Tjenestetypen

Anmeldelse af “Service Model”, af #AdrianTchaikovsky. Roman. 2024. Hugo-finalist.

Skitse: Det handler om en robot, der ikke er alt for godt programmeret, så todo-listen er ineffektiv. Eller måske handler det om en forbrydelse. Det kan også være, det handler om en kollapset verden, hvor robotterne stadig løber rundt, fordi “alle mennesker er døde” ikke er del af deres program.

Er det science fiction? Ja.

Temaer: Jeg blev hele bogen igennem ved med at spørge, hvad handler det her egentlig om? Jeg fik en slags svar til sidst, men det irriterede lidt undervejs.

Hovedpersonen, en robot, hedder oprindeligt Charles. Han er tilsyneladende i stykker og rejser derfor til det nærmeste sted, hvor man kan få diagnosticeret fejlen. Det lykkes ikke rigtigt, og i stedet får han en rejsekammerat videre ud i verden og et nyt navn, Uncharles. Han tænker ustandseligt “i min situation ville et menneske føle …”. Han er en butler af fag, og hvor er det noget skidt, at en kollapset verden ikke har så meget brug for de evner.

Rejsen gennem verden bliver ret episodisk. En herregård uden herre, hvilket ikke forhindrer robotterne i at tøffe videre. En samling mennesker, der lever som i fortiden, dvs. de er stressede, yeah!

Læserne bliver belønnet for at have læst Douglas Adams og andre klassiske forfattere, der også piller i de her emner. Der er i det hele taget en fornemmelse af, at bogen snakker rigtig meget med andre tekster, og prøver at gøre noget mere intelligent eller i hvert noget andet end sine forgængere.

Der er også humor: “It only took one murdered master for a valet’s service to be terminated and the individual unit retired. … surely he should be allowed to murder three, or even five people before being deemed irreparably unfit for service.”

Og også noget poesi? “Scrapes and clangs as pieces fell, shuddering groans as the inner structure of trash heaps suffered gradual collapse, the rolling thunder of tons of decaying metal and plastic sloughing into a neighbour like a steampunk glacier.” “Around him, the wreck of the world was a boat of silence floating on a shallow puddle of vermin.”

Er det godt? Åh. Jeg har vaklet. Jeg kan bedre lide den end Alien Clay. Men er den derfor god? Der var et par steder, hvor jeg havde gættet noget laaang tid før “afsløringen”. I sidste ende var jeg utålmodig med den meget af vejen. 👽👽☠️

Udenjordisk ler

Anmeldelse af Alien Clay, af #AdrianTchaikovsky. Roman. 2024. Hugo-finalist.

Skitse: Arton vågner midt i, at han er ved at lande på en fremmed planet. Luren har varet 30 år. Næsten alle elementer af det her er discount: Rumskibet er engangs, ligesom den lille del af rumskibet, Arton kommer det sidste stykke i. Tøj er ofte papir. Hvis man ikke lige overlevede den der lur eller landingen, eller er allergisk overfor noget af den medicin, man får lige bagefter, eller noget som helst andet kommer til at slå en ihjel (såsom det lokale liv), bare ærgerligt. (Udtrykket “acceptable wastage” flimrer lige forbi.) Den her fangelejr er virkelig ligeglad. Fanger? Politiske fanger, naturligvis. Arton troede, at det autoritære styre godt kunne tolerere videnskabelig frihed. “Bååååt! Forkert. Så afsted med dig, til en af 3 planeter, hvor der er en slags liv. Og du studerede fremmed liv derhjemme? Praktisk, det kan vi bruge.”

Er det science fiction? Absolut. Fremmede planeter i fremtiden, dystopi osv.

Temaer: Jeg må lige sige noget om strukturen først. Ja, det er fedt, at bogen begynder med Arton, der er på vej ned gennem atmosfæren for at lande på en fremmed planet, meget bevidst om, at han kan dø når som helst. Men så skal vi lige have noget information om Jorden derhjemme, og så skal vi lige have noget typisk fangelejr-gejl, og det er ikke derfor, jeg er her. Var det virkelig nødvendigt med alt det?

