Anmeldelse af Someone You Can Build a Nest In, af #JohnWiswell. Roman. 2024. Hugo-finalist.

Skitse: Shesheshen er et monster. Lokalt kalder man hende en wyrm, fordi der ikke rigtig bliver skelnet mellem forskellige slags. Egentlig er hun i vinterhi, men så kommer nogle fjollede fyre for at slå hende ihjel. Suk.

Er det science fiction?. Nix. Masser af magi.

Temaer: Hun tænker jævnligt på sin (klamme) mor og far. Sidstnævnte var hendes første måltid.

Hun kan forklæde sig som menneske, bl.a. ved at absorbere knogler i sit (klamme) kød.

Efter de fjollede fyre så nogenlunde er afværget, så beslutter hun sig for at besøge den nærliggende landsby. Hun er nemlig sulten. På en eller anden måde får hun i stedet en kæreste? Og forstår meget bedre folk omkring sig?

Citat: “Romance was awful. She couldn’t even do something as simple as murdering rude people anymore.”

Er det godt? Ærligt talt stoppede jeg ca. 1/3 inde. Der var ikke rigtig noget her, der for alvor interesserede mig. 👽☠️☠️