Akademikere og afrofuturisme

Jeg har læst et magasin, der har afrofuturisme som tema! Nedenfor følger bl.a. mine noter.

Science Fiction Studies
#102 = Volume 34, Part 2 = July 2007
SPECIAL ISSUE ON #AFROFUTURISM
https://www.depauw.edu/sfs/covers/cov102.htm

Edited by Mark Bould and Rone Shavers

sfs

Mark Bould. The Ships Landed Long Ago: Afrofuturism and Black SF

(Intro.) Når vi dyrker en fremtid uden racisme, så kan sf ikke diskutere racisme. Når vore efterkommere er racistiske overfor grønne marsboere eller robotter, så kan sf ikke diskutere den konkrete racisme mod sorte.

Luke Cage (1972) kan diskutere nogle ting, fordi han er en sort superhelt.

Mark Sinker diskuterede sort sf i bladet The Wire, men også sort musik. Det er ikke tilfældigt, at Zion danser vildt, lige før maskinerne kommer. (Matrix.)

Fordi det her er en intro, så skal vi også lige forbi en definition af afrofuturisme: ‘Afrofuturism, described by Dery as “speculative fiction that treats African-American themes and addresses African-American concerns in the context of 20th-century technoculture – and, more generally, African-American signification that appropriates images of technology and a prosthetically enhanced future” […].’ Så Dery mener altså, at man ikke kommer udenom det amerikanske.

Wikipedia siger i øvrigt det her: “Afrofuturism is a cultural aesthetic, philosophy of science, and philosophy of history that explores the developing intersection of African Diaspora culture with technology. It was coined by Mark Dery in 1994 […].”

Isiah Lavender, III. Ethnoscapes: Environment and Language in Ishmael Reed’s Mumbo Jumbo, Colson Whitehead’s The Intuitionist, and Samuel R. Delany’s Babel-17

Abstract. — In this essay, I start from some of the central concerns of Afrofuturism to investigate the ubiquity of race in sf. I map out a novel way to think about the various environments that sf provides as well as a way to think about characterization in sf semblances. I argue that social interactions, technology, and physical surroundings all contribute to the systematic nature of a racialized environment—what I term an ethnoscape. Sf ethnoscapes can both fabricate racial difference and reconceive it. The concept of the ethnoscape helps us unpack the racial or ethnic environments that sf can posit or assume. I explore Ishmael Reed’s Mumbo Jumbo (1972), a marginally sf work, as a fabulist ethnoscape; Colson Whitehead’s The Intuitionist (1990) as a counterfactual ethnoscape; and Samuel R. Delany’s Babel-17 (1966) as a linguistic ethnoscape.

“The blunt thesis underlying Afrofuturism is that all black cultural production in the New World is sf.” ???

“Confirming white identity by denying black identity. Therefore black experience in America is defined by alienation: “Black people live the estrangement that science fiction writers imagine.” ”

“… feminist sf might be credited with laying the groundwork for race reading in sf.”

I Mumbo Jumbo er der en virus, Jes Grew, der symboliserer soul. De ramte får mere energi og begynder at synge og danse.

The Intuitionist handler om elevator-kontrollører, der bruger intuition hhv. empiri til deres job. Hovedpersonen er første sorte, kvindelige kontrollør i sin by. Hun bruger intuition, der bliver skældt ud for at være voodoo og heksekunst. Det er de hvide, der ejer elevatorerne, og de sorte kan risikere at sidde fast i kælderen. Sorte kan bruge teknologi, men kun sådan som de hvide foreskriver.

Babel-17 handler om sprog. Signifikansen her er vist, at sorte bliver tvunget til at tale (og tænke) som hvide.

Darryl A. Smith. Droppin’ Science Fiction: Signification and Singularity in the Metapocalypse of Du Bois, Baraka, and Bell

Abstract. — This essay presents the argument that black speculative fiction can be construed generally as a dialectical riposte to the broader sf megatext. Specifically, I argue, black sf can be understood as refiguring in apocalyptic terms the so-called Spike (or Singularity) as posited by an important quarter of the Anglo-European sf tradition through the critical inversion of this idea by African-American sf. Consideration is also given to the relevant discourse on the posthuman within the genre. To these ends, I focus on the speculative fiction of W.E.B. Du Bois, Amiri Baraka, and Derrick Bell, paying particular attention to both explicit and implicit expressions of this inverted Spike in each, which tend to disrupt dominant paradigms of reality. I draw substantially on the critical signification theory articulated by Ralph Ellison and substantially elaborated by Henry Louis Gates, Jr

Når ord ændrer betydning og mennesker bytter roller:

White patrol officer: Evening, there. Say, are you lost, son?

