Anmeldelse af What Feasts at Night, af #TKingfisher. Kortroman. 2024. Hugo-finalist.

Skitse: Easton er primært soldat, men de har også arvet en hytte i skoven, hjemme i Gallacien, der nu skal lejes ud til en britisk veninde. Det er lidt mystisk, hvorfor ham, der plejer at passe hytten, ikke har forberedt den. Vi er før år 1900.

Er det science fiction? Njej. Der er noget snak om, at nedenunder overtro kan der gemme sig fænomener, der kan forstås og forklares, men … nej. Fantasy/horror.

Temaer: Det fylder meget, det der med at have været soldat.

Så skal vi jo også have opklaret, hvad der er med den der hytte. Der er en overtro om et væsen som en slags mareridt, som kan stjæle ens åndedræt. Så er der noget med kulde. Og stilhed.

Så er der stedord af mange slags. Easton har selv et “sæt”, der blev taget i brug, da de var 14. Præsten har selvfølgelig dem, professionen medfører. Osv.

Så er der anmassende bemærkninger, der vist knytter sig til en tidligere historie i den her serie. Madeline Usher vil virkelig gerne være med her også. Kluntet.

Citat: “I sometimes think the fundamental disconnect with civilians is that they think a war is an event, something neatly bounded on either end by dates. What anyone who’s lived through one can tell you is that it’s actually a place. You’re there and then you leave, but places don’t stop existing just because you aren’t looking at them.”

Er det godt? Hm. Nej. Der er bl.a. en enke, der er frygtelig irriterende. 👽👽☠️