Fangelejren er frygtelig. Alle tænker, at alle andre var forrædere. “Var det dig, der stak mig?” Mistanken ligger altid inde i en og rumler.

Planeten hedder Kiln, som i den slags ovn, man bruger til at brænde keramik, fordi lokale ruiner ligner den slags ovne. Der er er par referencer til det undervejs. Noget med, at mennesker er ler i Guds hænder. I hvert fald noget med at være blød og fleksibel. Eftersom planeten er så farlig for mennesker, så er det også passende at kiln rimer med killing. Indtil Tchaikovsky mister troen på os læsere og siger det direkte …

Der må have været en civilisation. Men hvor er den? Det viser sig, at Arton kan genopfriske bekendtskabet med en masse gamle kollegaer udi xenobiologi, der også er havnet her, som personale eller fanger. “Vi skal have fundet dem, ophavsmændene til ruinerne.” Så noget af metoden er at samle eksperter her og lade dem kigge på sagerne.

Tchaikovsky benytter sig af forvarsler i passende grad. “Senere opdagede jeg, at den bemærkning var vigtig.” Fint nok. Der er også masser af humor.

Regimet derhjemme har i øvrigt forelsket sig noget, der egentlig er religiøst. “Okay, evolution, fint, hvis du synes, så siger vi det. Men vi kan jo godt blive enige om, at vi er det ypperlige resultat af evolutionen, ikke? At det optimale for intelligente væsener er 2 arme, 2 ben, 2 øjne osv., ikke?” Den indstilling gør det lidt besværligt at fatte, at livet på Kiln måske er indrettet anderledes. At noget, vi ville kalde parasitter, snarere er højt specialiserede organismer, der samarbejder. At der er mange måder at lave øjne på. Noget af årsagen til, at livet er så farligt for mennesker, er, at disse små organismer også prøver at “flytte ind” hos os. Bo i os. Ligesom den ovenfor nævnte mistanke. Get it?

Bogen tager en interessant drejning hen mod slutningen. I en grad, så det nærmest er en anden fortæller. Det lykkes også at få parret “det håbløse syn på videnskab” og “den ekstremt nysgerrige og nyskabende biologi” sammen.

Citater: “Let me tell you a fable. There’s a thing like a scorpion, and it asks a thing like a frog to carry it across the river. The not-frog is concerned that, halfway across, the not-scorpion will sting it and they’ll both die. But this is Kiln and it doesn’t need to be worried, and soon enough there’ll be some hideous bloody frog-scorpion thing terrorizing the waterways with its poisonous sting.”

“… maths doesn’t give a shit about your indomitable human spirit.”

Er det godt? Jeg var ved at opgive bogen i de første kapitler. Død og trusler om død til højre og venstre i lange baner. Heldigvis gik det lidt over, men jeg kan stadig huske det, og tror stadig, at starten kunne have været skrevet bedre. 👽👽☠️

En troldkvinde kalder

Anmeldelse af A Sorcerer Comes to Call, af #TKingfisher. Roman. 2024. Hugo-finalist.

Skitse: Evangeline er en troldkvinde. Hendes 14-årige datter Cordelia bliver rutinemæssigt dirigeret rundt af mors usynlige hånd, fx når Cordelia med vold og magt skal sidde stille under gudstjenesten. Nu har Evangeline store planer: en rig ægtemand til sig selv og en endnu rigere til datteren. Hester, der er søster til en ældre ungkarl, bliver mistænksom ved deres første møde.

Er det science fiction? Nej da.

Temaer: Den her historie kunne også være startet: Evangeline er en alkoholiker. Hun har brug for kontrol, og hun er lunefuld. — Selvom hun kan magi, så er hun langt fra almægtig. Hun glemmer, at Cordelias krop skal have pauser, og hun er ikke nogen god skuespiller.