Young, black man: This is America, officer. Of course I’m lost.

Og her skal vi lige snakke om “The Comet”. 👍🏻 Den sorte mand kan sendes ned i den farlige kælder. Han er ikke værdsat. Efter et vist punkt kan man kun falde dybere ned i et sort hul. På samme måde kan nogle ikke undslippe nedstigningen til kælderen.

Her hopper vi lige. Sorte huller. Schwarzschild. Sort skjold. Kælderen viser sig at være en tryg bunker, fordi den er mørk!

Og så handler det om “Rhythm Travel”. Ikke alene er novellens Rhythm Traveller i familie med Wells’ Time Traveller, vi har også et nyt eksempel på at være dybt nede, den her gang i en brønd.

Endelig har vi “The Space Traders”. Problemet er en flok rumvæsner i kredsløb om Jorden, der vil købe alle USA’s sorte. Her kan vi spekulere lidt over hovedpersonen Golightly, hvis navn rimer på lys og hvid, foruden let. Men derudover har rumskibene sorte lastrum. Endnu et skib, endnu en påtvunget rejse.

Mark Bould. Come Alive by Saying No: An Introduction to Black Power SF

Abstract. — This essay considers a group of novels from the 1960s and 1970s about African-American revolution, by Barry Beckham, Nivi-kofi A. Easley, Sam Greenlee, Chester Himes, Blyden Jackson, William Melvin Kelley, John O. Killens, Warren Miller, Julian Moreau, Chuck Stone, John Edgar Wideman, and John A. Williams as examples of black power sf. It focuses in particular on their inability to imagine a post-revolutionary future, and the strategies they adopt in place of more conventional sf techniques of extrapolation—such as refusal, immanentization, veil-rending, and pornotopianism—in order to narrativize the problem of what Walter Mosley has characterized as breaking the chains of (white) reality.

Detaljerne: William Melvin Kelley’s A Different Drummer (1962); Warren Miller’s The Siege of Harlem (1964); John A. Williams’s The Man Who Cried I Am (1967), Sons of Darkness, Sons of Light (1969), and Captain Blackman (1972); John O. Killens’s ‘Sippi (1967); Julian Moreau’s The Black Commandos (1967); Sam Greenlee’s The Spook Who Sat By the Door (1969); Chuck Stone’s King Strut (1970); Barry Beckham’s Runner Mack (1972); Blyden Jackson’s Operation Burning Candle (1973); John Edgar Wideman’s The Lynchers (1973); Nivi-kofi A. Easley’s The Militants (1974); and Chester Himes’s Plan B (written 1969-1972; published 1983).

Hvordan kan en fremtid se ud i disse bøger?

  • De sorte slagter nogle af de hvide og bliver så selv udryddet. ☹
  • De sorte starter en revolution, der inkluderer at gøre grin med nogle af de hvide.
  • De sorte spankulerer med højt hævet hoved, i hvert fald når de ikke går i vejen for hvide.
  • En sort opdager 10 landes plan om at forhindre Afrikas lande i at danne en union og USA’s plan om at forberede sig på den mulige racekrig. Skal han sige det til nogen, gøre noget?
  • En sort hyrer en snigmorder til at myrde fx skydegale hvide politifolk, der ikke bliver dømt for at myrde sorte.
  • Lyse sorte infiltrerer USA’s hær og får dermed magten over den, så den ikke kan blive brugt mod sorte. Samtidig bliver der opbygget en hær i Afrika.
  • Refusal. Fx at alle sorte forlader en sydlig delstat i USA, uden at forklare hvorfor. De vil bare ikke mere.
  • Immanentization. Fx at en sort opnår superstyrke og -intelligens for sig selv og andre. Der skal ikke så meget til at vække det, der allerede er i dem.
  • Veil-rending. Fx at udføre en handling, der er så voldsom, at alle sorte nødvendigvis må vågne og frigøre sig.
  • Pornotopianism. Fx at lederen af en gruppe sorte, der kræver hævn over en hvid politibetjent, primært opnår at have en masse sex (med hvide kvinder), uden at pege på, hvordan en bedre fremtid ville se ud.

