Jeg er primært optaget af akademiker-sporet, og så afleverer jeg scooteren.

Godmorgen! Se mit fine køretøj! Og min vindblæste kjole!

Jeg får set 2,5 programpunkt, hvor akademikere holder små foredrag. Og det er bare godt! Jeg får ny viden i hovedet. Og nogen har fundet ud af at forhindre “taler med 180 i timen + endeløse slides med småbitte bogstaver”. Yes! Så jeg nyder oplæsningen af et upubliceret sprog, Le Guin opfandt, og små sf-film, der er 100 år gamle, og forfærdelige kønsroller efter Anden Verdenskrig og andet godt. Den største forhindring er accenter, som jeg ikke er vant til. Det sidste tilfælde af disse sender mig for tidligt tilbage til hotellet. Av mit hoved.

Før punkt 1. Inklusive et sjældent kig på en vildfaren slide:

En interessant bog:

En kvinde, der bl.a. forsøgte at lære folk noget om radioaktiv stråling:

En tidlig sf-filmskaber, Segundo de Chomón, her repræsenteret med et link til filmene:

Så er der et punkt om en ordbog, hvor jeg lærer et par nye ord:

• “Frogging” is a knit/crochet term for ripping out your knitting and starting over to correct a mistake. Why is it called “frogging” you ask? Because you “rip it, rip it”…
• There are three basic methods for correcting your knitting mistakes: You can unravel, sometimes called frogging, you can ladder down, or you can undo stitches, one at a time. The latter is usually called to tink because you are knitting backwards, and tink is knit spelled backwards.

Noget med at tale med dyr:

Opfundne sprog skriblet i en bog – det var fantastisk at høre dem læst op:

Der blev også stillet skarpt på computerkopier af mennesker:

Så er der et lidt lettere punkt med et kig bag kulisserne på tidligere Worldcons. Masser af gode historier! Jeg synes ikke rigtig, der kom nogen lig på bordet. Ikke nogle kasserere, der løb med kassen eller sådan noget. Kun endeløs forståelse for, at folk kan blive trætte og overvældede. Ja, ja. Det er nok fint nok. Kæresten kom desuden med en intelligent kommentar.

Jeg vælger at spise haggis med pommes fritter og pebersovs til frokost. Hvad skal man sige? Det er fuldt ud spiseligt.

Planen er, at scooteren så skal afleveres. Og der er igen noget vrøvl. Hvorfor i alverden vil jeg have en kvittering? Tja. Det er en ret dyr dims, jeg afleverer. Jeg vil ikke hænge på, at nogen andre stjæler den senere.

Det har i øvrigt været lærerigt at være bescooteret.

• Jeg bliver ikke set, fordi mit hoved er meget tættere på gulvet.
• Jeg bliver ikke hørt. Motoren er elektrisk. Hornet er ynkeligt og lyder som en arrig mobil.
• Jeg er tilsyneladende let som en fjer; folk går regelmæssigt ud foran mig, fordi de regner med at kunne nå væk igen. Og så bremser jeg. Suk.

Så hvis jeg skal det her igen bliver det med følgende udstyr:

• Et flag på en pind, så jeg også eksisterer i hovedhøjde.
• Noget larmende musik, mens jeg er i bevægelse i folkemængder! Måske noget Wagner?
• Et rigtigt båthorn. Fordi nogen gange står folk bare helt stille med ryggen til midt på en smal gang.
• Og så en stok eller noget, så jeg kan nå knappen til elevatoren uden at rejse mig.

Vores hotel ligger i nærheden af den såkaldte Rotunda, der har en makker på den anden side af floden. Her er et billede af min finger: