Anmeldelse af “Seeds of Mercury“, af 王晋康 (Wang Jinkang). Kortroman. 2023. Hugo-finalist.

Skitse: Han lever egentlig et godt liv. God kone. God søn. Godt firma. God formue. En dag dukker en sagfører så op for at fortælle noget om en afdød tante og hvad hun efterlod. I første omgang en notesbog.

Er det science fiction? Ja.

Temaer: Det er en lille spoiler at fortælle videre. Så er du advaret.

Tanten skabte liv, der er baseret på tin og silicium og sådan noget. Det kræver derfor også høje temperaturer, så i hvert fald nogle af stofferne er flydende. Arven er bl.a. at lade dette liv fortsætte og udvikle sig.

Teksten skifter mellem denne tråd og så en tråd langt inde i fremtiden, hvor udviklingen har ført til intelligens og bevidsthed. Hurra!

Hovedpersonen viste som barn interesse for bl.a. videnskab, men blev siden forretningsmand. Han er tilfreds med at vende tilbage til dette område. Det kræver nemlig noget viden at varetage arven.

Der er noget med familie. At hvis man skaber liv, så tager man også ansvar for det liv, passer på det.

Er det godt? Mja.

Min første forhindring er, at det ikke er så godt oversat. Der er stavefejl og underlig grammatik. Hist og her burde der også have været fodnoter eller sådan noget, fordi jeg ved ikke, om en given sætning er et ordsprog. Er “det første bud”, “Though [sic] shalt not drop dead” bevidst morsom? Jeg prøver at abstrahere fra det, men det er svært.

Dernæst er der heldigvis elementer, jeg finder originale. Men der er også gamle travere. Så … 👽👽💀