Anmeldelse af A Marvellous Light, af Freya Marske. Roman, del af serie. 2021. Hugo-finalist.

Skitse: Reggie bliver tortureret og myrdet, fordi han kender en kostbar hemmelighed. Robin overtager hans job som den ikke-magiker, der orienterer premierministeren om magiske tiltag. Det kræver samarbejde med den svage magiker Edwin. Årstallet er i øvrigt 1908, og vi er i et miljø, hvor man lige smutter væk fra London og på landstedet i weekenden.

Er det science fiction? Fantasy.

Temaer: Robin og Edwin har på hver deres måde et skidt forhold til deres familie. En registrering af, at de begge er bøsser, udvikler sig til et dybere forhold.

Nogen tror, at Robin også må kende den der hemmelighed, så han bliver belemret med en forbandelse. Edwin kaster sig ud i arbejdet med at prøve at fjerne den.

Allerede de her par linjer skitserer et par ønskelister, Robin og Edwin kunne skrive. Bogen påtager sig at opfylde i hvert fald nogle af ønskerne.

Vi hører lidt om, hvordan magi virker. Hvordan Edwin bruger en snor til at danne figurer mellem hænderne, der bliver til trylleformularer. Hvordan magi er forskellig pga. grænser mellem lande og sprog, og hvordan briterne er bagud. Hvordan de fleste ikke-magikere ikke ved, at magi eksisterer. (Hilsener til Harry Potter?)

Det dukker jævnligt op, at kvinder betragtes som dumme og svage, men snarere er anderledes. Et andet moderne element er samtykke.

Og så et par citater:

“Afterwards, they were shown up to rooms that had the musty and faintly surprised air of places where the dustcovers had only just been whisked off the furniture.”

“Edwin didn’t care for this warm-voiced near-stranger’s opinion either; he didn’t, but surely he was allowed to hate that Hawthorn had made Edwin’s inferiority so clear right in front of the man’s face. And now they were headed to a place where that inferiority would be made even more obvious.”

“Robin managed to hold his tongue on something truly unwise like You look like a Turner painting and I want to learn your textures with my fingertips. You are the most fascinating thing in this beautiful house. I’d like to introduce my fists to whoever taught you to stop talking about the things that interest you. Those were not things one blurted out to a friend. They were their own cradles of magic, an expression of the desire to transform one thing into another. And what if the magic went awry?”

Er det godt? Jeg skulle lige i gang, men så blev det dejligt. Både hovedpersonerne og fortælleren kan spinde en smuk og/eller overraskende sætning. Den gryende kærlighed har bl.a. nogle smukke øjeblikke, hvor parterne egentlig bare taler sammen, men stemningen er meget intim. Mums. 👽👽👽

Note: Det her er første bind i en trilogi, der altså var finalist til en Hugo for bedste serie. Jeg har ikke specielt god adgang til resten af finalisterne.