Det her refererer til en konkret hændelse for et stykke tid siden. Og det er vist, hvad jeg har brug for at sige om det.

Jeg bliver nemt overvældet, hvis jeg er i en sammenhæng med mange mennesker (jeg ikke kender så godt), hvor vi alle skal kunne tale. Jeg har prøvet at vi var 6-7 mennesker, og en af de andre ville gerne tale “hele tiden”. Jeg føler mig tromlet.

Jeg er opdraget til, at man ikke bare snakker hen over andre. Jeg venter, til der er et hul. Jeg kommer i klemme, når jeg møder en anden kultur.

Jeg går ud fra, at det er ÆEP, der gør, at jeg ikke bare maser ind. Jeg kan ikke bare overtale mig selv til at ignorere mit ubehag.

Okay, så jeg har meldt mig til en gruppesamtale. Og jeg har fra start sagt, at hvis vi bliver for mange (konkret tal), så springer jeg fra igen. Der bliver ikke kommenteret på det, så det er vel et ja.

(Jeg har behov for klare svar, klar bekræftelse af, at jeg bliver hørt. Men jeg gør mit bedste for at leve uden.)

Undervejs i planlægningen kan jeg ikke overskue, hvor mange vi bliver.

Så er vi ved at være der. Jeg tæller efter for en sikkerheds skyld. Jeps, der er for mange navne. Så jeg melder fra. Jeg har brug for, at sagen bliver afgjort. At jeg ved, hvor jeg er henne.

Men så kommer al tvivlen jo stormende.

• Har jeg ikke meldt klart nok ud fra start?
• Skulle jeg have rykket for en bekræftelse?
• Det er søde mennesker, og nu bliver de kede af det.
• Er det en misforståelse? Noget med dårlig kommunikation? Bør jeg så ombestemme mig?
• Hvorfor er jeg også så mærkelig, så vanskelig, så besværlig? Kunne jeg ikke bare være normal?

Hu hej derudaf. Lykken er at være irrationel.