Det her er en fortsættelse fra Hallo frisk!

ETA: punkt 1.5.

På et tidspunkt blev det nok med HelloFresh. Ikke noget problem. Man går bare på hjemmesiden og lukker sin konto. Nemt.

Bortset fra … Så nemt var det alligevel ikke.

1) Jeg blev ved med at få mail.

1.5) Mailen påstod, at jeg kunne melde fra via et link. Bortset fra. Det der i toppen er ikke et link, det er bare understreget tekst!

2) Jeg blev også ved med at få sms. Fra en afsender, jeg ikke kunne blokere.

3) Indrømmet, så var det her måske et tilfælde. Men jeg fik en stribe opringninger fra nogen, der på vegne af andre firmaer afvikler forbrugerundersøgelse. Jeg mistænker stærkt, at det også var HF.

4) Det blev jeg så træt af. Så hen på hjemmesiden igen. Finde en formular, hvor man kan få sine oplysninger helt slettet! Udfylde! Sende afsted! Og så få en mail om, at man alligevel ikke kunne på den måde!!!

5) Det tog mig noget tid at finde gid til det næste skridt. Men. På den igen. Mailen ovenfor nævner telefontider. Det gør hjemmesiden også. Men selve telefonnummeret er svært at finde. Jeg skal ind på sådan en vilkår-side, før det lykkes. Det gør det så til gengæld (efter en meget irriterende telefonkø), med stor succes.

Her er eventyret vist så ved at være forbi. Jeg har ikke hørt fra dem siden, så vidt jeg ved. Dejligt! Og hjemmesiden er også blevet ændret, så måske har nogen opdaget, at det her ikke var en god måde at gøre tingene på.

Hjem, kære hjem.

Sidste chance for at fotografere hotellet.

I lufthavnen fandt vi noget mexicansk. En såkaldt classic. Omend de prøvede at sælge os noget fra Chile.

Det er så ikke helt slutningen på historien. Der er stadig en masse programpunkter, jeg ikke fik set, så min video-to-be-watched-kø er lang. Dejligt!

Næstsidste dag. Sidste chance for at få noget fisk.

Stille aftensmad på hotellet blev til noget fish & chips. Det kan fås bedre og værre. Jeg var bl.a. glad for at få mosede ærter til, det er lidt specielt. Derudover skulle vi lære, at fish single = fish, fish supper = fish + chips.

Turist i Glasgow!

Dagen begynder med, at vi futter rundt i byen i en hop on hop off. Vi får set en masse af byen. Beskrivelserne får vi ikke med alle sammen, men sådan er de busser vist bare. Det er os midt i billedet.

Overraskende får jeg opfyldt et ønske om at se SEC udefra.

Ved at hoppe af det rigtige sted, så kan vi komme hen til dels Hunterian Art, dels Hunterian alt muligt andet. Det første sted tog jeg ikke nogle billeder. Man var meget optaget af at gøre nye ting, såsom at kombinere billeder efter tema, eller at kombinere 2 kunstere, fx når manden blev berømt og hustruen ikke gjorde. Så kunne vi selv tage stilling til, om der var oversete mesterværker. Jeg ved ikke rigtig. Jeg ville nok bare gerne se mesterværkerne …

Den anden afdeling prøvede også noget nyt. Vi kan ikke tale om Kelvin, uden at nævne forbindelsen til slaveri. Vi kan ikke tale om skatte fra udlandet, uden at tale om, hvordan de har fundet vej til Glasgow. Tja. Det kan jeg lidt mere se pointen med. Og de får stadig udstillet en masse seje ting. Der var en masse ting fra en romersk mur. Fodspor fra dinosaurer. Noget ældre ægyptisk. Dejligt.

Planen for transport rundt i byen holdt ikke helt (vejarbejde). Så et s-tog måtte lukke hullet. Swoosh!

En del af planen var at få god skotsk mad på en god skotsk pub. Det vil jeg nok sige lykkedes. Pie til kæresten, stuvning til mig, og så noget cider og noget. Desværre ikke noget cranachan. Men godt lavet stuvning, hvor kød og grøntsager har hygget sig i en gryde i lang tid, det kan noget.

Før sengetid fik vi endelig fotograferet hotelværelset i pæn stand.

Lad mig se. Vi fik aftensmad?

