DR har lavet et eksperiment og dokumenteret resultatet i en lille serie, Fri os for kontanthjælp. Og det er sådan set en udmærket idé. Men der ligger nogle pudsige antagelser bag programmet.
Altså, folk, der ikke er i arbejde, koster samfundet penge. I hvert fald dem, der er på kontanthjælp.
Hvis nu vi udvider gruppen til alle, der ikke er i arbejde. Så kunne man også sige, at det er en god idé, at nogle af os “holder lidt fri”. Tager en pause mellem 2 jobs fx. Det er med til at få det hele til at glide lidt lettere, når den store jobkabale skal gå op. Det er en god investering.
Selvfølgelig er det kedeligt, at nogle så ligesom kommer til at sidde fast i den pause. At pausen bliver længere end planlagt. Men indtil det kan blive løst, så er det godt, at de mennesker stadig kan betale huslejen osv. Det vil vi godt hjælpe med. Ikke?
Ja, det er jo så det. “Der er jobs at få.” Er der det? Siden nogen går ledige længe, så kunne man jo også sige, at der må være for få jobs.
Hver gang en eller anden råber op om, at nu skal vi gøre sådan og sådan, fordi de her stillinger har vist sig helt umulige at besætte – så har det vist sig at være, ahem, skal vi sige overdrevet? Så noget tyder på, at der er ledige nok. Altså må det være jobs, der mangler.
Det koster stadig penge.
Det koster mange penge!
Det fremgår ikke rigtigt, hvor tallet 200.000 kommer fra. Det kunne være rart at vide.
Så antagelsen er: Selvfølgelig er der et job til dig! Vi skal bare have fundet vejen derhen.
Og hvordan gik det så?
- En blev så frustreret over situationen, at han fandt et job udenfor sit fag. Sandsynligvis også til en lavere løn.
- En er blevet sporet ind på at tage en uddannelse.
- En fik opdateret sine kompetencer og fik et job.
- En kom i job med løntilskud og får forhåbentlig et rigtigt job bagefter.
Der er ikke blevet skabt et eneste job. Et par af dem kan måske være lidt iværksættere i fritiden. Men ellers er der kun blevet rykket rundt på folk i jobkøen. Det job, Petrine er heldig at få, går Paula jo glip af. Så næste år kan vi lave en ny serie om dem, der blev langtidsledige, fordi vores 4 hovedpersoner her slap ud af suppedasen. Og sådan kan jobkøen blive en lille cirkel, vi tramper rundt i.
Er det en løsning?
Stuff from ommadawn.dk (Lise Andreasen) 
Alle mulige “aktiveringsordninger”, “jobprøvninger”, “arbejdsprøvninger”, “jobpraktikker” og fanden og hans pumpestok, er i høj grad medvirkende (om ikke årsagen) til den manglende vilje til at oprette regulære arbejdspladser. Hvorfor skulle man dog også det, når man kan få statsbetalt arbejdskraft ind ad døren, blot ved en enkelt telefonopringning?
Samtidig har “Arbejdsformidlingen” vasket sig selv ved at blive (først) til “Jobcenter”, der primært bestyrer en kontrolfunktion (“er du – rent faktisk – egentlig ledig, eller nasser du bare på samfundet?), til nu at fremstå som “Karrierecenter” – hvilket er det samme som en computer med netadgang på et bibliotek (klar dig selv!).
Som et eller andet fjols sagde: – det skal kunne betale sig at arbejde! Jepper, grønært, men hvordan rimer det med den fra DA udtrykte glæde ved “det store arbejdsudbud”? For med “arbejdsudbud” menes der ikke “mange ARBEJDSPLADSER”, men derimod “mange ARBEJDSLØSE”. Ovenikøbet er det således, at man hylder “forskellen” og “uligheden”, som et vækstfremmende potentiale: – flere fattige, færre rige, så skal væksten nok komme af sig selv.
Vi lever ikke i et liberalt samfund. Vi lever i et libertært. Ayn Rand glæder sig sikkert i sin (ikke længere så) ensomme himmel.
Amen
LikeLike
Amen.
LikeLike