Men ikke for modig

Anmeldelse af But Not Too Bold, af #HachePueyo. Kortroman. 2025. Nebula-nomineret.

Nebula nominees . Hugo finalists .

Skitse: Nøgleholderen er død (under skrig og knoglebrud), og husets frue, Anatema, beordrer, at der skal findes en ny. Vedkommende må påregne, at en snarlig død er ganske sandsynlig. Der er dog ikke så mange valgmuligheder, og Dália begiver sig derfor op på anden sal. Normalt bliver nøgleholderen jo heller ikke spist. Anatema var i øvrigt dybt involveret i designet af huset i sin tid, så det er helt med vilje, at huset er mærkeligt. Og det er naturligvis pga. Anatema, at der er fugleedderkopper over det hele.

Er det science fiction? Nej. Fantasy/horror.

Temaer: Anatema er en kæmpe-edderkop, omend hun med forsigtighed kan virke næsten menneskelig. Anatema kan godt have en kort lunte, og så er det altså, at folk bliver spist. Eftersom alle de ansatte stammer fra børnehjem, så giver det ikke de store problemer.

Der er et utal af regler. Anatema prøver fx at blive gift. En mulig brud tilbringer tid med hende, men må absolut ikke kigge ordentligt på hende. Det smutter altid, og så bliver bruden spist. Dália er godt forberedt på sit nye job, og hun er ikke bange for at se direkte på Anatema eller bede hende om at dæmpe sig.

Er det godt? Jeg var bange for, at det skulle blive meget horror-agtigt, men det synes jeg faktisk ikke, det blev. Måske fordi Dália er så relativt afslappet. Og så var der et par ting i plottet, jeg absolut ikke havde forventet, og som jeg modtog med glæde. ###

Skriv en kommentar