den her var ikke i Hugo-pakken, så i stedet lånte jeg den via eReolen Global.

Anmeldelse af Promises Stronger Than Darkness, af Charlie Jane Anders. YA-roman. 2023. Lodestar-finalist.

Det her er 3. og sidste bind af Unstoppable. I begyndelsen var der Tina. Biologisk er hun en klon af et rumvæsen, en mægtig kriger. En dag vil hun blive hentet, så hun kan fortsætte sin forgængers liv. Da det sker, så smutter hendes bedste ven, Rachael, med. De bliver hurtigt rodet ind i ting og sager, der er indviklede, så de rekrutterer 4 teenagere til. Undervejs bliver gruppen ved med at få nye medlemmer, unge rumvæsener.

Skitse: Universet har det skidt. Tyranner og soldræbere alle vegne. Vores gruppe af unge arbejder hårdt på at nå en happy end.

Er det science fiction? Nemlig.

Temaer: De unge personer har en masse at kæmpe med, allerede før universet trænger sig på. Spørgsmål om identitet, køn, uddannelse. Kærester. Respekt for andres kroppe. Neurodivergens og PTSD. Specielt Tina og Rachael, sammen med førstnævntes kæreste Elza, demonstrerer alt det her.

Oveni skal de så altså også redde milliarder og milliarder af personer. Fordi sådan er den her type bog. (Burde vi overlade det til folk med årtiers uddannelse og erfaring? Pff.) Lidt utraditionelt sigter i hvert fald nogle af dem efter en pacifistisk løsning, der ikke kræver bunkevis af døde. De er ellers oppe mod modbydelige våben. Såsom et håndtryk, der dræber både dig og dit gode rygte.

Der er også sjove indslag. Fx en prinsesse, der har en balkjole, der også tillader kamp. Og referencer til popkultur. Lil Nas X. Som jeg personligt ikke kender noget til. Men jeg er jo heller ikke i målgruppen.

Det går derudaf med rumslag og planer, oveni personlige stedord, tilbud om kram, fnidder med sin elskede, skuffelse over ens ledere. Man kan godt blive forpustet.

Er det godt? Nogle af løsningerne er herlige. Jeg kan godt lide den, hvor hele gruppen holder hinanden i hænderne. Der er mange prik, bl.a. i form af stedordene alle vegne. Der er de her bøger lidt af et eksperiment? Men en type, jeg vil gætte på, YA-læsere sætter pris på. Jeg blev som sagt forpustet. Men jeg får også lyst til at læse bøgerne igen. 👽👽👽

Anmeldelse af Liberty’s Daughter, af Naomi Kritzer. YA-roman. 2023. Lodestar-finalist.

Skitse: Beck bor et sted, der har erklæret at være sit eget lille land, med egne love. (Lige ved siden af har de 0 love.) Hun er 16, og hun har fået et lille job med at skaffe ting. Jo, du kan godt få en kaffemaskine over fra Californien. Men det er sandsynligvis billigere at finde en lokalt. Så det kan Beck klare. Indtil jagten på et par sandaler udvikler sig til jagten på en søster.

Er det science fiction? Jeppedidep. Dejligt!

Temaer: Beck må skifte rolle lidt, blive lidt af en detektiv. Det er forresten ikke sidste gang, at hun må flytte sig på den måde.

Beck kommer gennem flere eventyr. Et reality show. Noget med en fagforening. En skuffet far, der i en periode smider hende ud. En epidemi. Undervejs hører vi en masse mere om forholdene. Og vi oplever, at gæster ikke helt fanger det der med få/ingen love. Er det en god ting, at der nærmest er anarkistisk? Hvis man er rig, ja. Muligvis også, hvis man kan sno sig.

Er det godt? Kritzer kan helt klart skrive, så jeg er fløjet gennem bogen. Der er en enkelt snublesten; jeg mistænker, at ebogen er konverteret forkert, så nogle bogstaver og tegn er forsvundet. Og så kan man godt mærke, at bogen er sat sammen af en gruppe noveller. Men det gør ikke noget. 👽👽👽

Anmeldelse af Abeni’s Song, af P. Djèlí Clark. YA-roman. 2023. Lodestar-finalist.

Skitse: Damju, 12 år gammel, vågner om natten, fordi der er sang. Hun ser (med sit specielle syn) alle de andre børn vandre imod sangen. Nej. Abeni, 12 år gammel, vågner fra en drøm. Det er hendes fødselsdag. Men det bliver en mærkelig og indviklet dag, hvor en heks advarer landsbyen om fare, og hvor alle børnene vandrer imod en sang, bortset fra Abeni, der bliver reddet af heksen.

Er det science fiction? Nix. Fantasy.

Temaer: De voksne bliver også indfanget og bundet og ført væk, og der er stærke mindelser om slaveri.

Der er fællestræk med eventyr. Heksen, Asha, er ikke helt en heks alligevel. Abeni bliver trænet, bl.a. i kamp, og efter den første store sorg hører hun meget mere om, hvad der egentlig foregår. Abeni og Asha tager på en rejse, for at finde og redde resten af landsbyen, og de samler prompte et par hjælpere op. Advarsler bliver typisk overhørt, men heldigvis går det hele godt alligevel. Undervejs falder de ovenikøbet over noget, Abeni finder meget uhøfligt, så hun er i kontakt med sin indre Alice. På et andet tidspunkt fører indtagelsen af lækkerier til, at hun får hale og lange ører og ikke længere kan tale, så Pinocchio er også med.

Er det godt? Mja. Jeg mistænker, at vi faktisk er i den ende, hvor børn ikke helt er YA endnu. Der er en begejstring for udråbstegn, og på et tidspunkt går teksten amok i, at den ene ting efter den anden siger Pop! Der er nogle gange gentagelser (Abeni ser flere familiemedlemmer blive fanget, på samme måde hver gang) og mange detaljer, og nogle gange sprang jeg bidder over. På den anden side er der noget rart ved en gruppe piger, der gør heltegerninger. 👽👽💀