Anmeldelse af Abeni’s Song, af P. Djèlí Clark. YA-roman. 2023. Lodestar-finalist.

Skitse: Damju, 12 år gammel, vågner om natten, fordi der er sang. Hun ser (med sit specielle syn) alle de andre børn vandre imod sangen. Nej. Abeni, 12 år gammel, vågner fra en drøm. Det er hendes fødselsdag. Men det bliver en mærkelig og indviklet dag, hvor en heks advarer landsbyen om fare, og hvor alle børnene vandrer imod en sang, bortset fra Abeni, der bliver reddet af heksen.

Er det science fiction? Nix. Fantasy.

Temaer: De voksne bliver også indfanget og bundet og ført væk, og der er stærke mindelser om slaveri.

Der er fællestræk med eventyr. Heksen, Asha, er ikke helt en heks alligevel. Abeni bliver trænet, bl.a. i kamp, og efter den første store sorg hører hun meget mere om, hvad der egentlig foregår. Abeni og Asha tager på en rejse, for at finde og redde resten af landsbyen, og de samler prompte et par hjælpere op. Advarsler bliver typisk overhørt, men heldigvis går det hele godt alligevel. Undervejs falder de ovenikøbet over noget, Abeni finder meget uhøfligt, så hun er i kontakt med sin indre Alice. På et andet tidspunkt fører indtagelsen af lækkerier til, at hun får hale og lange ører og ikke længere kan tale, så Pinocchio er også med.

Er det godt? Mja. Jeg mistænker, at vi faktisk er i den ende, hvor børn ikke helt er YA endnu. Der er en begejstring for udråbstegn, og på et tidspunkt går teksten amok i, at den ene ting efter den anden siger Pop! Der er nogle gange gentagelser (Abeni ser flere familiemedlemmer blive fanget, på samme måde hver gang) og mange detaljer, og nogle gange sprang jeg bidder over. På den anden side er der noget rart ved en gruppe piger, der gør heltegerninger. 👽👽💀