Sherryl Vint. “Only by Experience”: Embodiment and the Limitations of Realism in Neo-Slave Narratives

Abstract. — This essay positions Octavia Butler’s Kindred and Toni Morrison’s Beloved within the slave narrative tradition, focusing specifically on issues of embodiment and authenticity. It argues that the fantastic elements in these novels demonstrate the limitations of realist representation and official discourse for capturing the subjective experience of slavery, while simultaneously revealing the importance of understanding such devices in relation to literatures of both the fantastic and the African-American canon. Both novels reveal the degree to which the consequences of slavery continue to disturb American culture, largely because this history has not been acknowledged and accepted. Through their emphasis on embodiment and the healing made possible by overcoming mind/body dualism, Butler and Morrison challenge the liberal-humanist model of subjectivity and argue for a model of self-in-connection consistent with the self expressed in nineteenth-century slave narratives

Hvis man afviser Kindred og lignende som science fiction, så siger man også “du bør kunne fortælle dine historier i min ramme, altid, uanset hvem du er”. Hvis man afviser det sentimentale, så afskærer man muligheden for, at en læser kan føle sig som personen i bogen, fx en slave.

Butler skriver om en kvinde, der lærer, hvor nemt det er at blive objekt. Morrison skriver om en kvinde, der lærer at blive subjekt.

Jillana Enteen. “On the Receiving End of the Colonization”: Nalo Hopkinson’s ’Nansi Web

Abstract. — In the 1980s, cyberpunk helped to revitalize interest in science fiction among academic and popular audiences. The genre offers a singular vision of the imminent production and deployment of technology in the service of capitalism writ large. In this essay, I argue for a broader vision of cyberpunk, including the novels of authors situated “on the receiving end of the colonization,” particularly Nalo Hopkinson, whose future visions render visible current socio-economic inequities and increase the cultural repository of ideas that inspire technological development. Nalo Hopkinson’s Midnight Robber (2000) fashions unconventional scenarios premised on technological development and provides unorthodox versions of future societies. Hopkinson combines English with Trinidadian and Jamaican creole, “hacking” a language that recalls the histories of the middle passage, slavery, and imperialism. Her characters break and create code, “hacking” in speech as well as through their conceptions of community. Centered on a feminine Artificial Intelligence commanding a planet and its inhabitants, Midnight Robber challenges the genre conventions of cyberpunk, revealing its ideological underpinnings, and complicates popular accounts of the intersections of gender, technology, and corporate presence.

Om cyberpunk, og altså i 2007:

“As Istvan Csicsery-Ronay, Jr., complained nearly twenty years ago, how many formulaic tales can one wade through in which a self-destructive but sensitive young protagonist with an (implant/prosthesis/telechtronic talent) that makes the evil (megacorporations/police states/criminal underworlds) pursue him through (wasted urban landscapes/elite luxury enclaves/eccentric space stations) full of grotesque (haircuts/clothes/self-mutilations/rock music/sexual hobbies/ designer drugs/telechtronic gadgets/nasty new weapons/exteriorized hallucinations) representing the (mores/fashions) of modern civilization in terminal decline, ultimately hooks up with rebellious and tough-talking (youth/artificial intelligence/rock cults) who offer the alternative, not of (community/socialism/ traditional values/transcendental vision), but of supreme, life-affirming hipness, going with the flow which now flows in the machine, against the specter of a world-subverting (artificial intelligence/multinational corporate web/evil genius)?”

Hæ.

Det lyder, som om Hopkinsons blandede engelsk ville være svært at oversætte.

Midnight Robber lyder spændende og helt anderledes. En helt anden slags cyberpunk, hvor bl.a. samarbejde betyder meget.

Nabeel Zuberi. Is This The Future? Black Music and Technology Discourse

Abstract. — As a dispersed assemblage of ideas and aesthetics, sonic Afrofuturism operates across the porous borders between and among music, sf, the academy, journalism, and the blogosphere. In this article I am interested in the value of these rhetorics for media studies. In particular, how can writing that focuses on the materiality of music inform our understanding of the technological changes associated with digitization? I will argue that music forms, commodities, and practices provide ample evidence of the continuities as well as discontinuities in the mediascape. Today’s popular music culture is marked by the mediations of the past, even as recorded sounds take on more informational characteristics. I also seek to ground the technological sublime of Afrofuturist poetics in the widespread social practices associated with records, sound-system dances, and music networks. Underpinning the sonic imagination in techno-centric writing and music-making are the quotidian practices of music cultures, the more “worldly” fictions behind “sonic fictions,” to borrow Kodwo Eshun’s suggestive adaptation of literary and visual sf for music recordings. This paper examines the material possibilities of techno-discourse for transnational media studies through a discussion of digital sampling, and points to the limitations of technological utopianism in relation to writing about music and black bodies.

