Anmeldelse af The Adventures of Amina al-Sirafi, af Shannon Chakraborty. Roman. 2023. Hugo-finalist.

Skitse: Først skal vi lige mindes om Sinbad Søfareren. Så møder vi Amina. Hun var pirat nogle år, men nu bor hun med sin familie, bl.a. en datter. De er alle gode muslimer, for sådan noget som 800 år siden. Hun tager små jobs, som når et par idioter tror, de kan håndtere et tilkaldt vandmonster. At finde en rig kvindes barnebarn (kidnappet af en kristen) er et stort job, men det giver også en stor belønning. Så afsted for at spørge, om nogle af de gamle venner har hørt noget.

Er det science fiction? Nej, solidt fantasy, omend den slags hvor kloge koner nogen gange virkelig bare er kloge.

Temaer: Historier om pirater har det med at vokse sig større. Historier om kvinder har det med at vokse sig snavsede.

Plads til alle køn, religioner osv.

Sideløbende med at Amina prøver at finde den kidnappede pige, får vi også trævlet op, hvad hendes fortid gik ud på, inklusive noget mere om hendes datters far. Det er broget. Det er også morsomt til tider. Som når et gammelt trick må modificeres lidt, fordi “vi har ikke en elefant”.

Formen er, at Amina senere fortalte den her historie til en anden, der så skrev den ned. Så der er små kommentarer, tekster fra andre kilder og sådan noget også.

Er det godt? Jeg blev skuffet, da jeg ret hurtigt opdagede, hvad det her overordnet er. Og det har været lidt hårdt at læse bogen; jeg har ikke glædet mig til at læse videre. Nogle sider er ikke rigtig konverteret til epub. ☹️ Ikke helt min genre eller historiske periode. 👽👽💀