This week the #puzzle is: Can You Meet Me at the Mall? #ExpectedValue #average #maximum #probabilities

And for extra credit:

Can You Meet Me at the Mall?

Highlight to reveal (possibly incorrect) solution:

Program 1 Program 2

• My 1st shot at this was a monte carlo program. It says: 2.03123 friends.
• My 2nd shot was to try to estimate the value by systematically going through a lot of options. Just like small rectangles estimate an integral. This program says: 2.03222 friends.
• I therefore say a good guess would be 2.03.

And for extra credit:

• Using the same programs I get 2.47646 and 2.47802.
• A good guess seems to be 2.48.

Desmos 1, 2 and 3. Probability of two events occurring at overlapping times. Desmos 4.

I actually tried to get something out of playing with desmos, but didn’t quite get there. I also tried modeling a version of the puzzle with 2 friends. Especially the no. 4 above is nice.

Using the article, I get a general expression. T is the length of the interval. The probability that 2 out of 2 friends are there at the same time is 2T – T². For T = 1/4, this is 7/16. This fits with my programs and with Desmos.

Så er vi nået til Hugo-romanerne.

En god kategori. Men det må blive tidsministeriet, den sad bare.

Anmeldelse af The Tainted Cup, af #RobertJacksonBennett. Roman. 2024. Hugo-finalist.

Skitse: Kol er assistent for Ana, der efterforsker forbrydelser. I dag besøger Kol et gerningssted for at se det hele. Så rapporterer han senere til Ana. Lige i dag er det hele lidt mere spændende, fordi forbrydelsen er et mord. Afdøde blev gennemboret af et voksende træ.

Er det science fiction? Nix. Absolut fantasy.

Temaer: Kol er som led i sin karriere blevet forbedret, så han husker virkelig godt. Den slags forbedringer er der mange af i imperiet. Basis for den slags forbedringer er, at man tapper døde søuhyrer for væsker og eksperimenterer med dem. Et stort job for imperiet er at forhindre søuhyrerne i at komme på land.

Kol er efter min vurdering ordblind. Og så udtrykker han som regel ikke sine følelser. Og han virker bi. Ana virker autistisk: Hun får nemt for mange stimuli og går aldrig ud. Derudover har vi fat i noget Watson/Holmes-dynamik. Ana har brug for udfordringer, ellers tager hun stoffer.

Jobtitlerne lyder romerske: Kol er signum. Andet lyder Schweizisk: Imperiet er opdelt i kantoner. Atter andre inspirationer kommer fra andre lande. Noget er arabisk?

Citat: “A towering, slategray cliff, running underneath the redstained sky like a frame below a painting, its stone wet and gleaming and crawling with vines and growth; and there, in one long, vertical seam in the cliff, a hint of movement: some insect, I thought, crawling from base to top in a slow, labored procession. My eye trembled as I focused on it. I realized it was not an insect but instead a tiny box, wrought of wood, being hauled up on a set of strings. As it reached another notch in the gray cliffs, the box stopped, and even tinier figures emerged. Horses. Four of them, all hauling a shining steel bombard from the box. I blinked, staring into the spyglass. The tiny box was not tiny at all: it was a lift, made for hauling troops and armaments up the vast expanse of the sea walls.”

Er det godt? Meget sjældent er der en fodfejl. “Finally Ana finished.” Har første og sidste ord ikke samme rod? Det er noget rod (!) at have dem så tæt på hinanden. Men alt overvejende, så virker den her bog bare. 👽👽👽

Anmeldelse af “The Ministry of Time”, af #KalianeBradley. Roman. 2024. Hugo-finalist.

Skitse: Hovedpersonens job er at være sammen med Graham, der ifølge historiebøgerne døde oppe nordpå i 1847, men altså i virkeligheden blev hentet til vores tid med en tidsmaskine. Der er meget at lære i den situation og mulighed for flere forskellige slags sammenbrud, så det skal også passes og observeres. Jobtitel: bro.

Er det science fiction? Ja.

Temaer: Broen har på egen krop oplevet, at fremmede i UK kan have flere forskellige navne. Er man flygtning? Er en tidsrejsende, der ikke kan tage hjem, flygtning? Bliver man ramt af fordomme? Er det rimeligt, at ens nye hjem kræver 100 % tilpasning? Er det bare professionelt, når de ansatte i ministeriet kalder ham 1847? Kan man være flygtning i sit eget land? Hvad er der med Khmer Rouge? Og Holocaust? Der er mange spørgsmål, og i nogle tilfælde også flere svar.

