Det her skal være en meget stille dag. Vi får dog registreret os på con’en, så vi bl.a. kan få vores badges, og vi får klaret et par nødvendige indkøb.

SEC eller Scottish Event Campus er lidt svær at finde ud af. Er SEC (der tidligere hed noget lidt andet og blev forkortet SECC, og ja, visse skilte og den nærliggende s-togs-station har ikke opdaget forandringen) 5 haller, en gang og lidt ekstra? Er hotellet Crowne Plaza, som man kan gå lige over til, del af SEC? Hvad med det store auditorium Clyde/Armadillo, der også ligger meget tæt på, også del af SEC? OVO HYDRO ligger også tæt på, og skal måske også regnes med? Nogle kort har alt det her og lidt til med, andre har ikke. Det er svært at få styr på de lokaler, der fx ligger i Crowne Plaza, fordi de ikke er med på kortene.





Nåh. Det lykkes at blive registreret. Her dagen før dagen tager det ingen tid. Men det er så her vi opdager, at der ikke bliver noget trykt program. Vildt meget foregår online. Personligt når jeg aldrig over på Discord, for at småsnakke med andre deltagere. Jeg får online programmet til at virke nogenlunde. Men her render jeg så ind i næste problem. Man kan lave et personligt program ved at “sætte et kryds” ved de interessante punkter. Jeg har dog behov for at sætte mere end en slags kryds.
- Skal afgjort se live.
- Regner med at se online, live.
- Skal måske se det her, fx hvis det skifter tidspunkt.
- Regner med at se online, senere.
Jeg får det vist nogenlunde til at virke. Men altså!
Og så er det tid til indkøb. Og noget slush.

Hotellet vi bor på (Campanile) er lidt længere væk fra SEC (0,5 km?), men ved godt, at vi er her, og lægger også lokale til et par ting. Et lille skilt i receptionen byder velkommen.
