Anmeldelse af Shroud, af #AdrianTchaikovsky. Roman. 2025. Hugo-finalist.

Nebula nominees . Hugo finalists .

Skitse: Et stort firma bedriver udforskning af rummet ved at sende frossent personale ud til lovende exoplaneter. Efter behov bliver de tøet op. Således bliver det her lille hold vækket, fordi en måne i det her solsystem sender usædvanligt mange radiosignaler. Undersøg det, måske er der liv her.

Er det science fiction? Jeps.

Temaer: Alting handler om penge. Hver eneste handling bliver målt på, om den nu også er pengene (til mad, husly, udstyr osv.) værd, og hvis ikke, så har vi en fryser klar til dig. Argh. Argumentet er, at firmaer i sin tid reddede Jorden fra klimakatastroferne, og at de derfor må være gode til at lede og fordele.

Månen er ikke meget for at fortælle, hvad der foregår. Det tager mange forsøg at få ganske få sekunders video tilbage til holdet. Det er svært, når ens udstyr er baseret på radio, og der allerede er så mange radiobølger i luften. Desuden er der stor tyngdekraft og stort tryk ved overfladen. Der muligvis er flydende. Bøvl. Ved et uheld havner hovedpersonen nede på månen, og ja, der er lokalt liv, og ja, det giver yderligere problemer. Her har vi i øvrigt små bidder, der viser mødet med de fremmede fra de fremmedes synspunkt. De fremmede er mærkelige.

Missionen til det her solsystem er del af en større plan. Gode planeter og måner skal laves om til tankstationer, så senere missioner kan komme endnu længere væk. Så det er lidt i vejen, hvis en stor bunke ressourcer ikke kan bruges, fordi her er lokalt liv.

“Devilment in an engineer is a terrible thing.”

“My thoughts measure its exterior…”

“I reach within myself and tap the encrypted energy, the inflammatory well of stored fats, and I am quick. My segments blaze, and the swift thrash of the tubeworm slows for me until it is leisurely while I am like the wind.”

Er det godt? Hm. Mødet med de fremmede og deres omgivelser er klassisk udforskning og ikke ret meget andet. Og det er ikke lige min stil. #–