Anmeldelse af A Power Unbound, af Freya Marske. Roman, del af serie. 2023. Hugo-finalist.

Før vi begynder. De 3 bøger i serien har visse stærke træk tilfælles. Trilogien som sådan er én lang mission. Der er 3 magiske dimser, og i hver bog går jagten på én af dem. Vi får undervejs samlet en gruppe unge mennesker. I hver bog finder et par sammen, den ene en (nuværende eller tidligere) magiker, den anden umiddelbart ikke. Edwin er ikke nogen stor magiker, Robin bliver ret tilfældigt rodet ind i missionen. Edwin ~ Robin. Edwin kender (Jack) Hawthorn, tidligere magiker. Robin har en søster, Maud. Jack kender Violet, magiker, og sammen render de på Maud, bl.a. fordi Violet også er blevet viklet ind i missionen. Trioen render i øvrigt også ind i Alan. Maud ~ Violet. Oveni er der Adelaide, der er Robins sekretær, men hun er lidt mere på sidelinjen.

Skitse: Alan er sådan set ikke del af holdet, men da han stikker hovedet ind, så kan de sagtens finde på noget at bruge ham til. Jagten på den tredje dims er nemlig koncentreret om det hus, Violet har arvet. De gode leder huset igennem fra kælder til kvist. De onde prøver at bryde ind, for at gøre det samme. Jack og Alan sender absolut ikke intense blikke til hinanden, nej nej.

Er det science fiction? Selvfølgelig ikke.

Temaer: Hvor Robin og Edwin er noget med tillid, som i hvert fald en af dem har meget svært ved, og Violet og Maud er noget med at være ærlig og legesyg, så havner Alan og Jack i små rollespil.

Jack har meget lidt kontakt med nogen, inklusive familien. Alan er derimod tæt på sin halvstore og voksende familie. Til gengæld har de en “hobby” tilfælles, og de opdager, at de på sin vis har kendt hinanden længe.

Den ønskeliste, jeg har nævnt før, bliver fortsat krydset af. I et enkelt tilfælde irriterer det mig lidt.

Er det godt? Tja. Jeg kan lidt bedre lide den end nr. 2. Der var både overraskelser og absolut forudsigelige hændelser. Der var nogle virkelig mærkelige sætninger, se nedenfor. Alligevel vil jeg sige: 👽👽👽

Note: Så mange citater! Efterordet snakker om, at den her bog blev lavet forrygende hurtigt. Det kan til tider mærkes.

“Jack slipped his much-thumbed copy of Bootblacks and Groundskeepers into an inner pocket of his jacket to read on the train. He also bought a newspaper to disguise it in, on the slim chance that any of the other denizens of his first-class compartment on a midweek train heading to the southeastern corner of Essex were also readers of the Roman. … He had the compartment to himself after changing to the older, pokier car of the local line.”

“The blue eyes he’d inherited regarded him thoughtfully, hungrily, from within his mother’s face.”

“I stole opportunity. If the world were different, I wouldn’t have had to, but it’s the way it is, and so I’ve been scared my whole life and angry for even longer.”

“Oliver made a noise of outraged pride, but all of Jack’s eyes were for the way Alan’s face came alive with challenge.”

“They’d set out today to be ahead by two pieces and had instead lost all of them in a handful of minutes.” (Start: 1-1. Goal: 2-1. End: 0-3.)

“He did what everyone else was doing: racing full-tilt towards the huge wooden doors out onto the street, which had been flung entirely wide.”

“Alan glared and did not open his mouth in return. He was too busy breathing through it.”