Anmeldelse af “Mammoths at the Gates”, af Nghi Vo. Kortroman. 2023. Hugo-finalist.

Skitse: En præst vender hjem efter 4 år. Det er godt at passe sit arbejde, indsamle historier. Men det er også godt at komme hjem og få alle historierne puttet i arkivet. Få sin livret. Snakke med vennerne. Æh. Hilse på mammutterne foran porten?

Er det science fiction? Nix, fantasy. Talende fugle.

Temaer: Alt det her med historier fylder en del. Der er en konflikt, fordi den øverste præst er død og familien nu vil have liget udleveret. Undervejs kommer vi gennem en ceremoni, hvor de efterladte fortæller historier om afdøde. Nice.

Præsterne arbejder sammen med fugle, der kan tale og ikke mindst lytte og huske. Og apropos samarbejde, så er der nogle idealer her, accept, mildhed osv., der gør samarbejdet både internt og med resten af verden, lidt lettere. Noget med at besvare vold og trusler med smil. Og der er rigelig mulighed for at udforske det, når en mammut kommer trampende.

Er det godt? Udover at jeg snubler over navnene (kinesiske?), fordi jeg ikke er sikker på udtalen, så virker det her for mig. 👽👽👽