Technostalgia er et godt ord. (Techno + nostalgia.) Når moderne musik fx inkluderer støj fra pickuppen på en pladespiller.

Hauntology. Spøgelser. Der er et spøgelse i Beloved, og en zombie i “Thriller”.

Og så handler det i øvrigt om en masse musik, jeg ikke kender.

(Herfra og frem er det boganmeldelser.)

Brown’s Black Superheroes (Joe Sutliff Sanders)

Det var godt for tegneserier generelt, at der kom et tegneserie-firma ejet af sorte.

Kevorkian’s The Black Face of Technology in America (Isiah Lavender, III)

Først får vi en liste med andre bøger, man jo egentlig også burde læse.

Lige præcis den her bog handler om en ny stereotyp: Programmering og den slags bør udføres af undermenneskene, såsom sorte mænd.

Hm. Så der er en grund til, at Neo (Matrix) ikke er fysisk stærk.

Spaulding’s History, the Fantastic, and the Postmodern Slave Narrative (Michelle Reid)

Eks-slaver skrev deres historier på en bestemt måde til en bestemt målgruppe. Moderne “historiske romaner” kan vælge at gribe tingene an på en anden måde.

3 thoughts on “Akademikere og afrofuturisme

  1. Jeg tror der er nogen der har misforstået Delanys “Babel-17”. Der er ikke noget decideret “ethno”-nogetsomhelst over den. Den drejer sig om begrebet “identitet”, og hvorvidt sproget skaber identitet eller ekskluderer identitet (nøgleord: Zamyatin og semiotik – sikkert også Sapir-Whorf).

    Personligt – som i mig (se mig!) – er jeg på den ene side yderst følsom overfor enhver form for “halal-hippieisme”, idet jeg bl.a. husker, at Spike Lee tog sig en skriger over, at Tarantino tillod sig at bruge ordet “nigger” i “Django Unchained”. Så vidt jeg er orienteret, så har “niggerne” jo netop tilbage-erobret ordet “nigger”, ligesom bøsserne har overtaget den tidligere nedsættende benævnelse.

    Ihvorvel jeg udmærket er bevidst om, at problemerne er mange, svære og hårde, så nytter det ikke noget, at man – i åbenhedens “hellige” navn – tilskriver “fringe-groups” eller bestemte sub-genrer en større validitet, blot fordi det kan påvises at tilhængere/medlemmer/repræsentanter er “undertrykte”. Det giver ikke nogen bonus på human-point-score-listen.

    Ja! Jeg er en mand; jeg er ovenikøbet grisefarvet. Men det betyder ikke, at jeg kan slås i hartkorn med voldtægtsforbrydere, Ku-Klux-Klanere og AK-87 (eller hvad det altsammen hedder). Det er – som Peter von Scholten siger – “en dårlig samtale”.

    Jeg ved ikke hvad der skal til – slet ikke ifht USA. Og jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at der sker krasse sager i “Guds Eget Land”. Men måske skal vi også passe på med, at oversætte det til en øjeblikkelig dansk virkelighed. Måske. Eller måske er det bare fordi jeg ikke forstår postyret til bunds. Eller fordi min familie muligvis er hinsides problematikken: – Min svigerfar er en “sort” englænder; min svoger er en “Hawaii-farvet” brasilianer; min bedste ven er en – i den grad – mørkebrun dansk-amerikaner; og min søn er bøsse! Det er vi alle fuldt bevidste om, når vi mødes over påskefrokosten – det er bare ikke noget, der har nogen interesse. Så vil vi hellere ha en kold bajer!

    Men – og for at det nu ikke skal hedde sig …. – Superfin gennemgang af diverse ad AfroFut, så tak for det Lise

    Hilsen Henning

    Like

    • Heldigvis, hvis man er uenig i en artikel, så kan man jo bare være det. God videnskab!

      Jeg er heller ikke helt sikker på, om vi har et tilsvarende dansk fænomen. Skriver grønlændere inuitfuturisme?

      Like

      • Det var måske en undersøgelse værd, idet jeg er overbevist om at der findes inuit-litteratur; der findes ihvertfald sange og teater, danse og ceremonier. Måske er jeg blot ude i en parafrasering af: “Følg endelig efter dem, der søger sandheden – fly den, som fly kan, fra de der har fundet den!”

        Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s