Fantastiske #Fantasticon

Tingene må være faldet lidt bedre den her gang med min kalender. Jeg var i hvert fald ikke i tvivl om, at jeg skulle besøge Fantasticon, afholdt på Blågårds Plads.

Allerede ved døren var der en lille oplevelse. Jeg var fulgtes med formanden (2016-) for SFC, Niels Dalgaard, bedre kendt som min kæreste, og Lea Thume, tidligere formand (2011-13). Og der stod Knud Larn så, også tidligere formand (2008-09). Det skulle vi da lige have et billede af.

SFC’s stand stod klar, og selvom jeg i den forbindelse bare er påhæng, så måtte jeg godt sidde der lidt. Således kunne jeg deltage i en lille snak om, at SFC fylder 50 år 9/6, og at Anders And samme dag fylder 90. Omend han officielt er 20, så det må være noget med at han altid er 19 og “et par måneder”. Hej, Mogens.

Så trissede jeg hen til åbningsceremoni. Jesper Rugård startede med at byde velkommen og lidt praktisk (og munter) information. Såsom: Jeg kunne ikke finde et billede af den her bygning, så her er et billede af kirken.

Og så var der fri snak om udødelighed. Jane Mondrup interviewede æresgæsterne Catherynne M. Valente og Domonic Mitchell. Mitchell har bl.a. været forfatter på Westworld. Han bidrog med, at bevidsthed måske opstår, når man erkender sin dødelighed. Valente har humoristisk sans, dejligt.

Bagefter var der lejlighed til at få Valentes autograf. Jeg havde Massachusetts-havet med, så “Fremtiden er blå” kunne blive pyntet lidt. Desværre var det noget med at stå i kø, så mine ben blev noget trætte. Jeg er helt med på, at hun gerne vil signere hver enkelts medbragte stak og også sludre lidt. Jeg er med på det. Mine ben er ikke.

Så var det tid til frokost. Vi fandt et sted i nærheden med prisbelønnede falafler! 👍🏻

Så tilbage for at høre GoH-interviewet med Valente.

Det er en af de der forfattere, hvor jeg har en stærk fornemmelse af, at jeg har læst noget af hende. Men hvad? Det var først bagefter jeg fik søgt mig frem til Trappevid og Amerikas synd. Jeg har også læst “The Difference Between Love and Time” (gratis online). Og ganske sikkert mere, jeg ikke lige kan huske. Og så fik jeg noteret et par titler.

Okay så. Tilbage til det store område, hvor der var bøger til salg, café og sådan bare mulighed for at sidde. Jeg havde brug for krølle mig sammen om en bog et blødt og stille sted. I stedet var der livlig snak. Pladsen var der også gang i, med en fest med musik og hoppeborg osv. Jeg kunne ikke lige se, hvordan jeg skulle finde et rart sted der. Så jeg endte med at stavre hjem, et par timer tidligere end planlagt.

Men jeg var med! Og jeg fik hilst på alle mulige.

Skriv en kommentar