En stille dag bliver rundet af med, at vi spiser italiensk mad på værelset. Der er canneloni under osten. Desværre er der ikke de dough sticks med, der var del af ordren, og dem var jeg ellers meget nysgerrig efter at se i virkeligheden. Nåh. Men så får jeg i stedet prøvet proceduren for at få penge refunderet.

Som læser af science fiction er jeg vant til at blive misforstået. Der er ikke så mange læsere, men til gengæld ganske mange med meninger om genren.

Som udgangspunkt finder jeg det positivt, når Kim Skotte i “Sci-fi er litteraturens fremtidslaboratorium” (paywall), kultursektionen af Politiken, 11/8, slår et slag for sf og tager kampen op mod fordommene.

Det havde dog været charmerende, hvis der ikke var så mange faktuelle fejl.

(1) Sf handler angiveligt om “fremtidens teknologier og konfrontationer med fremmede civilisationer”. Men selv når det er tilfældet, så handler den også (primært?) om os selv, lige nu. Når Klodernes kamp (H.G. Wells, 1897) beskriver hærgende, kolonialistiske marsmænd, så handler det (også) om hærgende, kolonialistiske briter. Når Le Guin (Ordet for verden er skov, 1972) skriver om små, grønne mænd, så handler det (også) om krigen i Vietnam. Efter 2. verdenskrig var der en bølge af sf, der beskrev konsekvenserne ved atomkrig. 

Der er således ikke noget nyt i, at sf både handler om sci og why.

(2) Der bliver spurgt, “hvorfor ikke bare betragte sci-fi som litteraturens fremtidslaboratorium?” Som altid, så er så simpel en sætning ikke nuanceret nok. Ja, der bliver skrevet sf, der tager udgangspunkt i sætningerne “hvad nu hvis” eller “hvis det her bliver ved”. Men nogle emner er meget tættere på nutiden eller fortiden. Når Svend Åge Madsen i Se dagens lys (1980) eksperimenterer med tanken om mennesker, der hver morgen vågner op et nyt sted, med et nyt job og en ny familie, så handler det nok ikke om seriøst at foreslå eller frygte sådan et liv, men om nærhed blandt mennesker. Der er også en hel undergenre, der undersøger alternative forløb af historien. The Man in the High Castle (Philip K. Dick, 1962, tv-serie i 2015) går fx ind i, at Hitler kunne have vundet krigen.

I sidste ende er sf en genre med mange forfattere og værker. Lur mig, om der ikke også er mange årsager til at skrive i denne genre, ligesom det gælder andre genrer.

(3) Avatar er i familie med Ordet for verden er skov, ja, men nok mere inspireret af nordamerikanske indianere.

(4) Le Guin var måske visionær. Men hun havde også selv inspirationskilder, som Peter Kropotkin (1842-1921).

(5) ’Bæreposeteorien om fiktion’ og ’Rumhejren’ er essays, ikke noveller.

(6) Jeg kan godt lide ordet element. At ’Rumhejren’ kunne have et sf-element. Nogle elementer er store, andre er små. Jeg er ikke så glad for tanken om, at nogle elementer er figenblade. At de dækker over en eller anden sandhed? Sf behøver ikke at skamme sig over, at fantasifulde fremtider også handler om vores nuværende vilkår. Og jeg tvivler stærkt på, at Le Guin havde behov for figenblade af nogen art, hun slår mig ikke som den snedige eller frygtsomme type på den måde.

(7) Mere worldbuilding i sf? Oh dear. Worldbuilding er skam allerede et populært begreb i sf, og har været det i mange år. Selvfølgelig indgår der sådan en teknik, når Le Guin beskriver de små, grønne mænd og deres planet, og for den sags skyld også menneskene. Eller når marsmænd prøver at erobre Jorden. Det interessante her er i øvrigt, at man nok har brug for sådan noget, hver gang en fremmed kultur bliver præsenteret. Således bliver teknikken også brugt i Drageløberen (Khaled Hosseini, 2003), så os vestlige læsere kan lære noget om bl.a. Afghanistan.

Som sagt er jeg begejstret for indsatsen. Men fakta er også dejlige.

This week the question is: Round, Round, Get a Round, I Get a Round

Suppose you have two real numbers, like 3.14 and 2.718. If you round these two numbers and add these rounded values together, you get 3 + 3, or 6. Alternatively, if you add the original two numbers and then round the sum, you still get 6.

