Anmeldelse af “Loneliness Universe” (gratis), af Eugenia Triantafyllou. (Link nedenfor.) Langnovelle. 2024. Hugo-finalist.

Skitse: Nefeli beslutter at kontakte en gammel ven, hun ikke rigtig har forbindelse med mere. De aftaler at mødes ved et busstoppested, men et eller andet går galt.

Er det science fiction? Det er jo lidt en fortolkning. Men svaret kan godt være ja.

Temaer: Nefeli oplever i stigende grad, at hun ikke kan være i stue sammen med sine venner og bekendte. Helt bogstaveligt. Hun kan sende en tekst-besked til sin bror, og hun kan spise de chips, han lige har lagt på bordet, men derudover er det, som om han lige har forladt lokalet. For ham er det, som om hun lige er gået.

Fænomenet spreder sig, og videnskabsfolk prøver at finde årsagen. Nefeli har også et bud.

Det er her, det muligvis mere bliver symbolsk det hele. At dagsordenen er at skælde ud på folk, der fysisk er sammen, men faktisk har næsen i mobilen, hver for sig.

Er det godt? Jeg var spændt på slutningen, på opklaringen. Som altid er det lidt irriterende, når fortolkningen ikke er entydig. 👽👽☠️

***

“Loneliness Universe”, Eugenia Triantafyllou