Anmeldelse af “Thornhedge“, af T. Kingfisher. Kortroman. 2023. Hugo-finalist.

Skitse: Hey, den her kender jeg! Der er en prinsesse, og en barnedåb, og magi, og så sover prinsessen 100 år mindst, og så kommer der en prins, og … Bortset fra, at det alligevel ikke helt er sådan, det er. Det er både anderledes og meget mere indviklet.

Er det science fiction? Fantasy.

Temaer: Jeg ved egentlig ikke, om den her genre hedder noget, hvor man genfortæller et eventyr (typisk), dels som mere almindelig fiktion, med fokus på karakterer, motivationer osv., dels i en noget længere form. Men det er i hvert fald sådan en, vi har fat i her. Tænk Wicked.

I den her version er der ikke kun en hæk, der er også hende, der lavede hækken. Og som udgangspunkt kan hun ikke lide, at der er en seriøs indtrængende. (Måske er det meget praktisk, vi ikke skal have en talende hæk?) Hun havde egentlig håbet, at folk simpelthen havde glemt stedet. Selv historier dør en dag, ikke?

Vi er ret solidt plantet i tid og sted. Der er reference til danskere! Og til pesten.

Der er nogle gode formuleringer undervejs. “Vi får ikke altid de valg, vi ønsker.” “Jeg kunne ikke få hende til at forstå, at verden faktisk eksisterede.”

Både indtrængeren og magibrugeren er meget usikre på sig selv og siger undskyld hele tiden. Cute.

Er det godt? Der er en lillebitte ting, hvor jeg ikke helt kan finde ud af, hvor længe tjørnehækken har været der. Og det her er endnu en historie, hvor plottet til dels drives af, at en hovedperson meget længe lader være med at sige noget bestemt. Ellers er sproget letflydende og behageligt. Og svarene på de løbende spørgsmål kommer i et godt tempo. Jo, den er god nok. 👽👽👽

Note: Hugo