Ravnelærd

Anmeldelse af The Raven Scholar, af #AntoniaHodgson. Roman. 2025. Hugo-finalist.

Nebula nominees . Hugo finalists .

Skitse: Her til lands finder man den næste kejser via en konkurrence. De 8 huse deltager i konkurrencen, de 7 ved at stille med en deltager, det 8. sådan lidt mere bare. Når der er fundet en vinder, så kan vedkommende herske i fred op til 24 år. Men den her gang gik der lidt kage i det. Andren Valit tabte konkurrencen, men efter nogle år kunne han ikke tage det længere og prøvede at snigmyrde kejseren (bjørne-huset). Det mislykkedes, han døde, og hans familie blev straffet. Hans tvillingebørn er nu blevet gamle nok til at man kan stille dem fornuftige spørgsmål (16), og selvfølgelig bliver de hentet om natten af uhøflige vagter. Det store spørgsmål: Vidste I, hvad jeres far pønsede på? Yana og Ruko Valit får en lang nat …

Er det science fiction? Nix. Fantasy, komplet med magi, omend fortælleren i starten mener, at alt sådan noget jo bare er metaforer og hypnose.

Temaer: Lidt overraskende er det her med Yana og Ruko bare en slags forspil. Fortælleren er nemlig Neema, der er en lærd i ravne-huset. Hun er også “en almindelig borger”, hvilket giver visse problemer med stort set alle de andre studerende og senere kolleger. Da der skulle uddeles straf til Yana og/eller Ruko, var det Neema, der skrev selve dokumentet. (De har en klam tradition her, hvor en kopi af dokumentet bliver syet fast til den straffedes brystkasse.) Senere fik Neema et tæt samarbejde med kejseren, fordi hun er en rigtig god forsker i myter og sange fra hans hjemegn.

Neema var rigtig god venner med Cain (ræve-huset). En ny “vind et kejserdømme”-konkurrence er på vej, og favoritterne er Cain og Ruko (tiger). Neema kan ikke lide den situation. Hendes eget hus, ravnene, bliver repræsenteret af Gaida, der ikke kan komme over klasse-skellet ned til Neema og faktisk er forbavsende ond i den anledning. (I det hele taget er det forbløffende, hvor meget mobning man kan slippe afsted med. Øv.)

Magt. Hoffet. Og alle de intriger og al den politik, sådan noget fører med sig. Officielt må kejseren ikke blande sig i konkurrencen, men … Officielt må der ikke længere kigges på folks klasse og baggrund, når der uddeles jobs, men … Faktisk var jeg lige på nippet til at holde op med bogen, fordi der var for stor en klump af den slags. Men så drejede det lidt.

Kejseren viser sig at være lidt for glad for magt. Og på det sidste har noget flyttet sig. Der bliver installeret nye vagter, der tager sig meget større friheder. Det er blevet mere farligt at have frie meninger. Og hvem er det nu, det minder mig om? Det bliver pudsigt om 20 år at læse bøger fra den her periode, hvor man enten brækker sig over, ja, det er en dårlig idé at hente folk ud af deres hjem midt om natten og fængsle dem under meget dårlige vilkår, det har det altid været, det var det også i USA lige den periode, suk; eller også er der behov for fodnoter.

Konkurrencen minder selvfølgelig den oplyste læser om Hunger Games. Omend udgangspunktet er, at det kun var i gamle dage, at deltagerne kunne dø undervejs.

Tværs gennem det hele er der også en konkurrerende fortæller. En ravn? En bog? Noget, der holder øje med Neema? Blander sig?

“1. No ruler shall govern for more than twenty-four years.
2. Rulers may not choose their own successor.
3. No child of an emperor or empress may take the throne.
4. Instead: seven contenders will compete in a series of Trials; champions from each of the anats. The Dragons, who desire not the throne, shall send a proxy in their name.
5. The winner shall rule without exception, and all shall bow before them.”

‘If this is imperial business why did they send you?’ she demanded. ‘Where are the Imperial Hounds? You can’t just drag someone away like this.’

Er det godt? Som nævnt ovenfor, så havde jeg nogle forbehold undervejs. Det er første bind i en serie, men der er både en afsluttet historie her og nogle gode tråde, der nok vil komme tilbage senere. ##-

Skriv en kommentar