Hugo-sæsonen er i gang! Så lad os få sammenlignet nogle finalister.

“The Mimicking of Known Successes” er bare så charmerende. Og den passer virkelig godt til mit “prøve at regne ud hvad der foregår”-gen. Så den får topplacering.

Anmeldelse af “Thornhedge“, af T. Kingfisher. Kortroman. 2023. Hugo-finalist.

Skitse: Hey, den her kender jeg! Der er en prinsesse, og en barnedåb, og magi, og så sover prinsessen 100 år mindst, og så kommer der en prins, og … Bortset fra, at det alligevel ikke helt er sådan, det er. Det er både anderledes og meget mere indviklet.

Er det science fiction? Fantasy.

Temaer: Jeg ved egentlig ikke, om den her genre hedder noget, hvor man genfortæller et eventyr (typisk), dels som mere almindelig fiktion, med fokus på karakterer, motivationer osv., dels i en noget længere form. Men det er i hvert fald sådan en, vi har fat i her. Tænk Wicked.

I den her version er der ikke kun en hæk, der er også hende, der lavede hækken. Og som udgangspunkt kan hun ikke lide, at der er en seriøs indtrængende. (Måske er det meget praktisk, vi ikke skal have en talende hæk?) Hun havde egentlig håbet, at folk simpelthen havde glemt stedet. Selv historier dør en dag, ikke?

Vi er ret solidt plantet i tid og sted. Der er reference til danskere! Og til pesten.

Der er nogle gode formuleringer undervejs. “Vi får ikke altid de valg, vi ønsker.” “Jeg kunne ikke få hende til at forstå, at verden faktisk eksisterede.”

Både indtrængeren og magibrugeren er meget usikre på sig selv og siger undskyld hele tiden. Cute.

Er det godt? Der er en lillebitte ting, hvor jeg ikke helt kan finde ud af, hvor længe tjørnehækken har været der. Og det her er endnu en historie, hvor plottet til dels drives af, at en hovedperson meget længe lader være med at sige noget bestemt. Ellers er sproget letflydende og behageligt. Og svarene på de løbende spørgsmål kommer i et godt tempo. Jo, den er god nok. 👽👽👽

Note: Hugo

Anmeldelse af “The Mimicking of Known Successes”, af Malka Older. Kortroman. 2023. Hugo-finalist.

Skitse: Vi er et sted, hvor man på en jernbanestation kan forsvinde, uden at nogen ser det. Måske hoppede han selv ud, ned i gassen nedenunder? Eller han blev skubbet? Sagen skal selvfølgelig efterforskes. I mellemtiden kan jeg, læseren, undre mig over en verden, hvor alt liv foregår på ringe, der vist følger længde- og breddegrader.

Er det science fiction? Jeps.

Temaer: Det her er en rigtig krimi. Hvad er der overhovedet sket? Hvem gjorde det? Samtidig er verden også mystisk. Hvor er vi? Hvad er relationen til vores Jord? Er de der personer mennesker? Hvad er der med de der kæmpestore ringe? Og gassen? Hvad betyder klassisk og moderne her? Og, nå ja, ikke fordi det er altafgørende, men … hvad køn er fortælleren?

Der er noget gammeldags her. Gaslamper. Ikke ret mange telefoner. Sproget virker også lidt formelt.

Fortælleren, Pleiti, er akademiker. Detektiven (?) hedder Mossa. De var kærester, da de studerede. Der er lidt Holmes og Watson over det.

Og så er der også en kat i en birolle.

Er det godt? Rigtig godt. Jeg drønede gennem historien, fordi jeg var spændt på, hvad svarene på alle spørgsmålene kunne være. 👽👽👽

Anmeldelse af “Seeds of Mercury“, af 王晋康 (Wang Jinkang). Kortroman. 2023. Hugo-finalist.

Skitse: Han lever egentlig et godt liv. God kone. God søn. Godt firma. God formue. En dag dukker en sagfører så op for at fortælle noget om en afdød tante og hvad hun efterlod. I første omgang en notesbog.

Er det science fiction? Ja.

Temaer: Det er en lille spoiler at fortælle videre. Så er du advaret.

Tanten skabte liv, der er baseret på tin og silicium og sådan noget. Det kræver derfor også høje temperaturer, så i hvert fald nogle af stofferne er flydende. Arven er bl.a. at lade dette liv fortsætte og udvikle sig.

Teksten skifter mellem denne tråd og så en tråd langt inde i fremtiden, hvor udviklingen har ført til intelligens og bevidsthed. Hurra!

Hovedpersonen viste som barn interesse for bl.a. videnskab, men blev siden forretningsmand. Han er tilfreds med at vende tilbage til dette område. Det kræver nemlig noget viden at varetage arven.

Der er noget med familie. At hvis man skaber liv, så tager man også ansvar for det liv, passer på det.

Er det godt? Mja.

Min første forhindring er, at det ikke er så godt oversat. Der er stavefejl og underlig grammatik. Hist og her burde der også have været fodnoter eller sådan noget, fordi jeg ved ikke, om en given sætning er et ordsprog. Er “det første bud”, “Though [sic] shalt not drop dead” bevidst morsom? Jeg prøver at abstrahere fra det, men det er svært.

Dernæst er der heldigvis elementer, jeg finder originale. Men der er også gamle travere. Så … 👽👽💀

Anmeldelse af “Rose/House”, af Arkady Martine. Kortroman. 2023. Hugo-finalist.

Skitse: En verdensberømt arkitekt har efterladt sit sidste mesterværk, et AI-hus, til en tidligere elev. Selv hun har dog kun adgang til huset en uge om året, og hun kan ikke lide at være der. Nu er der dog brug for hende, fordi der tilsyneladende er sket et mord i huset.

Er det science fiction? Ja. Men der er også noget horror her.

Temaer: Krimi, selvfølgelig. Politiet efterforsker sagen. Efter bogen?

Stemning. Meget Stemning. Undskyld, jeg prøver lige igen. STEMNING. Lyde og fornemmelser og tanker og ih, er det ikke uhyggeligt? Man siger, at huset er hjemsøgt. Husets stemme er neutral, men på en eller anden måde er den også drillende, eller overlegen, eller 1000 andre ting.

Er det godt? Ih altså, al den STEMNING. Ikke lige mig. Og skal der være så mange repetitioner? Krimi-delen har en tilfredsstillende løsning. 👽👽💀

Anmeldelse af “Mammoths at the Gates”, af Nghi Vo. Kortroman. 2023. Hugo-finalist.

Skitse: En præst vender hjem efter 4 år. Det er godt at passe sit arbejde, indsamle historier. Men det er også godt at komme hjem og få alle historierne puttet i arkivet. Få sin livret. Snakke med vennerne. Æh. Hilse på mammutterne foran porten?

Er det science fiction? Nix, fantasy. Talende fugle.

Temaer: Alt det her med historier fylder en del. Der er en konflikt, fordi den øverste præst er død og familien nu vil have liget udleveret. Undervejs kommer vi gennem en ceremoni, hvor de efterladte fortæller historier om afdøde. Nice.

Præsterne arbejder sammen med fugle, der kan tale og ikke mindst lytte og huske. Og apropos samarbejde, så er der nogle idealer her, accept, mildhed osv., der gør samarbejdet både internt og med resten af verden, lidt lettere. Noget med at besvare vold og trusler med smil. Og der er rigelig mulighed for at udforske det, når en mammut kommer trampende.

Er det godt? Udover at jeg snubler over navnene (kinesiske?), fordi jeg ikke er sikker på udtalen, så virker det her for mig. 👽👽👽

Anmeldelse af “Life Does Not Allow Us to Meet”, af 何夕 (He Xi). Kortroman. 2023. Hugo-finalist.

Skitse: 2 unge mennesker har vist sig at være de ypperste kandidater til at blive astronauter i den her omgang. Nu tager de forskud på glæderne ved at bryde ind i et arkiv, så de kan blive klogere på det næste trin. De bliver dog afbrudt af deres guide. Så nu taler de i stedet om planeterne derude, rumskibe med ormehulsteknologi osv.

Er det science fiction? Ja.

Temaer: Udover det allerede nævnte, så er en del af historien også, at guiden i sin tid var ved at blive forelsket, men de var astronauter og skulle på forskellige missioner, så det blev der ikke noget af.

Er det godt? Jeg læste den ærligt talt ikke i sin helhed. Så meget tell, så lidt show. Så mange infodumps. Jeg tror egentlig, oversættelsen er okay. Så det er kun noget, som vi (i den vestlige verden) finder gammeldags. 👽💀💀

Tingene må være faldet lidt bedre den her gang med min kalender. Jeg var i hvert fald ikke i tvivl om, at jeg skulle besøge Fantasticon, afholdt på Blågårds Plads.

Allerede ved døren var der en lille oplevelse. Jeg var fulgtes med formanden (2016-) for SFC, Niels Dalgaard, bedre kendt som min kæreste, og Lea Thume, tidligere formand (2011-13). Og der stod Knud Larn så, også tidligere formand (2008-09). Det skulle vi da lige have et billede af.

SFC’s stand stod klar, og selvom jeg i den forbindelse bare er påhæng, så måtte jeg godt sidde der lidt. Således kunne jeg deltage i en lille snak om, at SFC fylder 50 år 9/6, og at Anders And samme dag fylder 90. Omend han officielt er 20, så det må være noget med at han altid er 19 og “et par måneder”. Hej, Mogens.

Så trissede jeg hen til åbningsceremoni. Jesper Rugård startede med at byde velkommen og lidt praktisk (og munter) information. Såsom: Jeg kunne ikke finde et billede af den her bygning, så her er et billede af kirken.

Og så var der fri snak om udødelighed. Jane Mondrup interviewede æresgæsterne Catherynne M. Valente og Domonic Mitchell. Mitchell har bl.a. været forfatter på Westworld. Han bidrog med, at bevidsthed måske opstår, når man erkender sin dødelighed. Valente har humoristisk sans, dejligt.

Bagefter var der lejlighed til at få Valentes autograf. Jeg havde Massachusetts-havet med, så “Fremtiden er blå” kunne blive pyntet lidt. Desværre var det noget med at stå i kø, så mine ben blev noget trætte. Jeg er helt med på, at hun gerne vil signere hver enkelts medbragte stak og også sludre lidt. Jeg er med på det. Mine ben er ikke.

Så var det tid til frokost. Vi fandt et sted i nærheden med prisbelønnede falafler! 👍🏻

Så tilbage for at høre GoH-interviewet med Valente.

Det er en af de der forfattere, hvor jeg har en stærk fornemmelse af, at jeg har læst noget af hende. Men hvad? Det var først bagefter jeg fik søgt mig frem til Trappevid og Amerikas synd. Jeg har også læst “The Difference Between Love and Time” (gratis online). Og ganske sikkert mere, jeg ikke lige kan huske. Og så fik jeg noteret et par titler.

Okay så. Tilbage til det store område, hvor der var bøger til salg, café og sådan bare mulighed for at sidde. Jeg havde brug for krølle mig sammen om en bog et blødt og stille sted. I stedet var der livlig snak. Pladsen var der også gang i, med en fest med musik og hoppeborg osv. Jeg kunne ikke lige se, hvordan jeg skulle finde et rart sted der. Så jeg endte med at stavre hjem, et par timer tidligere end planlagt.

Men jeg var med! Og jeg fik hilst på alle mulige.

ETA: Mine eyes have been opened by Tom Keith.

This week the question is: Can You Win at Non-Traditional Blackjack?

You’re playing a modified version of blackjack, where the deck consists of exactly 10 cards numbered 1 through 10. Unlike traditional blackjack, in which the ace can count as 1 or 11, the 1 here always has a value of 1.

You shuffle the deck so the order of the cards is completely random, after which you draw one card at a time. You keep drawing until the sum of your drawn cards is at least 21. If the sum is exactly 21, you win! But if the sum is greater than 21, you “bust,” or lose.

What are your chances of winning, that is, of drawing a sum that is exactly 21?

And for extra credit:

You’re playing the same modified version of blackjack again, but this time, whenever there’s even the slightest chance you could bust on the next card, you quit the round and start over. On average, how many rounds should you expect to start until you finally win?

Highlight to reveal solution:

In short: I find all the possible card combinations, and add together their probabilities. One possible combination is 1+2+3+4+5+6. It’s the only possible one with 6 cards. So its probability is 1/(10*9*8*7*6*5). (I can draw these 6 cards in 10*9*8*7*6*5 different ways, depending on their order.) Another possible combination is 1+2+3+5+10. It turns out, there are 9 different combinations with 5 cards. Their combined probability is 9/(10*9*8*7*6*5). Notice that these 2 cases (5 cards and 6 cards) aren’t overlapping. Like, one of the 5 card combinations can’t be combined with 1 more card into a 6 card combination, because we already hit the right sum with 5 cards. So we can safely add these probabilities together. If I keep going in this way, the resulting probability is 1996/151200 or approximately 0.013. Assumption: that I listed all the possible combinations.

My program solution gets a wildly different result. Sigh.

And for extra credit:

If there’s the slightest chance of busting, I start over. This translates to:

1. The sum is 10 or less, and I can’t reach 21 with 1 more card, but I keep going.
2. The sum is 11, and I can reach 21, if I draw a 10.
3. The sum is 12 or more, and I stop.

Case 1 turns into either case 2 or 3, depending on the next card. My only chance of winning is case 2, drawing a 10. This case reduces to: What is my chance of getting the sum 11, and then drawing a 10? After some calculations, the result is 193/30240, or approximately 1/157. On average, I have to play 157 games to win.

And again, my program says otherwise. Hmf.

Addendum: In both puzzles I forgot that, e.g., the card combination (2,9) can also be (9,2), so I need to multiply by 2! in this case. Also in extra credit I forgot the valid combinations (before drawing the final card) (2,4,5) and (2,10), the latter followed by a 9. Sigh. Updated calculations for puzzle and extra credit .

This week the question is: When Is a Triangle Like a Circle?

… let’s define the term “differential radius.” The differential radius r of a shape with area A and perimeter P (both functions of r) has the property that dA/dr = P. (Note that A always scales with r2 and P always scales with r.)

For example, consider a square with side length s. Its differential radius is r = s/2. The square’s area is s2, or 4r2, and its perimeter is 4s, or 8r. Sure enough, dA/dr = d(4r2)/dr = 8r = P.

What is the differential radius of an equilateral triangle with side length s?

Highlight to reveal solution:

I pretty much just worked through equations for equilateral triangles. I also assumed r = a * s. In other words, a simple relationship. After some calculations, I got r = s / (2 * √3).