Anmeldelse af “One Man’s Treasure”, af Sarah Pinsker. Langnovelle. 2023. Hugo-finalist.

Skitse: Aden er skraldemand, og i dag skal der samles storskrald. Renny er ny på jobbet, så han er ikke helt opmærksom nok, stikker sig på en ten og falder i søvn. (*)

Er det science fiction? Fantasy.

Temaer: Der er altså magi i verden, og folk smider magiske ting ud, såsom portaler. Læseren bliver præsenteret for en perlerække af ting, der så kan ske, samtidig med at plottet udfolder sig: Den der statue … Talte den til mig? Og hvis ja, er det så et forhekset menneske? Og hvis ja, så … Ja, hvad så?

Fordi den næste problematik er, at rige mennesker meget sjældent får ørerne rigtigt i klemme for brud på storskraldsreglerne. Eller for at forhekse mennesker for den sags skyld. Eller gider alt det her med genbrug. (Er der en overflod af historier om kapitalisme i øjeblikket?)

Er det godt? (*) Det er morsomt noget af vejen, som når Renny skal vækkes, ikke med True Love’s Kiss, men True Lunch. Vi kommer godt omkring, og det virker fint. For sådan en som mig, så virker det originalt. 👽👽👽