Anmeldelse af The Everlasting, af #AlixEHarrow. Roman. 2025. Hugo-finalist.

Nebula nominees . Hugo finalists .

Skitse: Der er fortællingen om den store helt Una the Everlasting. Hvordan hun for 1000 år siden var med til at sikre dronningens kontrol over landet Dominion, bl.a. ved at slå landets fjender ihjel. Hvordan hun som barn trak et sværd ud af et takstræ. — Der er fortællingen om Owen, der som historiker har specialiseret sig i Unas liv. En dag får han en bog, der lige er blevet fundet i en udgravning. En ny version af historien om Una. — Der er fortællingen om, at Dominion var og er et prægtigt land.

Er det science fiction? Nej da. Fantasy, hvor tid og sted bl.a. minder om Storbritannien i 1920.

Temaer: Una, der er en krydsning af forskellige allerede kendte historier: Arthur, og en af hans riddere, og Jeanne d’Arc, der kunne høre stemmer og trak i rustning, trods sit køn. Et stærkt træk ved lige den her roman er, at vi kommer så tæt på Una. Una er ikke bare en legende, hun er et rigtigt menneske, med egne tanker og følelser. Baggrunden er noget, der minder om vores verden, og så alligevel ikke helt. Fx hedder dronningens slot Cavallon, som jeg har lyst til at udtale på fransk. Der er vist også gallere i den her verden.

Det viser sig ret hurtigt, at landets nuværende leder, ved at kombinere Owen og den nyfundne bog på en bestemt måde, kan få bragt Owen tilbage til Unas tid. Så han kan skrive bogen. Så der kan blive tilføjet detaljer, såsom at vi da altid har været fjender af Hinterland, men at vi også altid har besejret dem.

Owens papfar er teknisk set anarkist. Men en bedre beskrivelse er nok, at han er modstander af landets ret tyranniske ledelse. Det kan han være nogenlunde roligt, eftersom han trods alt er hvid. Owen selv er derimod mørkere i huden, som alle fra Hinterland er, og må være mere forsigtig.

Som antydet, så er Dominions nuværende ledelse ikke bange for at bruge fortiden som argument for nutidens synder. Uanset om fortiden nu egentlig var brugbar som argument. I den her roman er fortiden nødt til at være, som historiebøgerne siger, man kan ikke bare lyve om den. Ikke desto mindre er der noget her, der minder mig om noget …

‘ “… That she might fight, even lead—”
“So long as she dies before she starts wondering why she can’t vote, divorce, or open a bank account. …” ‘

‘It was past supper, which meant my father was drifting between verb tenses, transitioning gently from drinking to drunk.’

‘… a nation is a story we tell about ourselves, and stories change, if you let them.’

Er det godt? Der er bestemt noget fascinerende her. Det viser sig, at Owen har et større problem, end bare at få skrevet bogen. Og hvordan skal det problem løses? Men det betyder også, at nogle passager er meget lange og til dels gentagelser. Det blev lidt meget. ##-