Anmeldelse af To Shape a Dragon’s Breath, af Moniquill Blackgoose. YA-roman. 2023. Lodestar-finalist.

Skitse: Anequs er 15 år gammel. En dag ser hun en drage i ganske kort tid. Dagen efter ser hun et drageæg. Hele landsbyen/øen bliver involveret i at passe på ægget, men da den lille nye drage titter frem, så har Anequs fået en ny makker. I starten går det fint. En drageunge skal have noget at spise og noget søvn, og det er også på dagsordenen at lege. En dag går noget dog ret galt, og dragen ånder på et menneske. Så makkerparret må afsted til fastlandet og storbyen, hvor man kan få en passende uddannelse. Godt nok hos de hvide. Men der er jo ikke rigtig noget valg.

Er det science fiction? Steampunk fantasy. Omend af den type, hvor der også er videnskabelig viden (*), og hvor magi følger faste regler.

Temaer: Anequs er fra en baggrund, hvor man også kan bruge navne som Kasaqua, Niquiat og Masquapaug, og hvor man mest er jæger eller samler, og hvor der bliver fanget sæler og hvaler og ofret tobak. (Nordamerika?) I modsætning hertil, så er de hvide noget med dampskibe og -okser, telegrafer, traktater og fabrikker for dåsemad. I hvert fald på den hvide side hedder tingene noget andet end i vores verden (*) (tysk og nordisk (**) fylder meget i sproget og historien, omend vores sydlige nabo hedder Tyskland og beboerne taler tysklandish), men overskriften “de hvide” holder desværre stadig ret godt. Der er naturligvis racisme mod “de primitive indfødte”.

(*) “Salt is composed of brinesna and grunesna in equal portions.”

(**) “Norsland, Swedeland, and Daneland.”

Anequs kommer fra et meget mere fornuftigt samfund. De er ikke rige, i hvert fald ikke i de hvides valuta. Men de er egentlig heller ikke fattige; der bliver sørget for, at ingen sulter. Hun synes, det er underligt, at der i byen gøres forskel på kønnene, at der er behov for anstandsdamer, at lidt større børn kan være ustyrlige, “de lavere klasser” og meget andet.

Anequs lærer sin drages navn, da dragen selv meddeler det til hende, telepatisk. Der er noget over hele det her forløb, der minder mig om Pern-serien af Anne McCaffrey.

Anequs + drage bliver installeret på en kostskole, så hun kan lære dragemagi og sådan noget. Lærerne er dårligt forberedt på, hvad hun kan og ikke kan. Hun får nogle venner, også blandt de udstødte elever. Host, host, Harry Potter, host.

Historier og sange og danse dukker jævnligt op som del af den større fortælling.

Anequs får jævnligt sagt fra, når der er noget galt. Når hendes navn bliver sagt eller skrevet forkert. Når spørgsmålet “ejer du den der drage?” er formuleret forkert. Når man tvivler på, at hun kan læse. Når man ikke vil høre hendes version af massakren på naboøen. Som tiden går, så når hendes sigen-fra i aviserne og resulterer i dødstrusler. Selvfølgelig. Hun virker utroligt sej, selvom hun er ung.

Er det godt? Ja, altså. Anequs har stort set altid ret. Og eftersom rammen er “de hvide og de indfødte”, så har de indfødte altid ret. Jeg er helt med på, at de har masser at klage over, med god ret. Men det ville altså glæde mig, hvis de også en gang imellem havde en eller anden dum tradition, der dybest set ikke giver mening, så hun faktisk også lærer noget sociologisk på den skole. Men nej. Det ægte, autentiske, “uhæmmede” og ukapitalistiske får 99 af 100 point. Det bliver lidt fladt. 👽👽💀

Note: Læst via Netgalley.