But rounding then adding doesn’t always give you the same result as adding then rounding. For example, if the two numbers are 2.4 and 3.4, rounding then adding gives you 5 (i.e., 2 + 3), whereas adding then rounding gives you 6 (i.e., 2.4 + 3.4 = 5.8, which rounds to 6).

How likely is it that rounding then adding gives you the same result as adding then rounding?

To be more precise, suppose you randomly, uniformly, and independently pick two real numbers between 0 and 1. What is the probability that rounding the two numbers and then adding gives you the same result as adding the two numbers and then rounding?

And for extra credit:

Instead of picking two numbers from the interval between 0 and 1, suppose you randomly and independently pick N numbers.

What is the probability that rounding each of the N numbers and then adding gives you the same result as rounding the sum of the N numbers?

Læs mere: #ThisWeeksFiddler, 20240823

Highlight to reveal solution:

WolframAlpha sheet. Integration sheet.

My first stab at this was to ask WolframAlpha. After a bit of fiddling (!) (the rounding function didn’t work as I expected), I got some nice areas.

Then I tried looking at it differently. Let’s say I already picked the first number, a. WLOG, let’s say a < 0.5. In order to get the weird situation, we need a < 0.5 (r), b < 0.5 (s), a+b > 0.5 (t). Because then a and b will both be rounded down to 0, but a+b will be rounded up to 1. So, for b we already have b < 0.5 (s). If b < 0.5 – a (not t), then we’re out. So 0.5 – a < b. So 0.5 – a < b < 0.5. This interval is a wide. So, for any a, the probability to pick a weird b is a.

I’m not quite sure about the next step. But I think I need to calculate the integral ∫₀^0.5 x dx. And then multiply by 2, because I only looked at the left half of the system. This yields the same result as the first method, 0.25. So the non-weird situation has probability 0.75.

And for extra credit:

Program. Curve 1 and 2.

My program says: Add extra numbers, and the probability goes down. I reached 0.01, and it was still going down. So. Time to find some points and try to plot a curve. The bewildering result is something like a/(b+(N/c)^0.41). Anyway. N goes up, p goes down.

Jeg ser nogle meget elektronisk formidlede filosoffer. Og så er der god aftensmad.

I dag er en halvstille dag på hotelværelset. Jeg tager mig god tid til tingene. Heldigvis er der også energi til at kigge til nogle filosoffer.

Jeg bider specielt mærke i, at et tankeeksperiment kan være for klinisk. “Antag at du sidder ombord på en sporvogn, på vej mod 5 fastbundne mennesker.” Mens fiktion kan vække de følelser, der egentlig er på spil i den situation.

Jeg kan også godt lide argumentet, at “hvis man kan dele en hjerne i 2 halvdele, der begge indeholder al personens hukommelse, og så transplantere den ene halvdel over i en ny krop”, så kan filosoffer skændes om, hvilken af de 2 kroppe, der viderefører originalens identitet, mens fans vil udbryde, at det gør de begge 2.

Og så er den Worldcon egentlig ved at være overstået … Og jeg spørger mig selv, hvorfor tager jeg egentlig med til sådan et arrangement?

• Fordi nogle af mine idoler er her. Der er en chance for at se giraffen, helt tæt på, i den virkelige verden, live.
• Fordi jeg kan lære noget nyt. Her tænker jeg specielt på det akademiske spor. Gamle og usædvanlige ting får opmærksomhed, måske også nye fortolkninger.
• Hugo-ceremonien. Når jeg faktisk har læst finalisterne, så vil jeg også gerne hurtigst muligt vide, hvem der vandt. Og specielt talerne kan være meget underholdende.
• Ved siden af programpunkterne er der noget socialt. Mødes med venner og bekendte. Lære nye mennesker at kende. Blive bekræftet i, at vi bare er seje, os fans. Være i et miljø, hvor folks tøj er med til at sige, hvem vi er.
• Jeg får vist mere og mere tendens til at springe de punkter over, hvor man prøver at finde, jeg ved ikke, de 5 bedste film med tidsrejser. Det punkt har jeg allerede prøvet.

Dagen sluttede med aftensmad på et andet hotel. Hilton? Glimrende mad, der ikke sprudlede af opfindsomhed. Kæresten fik en bøf, jeg fik risotto.

Der skal primært uddeles nogle Hugoer.

