Som læser af science fiction er jeg vant til at blive misforstået. Der er ikke så mange læsere, men til gengæld ganske mange med meninger om genren.

Som udgangspunkt finder jeg det positivt, når Kim Skotte i “Sci-fi er litteraturens fremtidslaboratorium” (paywall), kultursektionen af Politiken, 11/8, slår et slag for sf og tager kampen op mod fordommene.

Det havde dog været charmerende, hvis der ikke var så mange faktuelle fejl.

(1) Sf handler angiveligt om “fremtidens teknologier og konfrontationer med fremmede civilisationer”. Men selv når det er tilfældet, så handler den også (primært?) om os selv, lige nu. Når Klodernes kamp (H.G. Wells, 1897) beskriver hærgende, kolonialistiske marsmænd, så handler det (også) om hærgende, kolonialistiske briter. Når Le Guin (Ordet for verden er skov, 1972) skriver om små, grønne mænd, så handler det (også) om krigen i Vietnam. Efter 2. verdenskrig var der en bølge af sf, der beskrev konsekvenserne ved atomkrig. 

Der er således ikke noget nyt i, at sf både handler om sci og why.

(2) Der bliver spurgt, “hvorfor ikke bare betragte sci-fi som litteraturens fremtidslaboratorium?” Som altid, så er så simpel en sætning ikke nuanceret nok. Ja, der bliver skrevet sf, der tager udgangspunkt i sætningerne “hvad nu hvis” eller “hvis det her bliver ved”. Men nogle emner er meget tættere på nutiden eller fortiden. Når Svend Åge Madsen i Se dagens lys (1980) eksperimenterer med tanken om mennesker, der hver morgen vågner op et nyt sted, med et nyt job og en ny familie, så handler det nok ikke om seriøst at foreslå eller frygte sådan et liv, men om nærhed blandt mennesker. Der er også en hel undergenre, der undersøger alternative forløb af historien. The Man in the High Castle (Philip K. Dick, 1962, tv-serie i 2015) går fx ind i, at Hitler kunne have vundet krigen.

I sidste ende er sf en genre med mange forfattere og værker. Lur mig, om der ikke også er mange årsager til at skrive i denne genre, ligesom det gælder andre genrer.

(3) Avatar er i familie med Ordet for verden er skov, ja, men nok mere inspireret af nordamerikanske indianere.

(4) Le Guin var måske visionær. Men hun havde også selv inspirationskilder, som Peter Kropotkin (1842-1921).

(5) ’Bæreposeteorien om fiktion’ og ’Rumhejren’ er essays, ikke noveller.

(6) Jeg kan godt lide ordet element. At ’Rumhejren’ kunne have et sf-element. Nogle elementer er store, andre er små. Jeg er ikke så glad for tanken om, at nogle elementer er figenblade. At de dækker over en eller anden sandhed? Sf behøver ikke at skamme sig over, at fantasifulde fremtider også handler om vores nuværende vilkår. Og jeg tvivler stærkt på, at Le Guin havde behov for figenblade af nogen art, hun slår mig ikke som den snedige eller frygtsomme type på den måde.

(7) Mere worldbuilding i sf? Oh dear. Worldbuilding er skam allerede et populært begreb i sf, og har været det i mange år. Selvfølgelig indgår der sådan en teknik, når Le Guin beskriver de små, grønne mænd og deres planet, og for den sags skyld også menneskene. Eller når marsmænd prøver at erobre Jorden. Det interessante her er i øvrigt, at man nok har brug for sådan noget, hver gang en fremmed kultur bliver præsenteret. Således bliver teknikken også brugt i Drageløberen (Khaled Hosseini, 2003), så os vestlige læsere kan lære noget om bl.a. Afghanistan.

Som sagt er jeg begejstret for indsatsen. Men fakta er også dejlige.