Nogle ord fylder mere end andre. Tiderne er sådan, at diversity fylder. Et andet ord er intersectionality. Der er et kampråb:
For mig er det et interessant fænomen. Jeg er helt med på, at eftersom verden indeholder kvinder, sorte osv., så bør vores bøger også gøre det. Jeg arbejder også på sagen. Jeg prøver at vænne mig til at skrive historier med kvindelige hovedpersoner.
Jeg har bare svært ved at lodde, om jeg har savnet det selv.
Jeg har heldigvis haft god adgang til kvindelige forfattere og kvindelige hovedpersoner. Mig og Ursula (K.LeG.) har fx kendt hinanden i mange år.
Men jeg synes ikke, jeg identificerer mig mindre med en hovedperson, bare fordi vedkommende er mand.
(Indskud: Jeg har i mange år været “one of the guys”. Jeg har lært elektronik i skolen. Jeg har studeret computere og siden arbejdet med dem. Det er ikke fremmed for mig at føle mig lidt som en fyr.)
(Indskud: Jeg er ikke god til at visualisere bøger. Den der sektion, hvor hårfarve og tøjstil bliver afsløret, den kan jeg ikke rigtig bruge til noget. Jeg kan ikke huske det undervejs. Jeg er blevet overrasket, når en anden læser konstaterer noget om en hovedpersons hudfarve, som jeg ikke selv har opdaget.)
Nogle beskriver, hvordan det var meget vigtigt at støde på “en selv” i fiktion. At have en følelse af at være med i bøgerne. Det kan jeg ikke genkende.
Måske har jeg haft så god adgang til “mig selv”, at jeg ikke har savnet noget.
Eller måske er jeg bygget på en anden måde. Måske betyder det vitterligt ikke så meget for mig. Måske omdanner jeg mit slørede billede af hovedpersonen til et billede af mig og læser videre.
Jer med ikke-default køn, farve, nationalitet, religion osv. Er jeg den eneste, der på egne vegne er lidt ligeglad med repræsentation?
Stuff from ommadawn.dk (Lise Andreasen) 
Hæhæ! “Less is more!”
Mark Hollis – forsanger i hedengangne Talk Talk – har sagt, at når man har fundet en bestemt tone/akkord, så skal man have “a damn good argument” for den næste. Og det tror jeg kan oversættes direkte til en “skrive-proces”. For det er snarere karakteren, personligheden, der er interessant (medmindre det er en “Doktor Frank”-novelle).
For nu lige at holde fast i Le Guin, så mindes jeg ikke at have stødt på nogen fysisk beskrivelse af Genly Ai (“The left hand of darkness”), Rocannon eller Ged (“Earthsea”). Til gengæld er “katte-øjnene” vigtige i “City of illusions”. Og ligeledes er det vigtigt, hvordan Lobey ser ud i Delanys “The Einstein intersection”. Fordi det er vigtigt for historien, der bliver fortalt. (Og så skulle jeg iøvrigt have dækket mig ind, med en hvid, kvindelig forfatter og en afro-amerikansk ditto, der til overflod er homoseksuel).
De udpenslede detaljer om “hendes kastanjefarvede hår, der flød som en bølge nedover hendes skuldre, hvor de blege kraveben var synlige i udskæringen på den lavendelfarvede kåbe” bidrager ikke til min læseoplevelse. Ja, de er nærmest forstyrrende. Medmindre hårfarven, kravebenene eller kåben skulle have potentiale ifht udviklingen af resten af historien, eller historien op til nu (“aha! så det var hende, der stjal lavendelkåben”-agtigt). Så “representation matters – yes sir!”, men er et krydderi (ligesom salt og chili) der bør doceres i tiltrængte mængder eller det blir “more is less” 😉
LikeLike
Jeg lægger også meget mere mærke til folks karakter end til deres udseende – også i det virkelige liv.
Sjov du nævner Jordhavet. Miniserien skulle efter sigende være hvidvasket.
LikeLike
Jeg er ikke meget for den miniserie. Problematikkerne er udvandede og fremstår ligegyldige. Men Danny Glover er da med, så helt kaukasisk er den heller ikke 🙂
LikeLike
Jeg skulle lige tjekke for at være sikker. Ged hamselv er rødbrun i bøgerne.
LikeLike
Det er rigtigt!
Det passer også med en forside, hvor han står og ser aldeles “indianer” ud
http://cosmiccauldronbooks.com.au/p/wizard-earthsea-ursula-k-leguin/
Endnu et point ned for den miniserie. Der findes “amerindiske” skuespillere – også i Canada.
LikeLike
Pingback: Afrofut! | Stuff from ommadawn.dk