Den 14-årige datter har mange gode grunde til at ønske frihed.

Den her version af magi har sine egne spændende regler. Det er fx et problem for Evangeline, at en evt. trolddom brugt mod en forlovet ville blive brudt ved brylluppet. Så hun kan ikke bare fremtrylle kærlighed. På den anden side er det en stor fordel, at trolddom ikke er anerkendt. Det er højst noget kortspillere og hestehandlere bruger til at snyde lidt, tror man.

Hester har sit eget plot. Hun er aldrig blevet gift. Måske er det på tide, når man er 51, at ændre på det?

Citat: “All those classes on proper etiquette for hostesses and they never mentioned what one is supposed to do after a murder.”

Er det godt? Ja! Jeg fløj gennem den. 👽👽👽

Hugo-kortromaner

Er der dog aldrig nogen, der vil kigge på Hugo-kortromanerne? 😉

ISFDBISFDBMigKarakter
Navigational EntanglementsAliette de BodardSammenfiltret navigation👽👽☠️
The Brides of High HillNghi VoBrudene fra Høj Bakke👽👽☠️
The Butcher of the ForestPremee MohamedSkovslagteren👽👽☠️
The Practice, the Horizon, and the ChainSofia SamatarPraksis, horisont, kæde👽👽☠️
The Tusks of ExtinctionRay NaylerUdryddelsesstødtand👽👽☠️
What Feasts at NightT. KingfisherNattefråds👽👽☠️

Det var dog jammerligt. Hm. Det må blive brudene.

Nattefråds

Anmeldelse af What Feasts at Night, af #TKingfisher. Kortroman. 2024. Hugo-finalist.

Skitse: Easton er primært soldat, men de har også arvet en hytte i skoven, hjemme i Gallacien, der nu skal lejes ud til en britisk veninde. Det er lidt mystisk, hvorfor ham, der plejer at passe hytten, ikke har forberedt den. Vi er før år 1900.

Er det science fiction? Njej. Der er noget snak om, at nedenunder overtro kan der gemme sig fænomener, der kan forstås og forklares, men … nej. Fantasy/horror.

Temaer: Det fylder meget, det der med at have været soldat.

Så skal vi jo også have opklaret, hvad der er med den der hytte. Der er en overtro om et væsen som en slags mareridt, som kan stjæle ens åndedræt. Så er der noget med kulde. Og stilhed.

Så er der stedord af mange slags. Easton har selv et “sæt”, der blev taget i brug, da de var 14. Præsten har selvfølgelig dem, professionen medfører. Osv.

Så er der anmassende bemærkninger, der vist knytter sig til en tidligere historie i den her serie. Madeline Usher vil virkelig gerne være med her også. Kluntet.

Citat: “I sometimes think the fundamental disconnect with civilians is that they think a war is an event, something neatly bounded on either end by dates. What anyone who’s lived through one can tell you is that it’s actually a place. You’re there and then you leave, but places don’t stop existing just because you aren’t looking at them.”

Er det godt? Hm. Nej. Der er bl.a. en enke, der er frygtelig irriterende. 👽👽☠️

Udryddelsesstødtand

Anmeldelse af The Tusks of Extinction, af #RayNayler. Kortroman. 2024. Hugo-finalist.

Skitse: Damira følger et spor af blod med sin mammutsnabel. Damira besøger et sted med døde elefanter og er klar med riflen, hvis krybskytterne stadig er der.

Er det science fiction? Ja. Der er en god forklaring på det der med Damira.

Temaer: Vi følger primært en gruppe mammutter (de er blevet genskabt), en sjælden “lovlig” jæger og en gruppe krybskytter. Krybskytteri er forkert, okay? Men man gør jo, hvad man kan, for at stoppe eller begrænse det.

Er det godt? Mja. Fungerer okay. Der var dog en kliche hen mod slutningen. Og effekten af “hvad er der med Damira?” holdt ikke hele historien. 👽👽☠️

Praksis, horisont, kæde

Anmeldelse af The Practice, the Horizon, and the Chain, af #SofiaSamatar. Kortroman. 2024. Hugo-finalist.

Skitse: I midten af rumskibet er lastrummet, hvor man arbejder under brutale forhold og har en kæde på det ene ben. Højere oppe (eller ude ved kanten) er der en anden gruppe, dem med en lille fodlænke. Og så er der en gruppe, der slet ikke er en gruppe, men navngivne individer. Kvinden har fodlænke, og hendes far havde kæde. Måske er det derfor, hun prøver at få en dygtig dreng op fra lastrummet, så han kan få et bedre liv.

Er det science fiction? Ja. Omend med en slags psi-kræfter.

Temaer: Oppe og nede, kæder og frihed, klasser, kapitalisme osv.

En profet. Kommunikation via fodlænkerne. Telepati? Og det danner nye kæder og netværk. Ligesom der er bånd til fortiden.

Er det godt? Hm. Jeg kunne ikke helt få det til at give mening. Hvad er formålet med rumskib? Transport? Minedrift? 👽👽☠️

Skovslagteren

Anmeldelse af The Butcher of the Forest, af #PremeeMohamed. Kortroman. 2024. Hugo-finalist.

Skitse: En tyran hersker over et stort område, men bor lige i nærheden af fortælleren, Veris. En alt for tidlig morgen bliver hun hentet. Tyrannens 2 børn er gået ind i den magiske skov, og hun er den eneste, der (måske) kan hente dem ud igen.

Er det science fiction? Nix. Fantasy.

Temaer: Der er kun ganske få regler i skoven, så rigtig meget handler om mavefornemmelse. For den sags skyld er der ikke en tydelig grænse mellem den magiske del af skoven og resten.

Veris prøver at passe på, at hun tænker “rigtigt”. Dels fordi det er sikrere, dels fordi “forkerte” tanker kan være et symptom på magisk indflydelse.

Er det godt? Hm. I sidste ende lander vi i midten. 👽👽☠️

#ThisWeeksFiddler, 20250711

This week the #puzzle is: Can You Hack #Bowling? #minimum #maximum #permutations

If you knock down 100 pins over the course of a game [of bowling], you are guaranteed to have a score that’s at least 100. But what’s the minimum total number of pins you need to knock down such that you can attain a score of at least 100?

And for extra credit:

You and your opponent each play a single game in which you both knock down the same number of pins. However, your scores are quite different.
Your opponent remarks, “Given only the information that we knocked down the same number of pins in our two games, there’s no way the difference between our scores could have been any greater!”
What is this difference between your two scores?

Can You Hack Bowling?

Highlight to reveal (possibly incorrect) solution:

And for extra credit:

Program

Brudene fra Høj Bakke

Anmeldelse af The Brides of High Hill, af #NghiVo. Kortroman. 2024. Hugo-finalist.

Skitse: Chih er stadig på farten for at indsamle fortællinger. Lige nu har de dog slået følge med et selskab, der er på vej til forhandlinger. Hvis alt går godt, så skal familiens datter giftes med en højtstående mand.

Er det science fiction? Nej, fantasy.

Temaer: Vi får med det samme at vide, at alt er historier. Chih er hele tiden på jagt efter nye historier. Omend det hindrer arbejdet lidt, at deres ledsager, en fugl med perfekt hukommelse, ikke er der. Både “alt er historier” og fuglen spiller store roller.

Der er noget på færde. Der er noget lusk med den potentielle gom. Der er i det hele taget lusk. Spørgsmålet er så, hvor hårdt skal luskebukse straffes?

Er det godt? Mja. Jeg blev overrasket over slutningen, måske specielt fordi jeg troede, vi var på vej over i en kliche. Men, æh, nej. Ikke topkarakter. 👽👽☠️