Det begyndte egentlig meget fredsommeligt. En bemærkning om, at Hunger Games blev stor, ja, men det var The Giver (Jonas er udvalgt), der startede bølgen af dystopier for unge. Nå, tænkte jeg, den vil jeg da godt læse. Og det gjorde jeg så. Bagefter læste jeg også et par andre ting, deriblandt noget Wikipedia og noget Goodreads. (I USA er det her en meget vigtig bog. Knap så meget her.) Og så fik jeg brug for at skrive om det, for at få styr på det i hovedet. God læselyst. Spoilers!

Hvilke emner render vi på i den her bog?

Minder. Hukommelse. Jonas bor i et samfund, hvor næsten ingen har studeret historie. Livet er, som det er, som det altid har været. DETTE ER SKIDT. Tilsyneladende er der noget med, at folk med lyse øjne kan overføre minder til hinanden. (Er det genetikerne, der har skabt den evne?) Der er en mekanisme, så hvis en person med et minde forlader byen, så flagrer mindet tilbage og lander i en anden person. (???) Minderne er som regel voldsomme, bl.a. fordi de stammer fra en voldsommere tid. Man må lige vænne sig til den slags. Men minderne er nødvendige, fordi de kan vejlede, når der sker noget uventet. Konklusionen er, at minderne viser, at Jonas og hans by lever et fattigt liv.

Religion. Der er tilsyneladende ikke noget religion i det her samfund. DETTE ER SKIDT. Et minde om jul i familiens skød er helt fantastisk, bl.a. fordi det bliver kædet sammen med kærlighed. I øvrigt, bogen slutter med noget med jul, godhed, kulde og muligvis død, der minder mig om “Den lille pige med svovlstikkerne”.

Farver. Som udgangspunkt er folk ikke i stand til at se farver. Men Jonas kan, lidt, efter at have øvet sig. (???) Evnen til at se farver (og høre musik?) bliver kædet sammen med evnen til at overføre minder. (???) Kulturen dyrker det såkaldte Sameness, at alting er ligesom alt andet, næsten. (Folk opfører sig lidt forskelligt og har forskellige jobs.) DETTE ER SKIDT. Farven rød eksisterer stadig som hårfarve, og det er et problem for genetikerne? Rød er i det hele taget en meget vigtig farve. Jeg tror også, at det her med syn uden farve, liv uden forskelle og følelser på meget lavt niveau hænger sammen. Fordi selvfølgelig bliver følelser også tonet ned. Når et ungt menneske pludselig bliver interesseret i det andet køn, så skal der en pille til, og vupti er det overstået. Hvis man insisterer på ikke at passe ind i samfundet, så ryger man ud. Ikke noget med individualisme her. Ikke noget med sønderrivende smerte eller altopslugende kærlighed her. Det medfører en slags lighed mellem alle? Lighed kræver, at alle lever på det samme, lave niveau? Er det her en form for kommunisme? Der er tilsyneladende ikke penge. 

Gener. Genetikere roder løs.

Styring. Ting sker ved en på forhånd besluttet alder. Ens karriere bliver besluttet af andre. Ens ægtefælle bliver valgt af andre. DETTE ER SKIDT. Umiddelbart er det forskellige udvalg, der træffer beslutningerne. Men der er en idé om, at udvalget sørger for, at fremtidige udvalg vil opretholde status quo. Der er måske viden, det enkelte udvalg holder hemmeligt. Måske ligefrem ideologi.

Løgn. Er forbudt. Men alligevel er der nogen, der gør det. Den helt store løgn er, at hvis man bliver “frigivet”, så kommer man et andet sted hen. Nix. Man dør. Jonas bliver selv instrueret til at lyve, da han får sit job med at bevare minder. Det viser sig også, at hans far i høj grad kender til løgnen om frigivelse. DETTE ER SKIDT.

Forudanelser. En gang imellem sker der noget, for at det kan ske igen senere, med større kraft og genkendelsens glæde. Fx er Jonas’ første overleverede minde noget med at sidde fast i sneen med en kælk. Da vi repeterer den oplevelse, er det ikke helt til at tro på. Det skulle lige være det første minde, der viste sig at være så vigtigt? Jeg håber, forfatteren blev lidt bedre til det her trick.

Herfra og dertil. Indrømmet, vi hører ikke så meget rigtig historie, a la “hvordan er det her samfund opstået, og hvad er forbindelsen tilbage til vores liv”? Og det er lidt skidt, fordi forbindelsen giver ikke sig selv. Nærmest den eneste forbindelse er, at de er mennesker, der spiser og drikker osv., og ved festlige lejligheder kan huske os.

Helten. Den ensomme Jonas. Er han noget særligt? Kan han noget særligt? Hvorfor er det lige ham, der bliver meget utilfreds med samfundet og prøver at gøre noget? Eller slår historieløsheden til, så vi bare ikke hører om de andre? Når han et andet sted hen? Eller dør han bare?