Graham støder sig selvfølgelig på tiden. Det er fx mirakuløst og meget trygt, at Spotify kan spille klassisk musik. Det er svært at vænne sig til dating og kvinders bare ben. Han rødmer regelmæssigt. Der er andre tidsrejsende, der umiddelbart ikke ønsker at holde op med at bruge diverse ord, der i dag virker voldsomt stødende.

Et biprodukt af situationen er, at Graham ikke rigtig må lave noget og derfor keder sig. Han er også vant til at være sammen med mænd, og den kvindelige bro er ikke helt det samme. Til gengæld tænder hun på en fyr, der virker som en helt.

Graham, broen og forfatteren har humoristisk sans og er ikke bange for at bruge den. Graham kalder dukkerne på Sesame Street for ugudelige vederstyggeligheder. Broen omtaler en pedantisk tirsdag.

På et tidspunkt bliver det hele mere kompliceret. Nogle af de ansatte i ministeriet er spioner og sabotører. Men for hvem? Og kan det virkelig passe, at broens chef, Adela, har et meget foranderligt ansigt?

Er det fair, at ministeriet kræver absolut tilpasning fra Grahams side? I mindre målestok, kan broen 100 % kontrollere, hvordan Graham ser hende? Kan hun også kræve, at deres forhold er på hendes vilkår?

Der er små forvarsler. “Senere tænker jeg meget på dette øjeblik.” Sådan noget. Lidt krydderi.

Er det godt? Den er let læst, jeg strøg lige igennem den, spændt på slutningen, deriblandt om Graham og broen får hinanden. Der er humor og leg med sproget. Der er meget alvorlige spørgsmål. Den ramte godt. 👽👽👽

Anmeldelse af Someone You Can Build a Nest In, af #JohnWiswell. Roman. 2024. Hugo-finalist.

Skitse: Shesheshen er et monster. Lokalt kalder man hende en wyrm, fordi der ikke rigtig bliver skelnet mellem forskellige slags. Egentlig er hun i vinterhi, men så kommer nogle fjollede fyre for at slå hende ihjel. Suk.

Er det science fiction?. Nix. Masser af magi.

Temaer: Hun tænker jævnligt på sin (klamme) mor og far. Sidstnævnte var hendes første måltid.

Hun kan forklæde sig som menneske, bl.a. ved at absorbere knogler i sit (klamme) kød.

Efter de fjollede fyre så nogenlunde er afværget, så beslutter hun sig for at besøge den nærliggende landsby. Hun er nemlig sulten. På en eller anden måde får hun i stedet en kæreste? Og forstår meget bedre folk omkring sig?

Citat: “Romance was awful. She couldn’t even do something as simple as murdering rude people anymore.”

Er det godt? Ærligt talt stoppede jeg ca. 1/3 inde. Der var ikke rigtig noget her, der for alvor interesserede mig. 👽☠️☠️

Anmeldelse af “Service Model”, af #AdrianTchaikovsky. Roman. 2024. Hugo-finalist.

Skitse: Det handler om en robot, der ikke er alt for godt programmeret, så todo-listen er ineffektiv. Eller måske handler det om en forbrydelse. Det kan også være, det handler om en kollapset verden, hvor robotterne stadig løber rundt, fordi “alle mennesker er døde” ikke er del af deres program.

Er det science fiction? Ja.

Temaer: Jeg blev hele bogen igennem ved med at spørge, hvad handler det her egentlig om? Jeg fik en slags svar til sidst, men det irriterede lidt undervejs.

Hovedpersonen, en robot, hedder oprindeligt Charles. Han er tilsyneladende i stykker og rejser derfor til det nærmeste sted, hvor man kan få diagnosticeret fejlen. Det lykkes ikke rigtigt, og i stedet får han en rejsekammerat videre ud i verden og et nyt navn, Uncharles. Han tænker ustandseligt “i min situation ville et menneske føle …”. Han er en butler af fag, og hvor er det noget skidt, at en kollapset verden ikke har så meget brug for de evner.

Rejsen gennem verden bliver ret episodisk. En herregård uden herre, hvilket ikke forhindrer robotterne i at tøffe videre. En samling mennesker, der lever som i fortiden, dvs. de er stressede, yeah!

