Den opmærksomme læser vil kende til mit råb Fri mig for jobcenteret. Jeg prøvede at gøre noget ved min situation ved at tale om den offentligt. Jeg tror ikke, det har haft nogen effekt. Jobcentret har i hvert fald ikke spontant givet mig 6 måneder fri.

Det har dog haft en anden effekt. Jeg er trådt frem foran venner og bekendte med en bunke diagnoser.

Jeg taler/skriver ikke så meget om mine gebrækkeligheder. Nogen af mine gebrækkeligheder fortæller mig ret aktivt, at jeg ikke bør snakke om dem. At jeg i stedet bør skamme mig. At jeg selv er skyld i mine problemer. At jeg bør tage mig sammen.

Tja. Jeg er lidt træt af at skamme mig.

Jeg er ikke helt kommet ud af busken endnu. Jeg har sat navn på nogle diagnoser. Men nogen af de diagnoser er ikke så kendte, eller de er misforståede, så folk kender ikke hele sandheden om mig.

Lige nu, mens jeg skriver det her, så er jeg på vej ud af busken. Den har tjent mig vel. Men nu skal der ske noget nyt.