Eftersom i dag skal være lidt afslappet, så ser vi Hugo-uddeling via wifi, på en tablet, på hotellet. Og det virker rigtig, rigtig godt. Komplimenter til alle involverede. Faktisk er det det menneskelige element, jeg bliver mest irriteret over, fordi uddelingen starter en halv time for sent, uden at vi får en forklaring eller en undskyldning undervejs. Suk. Men så er det jo rart at sidde på hotelværelset, hvor man kan gå lidt rundt og kan brokke sig højlydt, uden at genere nogen.

Nogle af vinderne var en vandmand og en hat?

Jeg tror nok, at vandmanden hører til Nerds of a Feather. Og at hatten hører til T. Kingfisher. Der endnu en gang leverede en usædvanlig tale, den her gang om søpølser og deres bagdele.

I øvrigt var det lidt et problem, at hat + mundbind + kameravinkel betød, at vi ikke kunne se folks ansigter.

Jeg er primært optaget af akademiker-sporet, og så afleverer jeg scooteren.

Godmorgen! Se mit fine køretøj! Og min vindblæste kjole!

Jeg får set 2,5 programpunkt, hvor akademikere holder små foredrag. Og det er bare godt! Jeg får ny viden i hovedet. Og nogen har fundet ud af at forhindre “taler med 180 i timen + endeløse slides med småbitte bogstaver”. Yes! Så jeg nyder oplæsningen af et upubliceret sprog, Le Guin opfandt, og små sf-film, der er 100 år gamle, og forfærdelige kønsroller efter Anden Verdenskrig og andet godt. Den største forhindring er accenter, som jeg ikke er vant til. Det sidste tilfælde af disse sender mig for tidligt tilbage til hotellet. Av mit hoved.

Før punkt 1. Inklusive et sjældent kig på en vildfaren slide:

En interessant bog:

En kvinde, der bl.a. forsøgte at lære folk noget om radioaktiv stråling:

En tidlig sf-filmskaber, Segundo de Chomón, her repræsenteret med et link til filmene:

Så er der et punkt om en ordbog, hvor jeg lærer et par nye ord:

• “Frogging” is a knit/crochet term for ripping out your knitting and starting over to correct a mistake. Why is it called “frogging” you ask? Because you “rip it, rip it”…
• There are three basic methods for correcting your knitting mistakes: You can unravel, sometimes called frogging, you can ladder down, or you can undo stitches, one at a time. The latter is usually called to tink because you are knitting backwards, and tink is knit spelled backwards.

Noget med at tale med dyr:

Opfundne sprog skriblet i en bog – det var fantastisk at høre dem læst op:

Der blev også stillet skarpt på computerkopier af mennesker:

Så er der et lidt lettere punkt med et kig bag kulisserne på tidligere Worldcons. Masser af gode historier! Jeg synes ikke rigtig, der kom nogen lig på bordet. Ikke nogle kasserere, der løb med kassen eller sådan noget. Kun endeløs forståelse for, at folk kan blive trætte og overvældede. Ja, ja. Det er nok fint nok. Kæresten kom desuden med en intelligent kommentar.

Jeg vælger at spise haggis med pommes fritter og pebersovs til frokost. Hvad skal man sige? Det er fuldt ud spiseligt.

Planen er, at scooteren så skal afleveres. Og der er igen noget vrøvl. Hvorfor i alverden vil jeg have en kvittering? Tja. Det er en ret dyr dims, jeg afleverer. Jeg vil ikke hænge på, at nogen andre stjæler den senere.

Det har i øvrigt været lærerigt at være bescooteret.

• Jeg bliver ikke set, fordi mit hoved er meget tættere på gulvet.
• Jeg bliver ikke hørt. Motoren er elektrisk. Hornet er ynkeligt og lyder som en arrig mobil.
• Jeg er tilsyneladende let som en fjer; folk går regelmæssigt ud foran mig, fordi de regner med at kunne nå væk igen. Og så bremser jeg. Suk.

Så hvis jeg skal det her igen bliver det med følgende udstyr:

• Et flag på en pind, så jeg også eksisterer i hovedhøjde.
• Noget larmende musik, mens jeg er i bevægelse i folkemængder! Måske noget Wagner?
• Et rigtigt båthorn. Fordi nogen gange står folk bare helt stille med ryggen til midt på en smal gang.
• Og så en stok eller noget, så jeg kan nå knappen til elevatoren uden at rejse mig.

Vores hotel ligger i nærheden af den såkaldte Rotunda, der har en makker på den anden side af floden. Her er et billede af min finger: