Anmeldelse af “The Ministry of Time”, af #KalianeBradley. Roman. 2024. Hugo-finalist.

Skitse: Hovedpersonens job er at være sammen med Graham, der ifølge historiebøgerne døde oppe nordpå i 1847, men altså i virkeligheden blev hentet til vores tid med en tidsmaskine. Der er meget at lære i den situation og mulighed for flere forskellige slags sammenbrud, så det skal også passes og observeres. Jobtitel: bro.

Er det science fiction? Ja.

Temaer: Broen har på egen krop oplevet, at fremmede i UK kan have flere forskellige navne. Er man flygtning? Er en tidsrejsende, der ikke kan tage hjem, flygtning? Bliver man ramt af fordomme? Er det rimeligt, at ens nye hjem kræver 100 % tilpasning? Er det bare professionelt, når de ansatte i ministeriet kalder ham 1847? Kan man være flygtning i sit eget land? Hvad er der med Khmer Rouge? Og Holocaust? Der er mange spørgsmål, og i nogle tilfælde også flere svar.

Graham støder sig selvfølgelig på tiden. Det er fx mirakuløst og meget trygt, at Spotify kan spille klassisk musik. Det er svært at vænne sig til dating og kvinders bare ben. Han rødmer regelmæssigt. Der er andre tidsrejsende, der umiddelbart ikke ønsker at holde op med at bruge diverse ord, der i dag virker voldsomt stødende.

Et biprodukt af situationen er, at Graham ikke rigtig må lave noget og derfor keder sig. Han er også vant til at være sammen med mænd, og den kvindelige bro er ikke helt det samme. Til gengæld tænder hun på en fyr, der virker som en helt.

Graham, broen og forfatteren har humoristisk sans og er ikke bange for at bruge den. Graham kalder dukkerne på Sesame Street for ugudelige vederstyggeligheder. Broen omtaler en pedantisk tirsdag.

På et tidspunkt bliver det hele mere kompliceret. Nogle af de ansatte i ministeriet er spioner og sabotører. Men for hvem? Og kan det virkelig passe, at broens chef, Adela, har et meget foranderligt ansigt?

Er det fair, at ministeriet kræver absolut tilpasning fra Grahams side? I mindre målestok, kan broen 100 % kontrollere, hvordan Graham ser hende? Kan hun også kræve, at deres forhold er på hendes vilkår?

Der er små forvarsler. “Senere tænker jeg meget på dette øjeblik.” Sådan noget. Lidt krydderi.

Er det godt? Den er let læst, jeg strøg lige igennem den, spændt på slutningen, deriblandt om Graham og broen får hinanden. Der er humor og leg med sproget. Der er meget alvorlige spørgsmål. Den ramte godt. 👽👽👽