Anmeldelse af Some Desperate Glory, af Emily Tesh. Roman. 2023. Hugo-finalist.

Skitse: Mennesker er intelligente, voldelige, meget optagede af køn og organiseret i stammer. Medmindre nogen lyver om os. Vi er også på den, fordi Jorden, og dermed 80 % af menneskene, fik et solidt gok i nødden. Så Kyr og hendes venner og familie (nogle mere end andre) træner hårdt, så den gode del af menneskeheden (baseret på en planetoide) kan overleve, måske endda tage hævn. Kyr er 17 og veltrænet: Fritid og følelser er for slapsvanse, så længe de morderiske fjender er derude.

Er det science fiction? Ja.

Temaer: Jeg skulle lige tænke mig om en ekstra gang. Men jo, der er noget Divergent her. Kyr går og venter på at få at vide, om hun skal være soldat eller barnepige eller hvad. Hun har meget stride holdninger, så hun kan bløde op i løbet af bogen. Og mon ikke også det viser sig, at situationen er anderledes og mere kompliceret, end hun har fået at vide. Der er også lidt Ender’s Game her, med al den fokus på krig.

Der er nogle store skift undervejs. Hvad der kan lade sig gøre, hvad der egentlig foregår, sådan noget.

Så skal vi også rundt om noget forbavsende filosofisk. Er det en god idé at sigte efter “mest mulig lykke for flest mulig personer”? Hvordan gør man det i praksis?

Er det godt? Tja. Noget af handlingen kunne gættes på meget lang afstand. Noget af det store gav mig et sus i maven. Jeg kunne ikke lide Kyr i starten. Godt fokus på, at alle personer fortjener respekt. Velskrevet, med en underlig formulering hist og her. 👽👽💀