Anmeldelse af Godkiller, af Hannah Kaner. Roman. 2023. Astounding-finalist-forfatter.

Skitse: Kissens far nød godt af at tilbede en havgud. Lige indtil en ildgud fik hidset resten af landsbyen til at brænde familiens hus af, meget specifikt med Kissen og de andre indendørs stadigvæk. Kissen slap som den eneste væk, fordi havguden hjalp.

I et andet slagsmål mellem guder døde det meste af den kongelige familie, så den noget overraskede tronfølger, Arren, forbød guder og religion. Arrens ven, Elogast, var med til at nedkæmpe nogle af guderne; nutildags er han bager. Kissen har fast arbejde med at dræbe guderne, der bliver ved med at poppe op igen.

12-årige Inara er gode venner med guden for hvide løgne, der er lille nok til at gemme sig i hendes tøj. Noget er smittet af: Hun kan se folks auraer.

Er det science fiction? Fantasy.

Temaer: Det var en fejl at forbyde guder. Arren gik for langt med sit forbud. Kissen er primært drevet af hævntørst. Inara demonstrerer, at man godt kan have et godt forhold til en gud.

Er det godt? Altså. Jeg læste en fjerdedel af bogen, og henover et godt stræk var der ingen overraskelser. 👽👽💀