Læserne bliver belønnet for at have læst Douglas Adams og andre klassiske forfattere, der også piller i de her emner. Der er i det hele taget en fornemmelse af, at bogen snakker rigtig meget med andre tekster, og prøver at gøre noget mere intelligent eller i hvert noget andet end sine forgængere.

Der er også humor: “It only took one murdered master for a valet’s service to be terminated and the individual unit retired. … surely he should be allowed to murder three, or even five people before being deemed irreparably unfit for service.”

Og også noget poesi? “Scrapes and clangs as pieces fell, shuddering groans as the inner structure of trash heaps suffered gradual collapse, the rolling thunder of tons of decaying metal and plastic sloughing into a neighbour like a steampunk glacier.” “Around him, the wreck of the world was a boat of silence floating on a shallow puddle of vermin.”

Er det godt? Åh. Jeg har vaklet. Jeg kan bedre lide den end Alien Clay. Men er den derfor god? Der var et par steder, hvor jeg havde gættet noget laaang tid før “afsløringen”. I sidste ende var jeg utålmodig med den meget af vejen. 👽👽☠️

Anmeldelse af Alien Clay, af #AdrianTchaikovsky. Roman. 2024. Hugo-finalist.

Skitse: Arton vågner midt i, at han er ved at lande på en fremmed planet. Luren har varet 30 år. Næsten alle elementer af det her er discount: Rumskibet er engangs, ligesom den lille del af rumskibet, Arton kommer det sidste stykke i. Tøj er ofte papir. Hvis man ikke lige overlevede den der lur eller landingen, eller er allergisk overfor noget af den medicin, man får lige bagefter, eller noget som helst andet kommer til at slå en ihjel (såsom det lokale liv), bare ærgerligt. (Udtrykket “acceptable wastage” flimrer lige forbi.) Den her fangelejr er virkelig ligeglad. Fanger? Politiske fanger, naturligvis. Arton troede, at det autoritære styre godt kunne tolerere videnskabelig frihed. “Bååååt! Forkert. Så afsted med dig, til en af 3 planeter, hvor der er en slags liv. Og du studerede fremmed liv derhjemme? Praktisk, det kan vi bruge.”

Er det science fiction? Absolut. Fremmede planeter i fremtiden, dystopi osv.

Temaer: Jeg må lige sige noget om strukturen først. Ja, det er fedt, at bogen begynder med Arton, der er på vej ned gennem atmosfæren for at lande på en fremmed planet, meget bevidst om, at han kan dø når som helst. Men så skal vi lige have noget information om Jorden derhjemme, og så skal vi lige have noget typisk fangelejr-gejl, og det er ikke derfor, jeg er her. Var det virkelig nødvendigt med alt det?

Fangelejren er frygtelig. Alle tænker, at alle andre var forrædere. “Var det dig, der stak mig?” Mistanken ligger altid inde i en og rumler.

Planeten hedder Kiln, som i den slags ovn, man bruger til at brænde keramik, fordi lokale ruiner ligner den slags ovne. Der er er par referencer til det undervejs. Noget med, at mennesker er ler i Guds hænder. I hvert fald noget med at være blød og fleksibel. Eftersom planeten er så farlig for mennesker, så er det også passende at kiln rimer med killing. Indtil Tchaikovsky mister troen på os læsere og siger det direkte …

Der må have været en civilisation. Men hvor er den? Det viser sig, at Arton kan genopfriske bekendtskabet med en masse gamle kollegaer udi xenobiologi, der også er havnet her, som personale eller fanger. “Vi skal have fundet dem, ophavsmændene til ruinerne.” Så noget af metoden er at samle eksperter her og lade dem kigge på sagerne.

Tchaikovsky benytter sig af forvarsler i passende grad. “Senere opdagede jeg, at den bemærkning var vigtig.” Fint nok. Der er også masser af humor.

Regimet derhjemme har i øvrigt forelsket sig noget, der egentlig er religiøst. “Okay, evolution, fint, hvis du synes, så siger vi det. Men vi kan jo godt blive enige om, at vi er det ypperlige resultat af evolutionen, ikke? At det optimale for intelligente væsener er 2 arme, 2 ben, 2 øjne osv., ikke?” Den indstilling gør det lidt besværligt at fatte, at livet på Kiln måske er indrettet anderledes. At noget, vi ville kalde parasitter, snarere er højt specialiserede organismer, der samarbejder. At der er mange måder at lave øjne på. Noget af årsagen til, at livet er så farligt for mennesker, er, at disse små organismer også prøver at “flytte ind” hos os. Bo i os. Ligesom den ovenfor nævnte mistanke. Get it?

Bogen tager en interessant drejning hen mod slutningen. I en grad, så det nærmest er en anden fortæller. Det lykkes også at få parret “det håbløse syn på videnskab” og “den ekstremt nysgerrige og nyskabende biologi” sammen.

Citater: “Let me tell you a fable. There’s a thing like a scorpion, and it asks a thing like a frog to carry it across the river. The not-frog is concerned that, halfway across, the not-scorpion will sting it and they’ll both die. But this is Kiln and it doesn’t need to be worried, and soon enough there’ll be some hideous bloody frog-scorpion thing terrorizing the waterways with its poisonous sting.”

“… maths doesn’t give a shit about your indomitable human spirit.”

Er det godt? Jeg var ved at opgive bogen i de første kapitler. Død og trusler om død til højre og venstre i lange baner. Heldigvis gik det lidt over, men jeg kan stadig huske det, og tror stadig, at starten kunne have været skrevet bedre. 👽👽☠️

Anmeldelse af A Sorcerer Comes to Call, af #TKingfisher. Roman. 2024. Hugo-finalist.

Skitse: Evangeline er en troldkvinde. Hendes 14-årige datter Cordelia bliver rutinemæssigt dirigeret rundt af mors usynlige hånd, fx når Cordelia med vold og magt skal sidde stille under gudstjenesten. Nu har Evangeline store planer: en rig ægtemand til sig selv og en endnu rigere til datteren. Hester, der er søster til en ældre ungkarl, bliver mistænksom ved deres første møde.

Er det science fiction? Nej da.

Temaer: Den her historie kunne også være startet: Evangeline er en alkoholiker. Hun har brug for kontrol, og hun er lunefuld. — Selvom hun kan magi, så er hun langt fra almægtig. Hun glemmer, at Cordelias krop skal have pauser, og hun er ikke nogen god skuespiller.

Den 14-årige datter har mange gode grunde til at ønske frihed.

Den her version af magi har sine egne spændende regler. Det er fx et problem for Evangeline, at en evt. trolddom brugt mod en forlovet ville blive brudt ved brylluppet. Så hun kan ikke bare fremtrylle kærlighed. På den anden side er det en stor fordel, at trolddom ikke er anerkendt. Det er højst noget kortspillere og hestehandlere bruger til at snyde lidt, tror man.

Hester har sit eget plot. Hun er aldrig blevet gift. Måske er det på tide, når man er 51, at ændre på det?

Citat: “All those classes on proper etiquette for hostesses and they never mentioned what one is supposed to do after a murder.”

Er det godt? Ja! Jeg fløj gennem den. 👽👽👽

Er der dog aldrig nogen, der vil kigge på Hugo-kortromanerne? 😉

Det var dog jammerligt. Hm. Det må blive brudene.

Anmeldelse af What Feasts at Night, af #TKingfisher. Kortroman. 2024. Hugo-finalist.

Skitse: Easton er primært soldat, men de har også arvet en hytte i skoven, hjemme i Gallacien, der nu skal lejes ud til en britisk veninde. Det er lidt mystisk, hvorfor ham, der plejer at passe hytten, ikke har forberedt den. Vi er før år 1900.

Er det science fiction? Njej. Der er noget snak om, at nedenunder overtro kan der gemme sig fænomener, der kan forstås og forklares, men … nej. Fantasy/horror.

Temaer: Det fylder meget, det der med at have været soldat.

Så skal vi jo også have opklaret, hvad der er med den der hytte. Der er en overtro om et væsen som en slags mareridt, som kan stjæle ens åndedræt. Så er der noget med kulde. Og stilhed.

Så er der stedord af mange slags. Easton har selv et “sæt”, der blev taget i brug, da de var 14. Præsten har selvfølgelig dem, professionen medfører. Osv.

Så er der anmassende bemærkninger, der vist knytter sig til en tidligere historie i den her serie. Madeline Usher vil virkelig gerne være med her også. Kluntet.

Citat: “I sometimes think the fundamental disconnect with civilians is that they think a war is an event, something neatly bounded on either end by dates. What anyone who’s lived through one can tell you is that it’s actually a place. You’re there and then you leave, but places don’t stop existing just because you aren’t looking at them.”

Er det godt? Hm. Nej. Der er bl.a. en enke, der er frygtelig irriterende. 👽👽☠️