Lise Andreasen

Nogle gode nyheder er så enorme, at det næsten ikke er til at få ind i hovedet. Såsom når man får et brev, hvor der står noget i retning af “din gæld til os, der tidligere var på xxx.xxx,xx kr., er nu på 0 kr.”

Men lad os tage det fra begyndelsen af.

Det begyndte vel egentlig med, at jeg betalte det sidste af min studiegæld af. I 2003? I hvert fald fik jeg den geniale idé, at løsningen på, at min lejlighed havde en dum farve, var at købe et hus.

Som sagt, så gjort. Det forbløffende her er (set i bakspejlet), at banken godkendte det. Ja, jeg havde på det tidspunkt et okay job, men er det helt nok? Skidt pyt. Jeg fik et hus og noget gæld, noget hos banken, noget hos realkreditselskabet.

Et par år senere ændrede situationen sig. Ikke længere noget job. Men banken godkendte stadig mine planer. Selv da lånet effektivt blev større. (Ret skal være ret. Huset var angiveligt også blevet mere værd. Men i dag har jeg stadig en fornemmelse af, at lige den her bank gerne ville udlåne alle pengene til alle kunderne altid. Der var noget i luften på det tidspunkt.)

Et par år senere skete der igen noget nyt. Jeg havde endelig fundet et nyt job, men det krævede, at jeg flyttede. Men skidt pyt. Huset kunne sagtens sælges indenfor et par måneder. Og jeg kunne godt leve med dobbelt husleje det lille stykke tid.

Efter et par måneder var det faktisk lige ved at lykkes. Mulig køber! Men så vendte vinden. Nogen fandt en oliepøl på grunden. Det blev bekræftet, at den havde en vis størrelse. Kommunen var ind over her (for at fjerne pølen eller kun for at godkende, at fjerningen var lykkedes, jeg kan ikke huske hvad), og der sad vi så et år!

På det her tidspunkt var vinden for alvor vendt. Finanskrisen ’08 var ankommet. Køberne stod på ingen måde i kø. Og for at gøre ondt værre, så udviklede Det Dersens Problem sig, så der nu kom regn ind gennem taget. Det var ikke sjovt at opdage, at gulvtæppet i stuen var meget vådt … Nå ja, og jeg havde heller ikke et job længere. Jeg overvejede at flytte ind i huset igen, men det måtte jeg jo opgive.

Det var her, jeg kastede håndklædet i ringen. Først skrev jeg til bank og realkreditselskab og sagde, at jeg var nødt til at holde op med at betale af på gælden. Det kom der ikke svar på. Så standsede jeg betalingerne. Så kan det nok godt være, at jeg blev kontaktet! Men der var jeg ærligt talt vred over, at jeg ikke havde hørt noget fra dem tidligere, så der kunne de rende og hoppe. Der var heller ikke rigtig noget at gøre. Ingen stor bunke penge, eller udsigt til samme.

Det endte selvfølgelig med tvangsauktion. Første forsøg kom der tilsyneladende ikke nogen bud. Anden gang lykkedes det. Formedelst xxxx kr. Det, vidste jeg slet ikke, kunne lade sig gøre.

Der var stadig ikke rigtig noget at gøre fra min ende af. Jeg fik nogle skarpt formulerede breve. Jeg røg i RKI. Men efterhånden tog det af. Så nu havde jeg bare en sort sky over hovedet. En lille en.

På et tidspunkt ringede en flink fyr fra realkreditselskabet. Vi fik en god snak om mulighederne. Han kunne godt høre, at den der store bunke penge ikke var der. Så det noterede han. Og så fik jeg i øvrigt brev hvert år i januar, sådan lige så jeg kunne se katastrofens omfang.

Banken gjorde ikke noget i den retning. Min netbank holdt op med at virke (fordi gebyret for den ikke blev betalt), og man kunne ikke drømme om at sende breve til mig på nogen anden måde.

Så går der godt nok noget tid. På det seneste har jeg hørt noget om noget inkasso, der er gået så galt, at noget gæld simpelthen bliver slettet. Det går ikke op for mig, at det kan have noget med mig at gøre. Ikke før jeg i oktober modtager Brevet. Det mirakuløse brev. Og det er altså fra dem, der hele tiden godt har kunnet finde ud af at sende mig breve.

Der går et par dage, før jeg tænker: Hvad med banken? Har de mon gjort det samme? Lad os springe en lang historie over, der handler om ubesvarede mails, lovede beskeder der ikke kommer, glemte pinkoder og plagen ved at skulle ringe igen og igen, fordi det tilsyneladende er den eneste form for kommunikation, der virker. Jeg får ret hurtigt bekræftet over telefonen, at gælden er nulstillet, men det er ganske kort tid siden, at et par måneders rykken og rykken og rykken endelig blev til et stykke papir med samme budskab.

Pyh!

Jeg er glad. Selvfølgelig er jeg glad. Selvom jeg havde forsvoret det, så gør det en forskel, at den lille, mørke sky er væk. Fremtidsplaner er lidt lysere, når “og så er der forresten også den der gæld” er væk.

Men jeg er også træt. Træt af en fodslæbende kommune og en først lånebegejstret, så tavs bank og de andre forhindringer, der har været på vejen. Træt af et system, hvor det er individets problem, at samfundets økonomi kollapser.

Egentlig er jeg også træt af, at jeg ikke har snakket så meget om det her. Det passer som regel ikke ind at sige, at der er en uoverskuelig gæld. Jeg har også følt mig dum.

Derfor dette indlæg .